Når man er i Paris er det generelt en god ide at planlægge sine dagsture inden for et relativt afgrænset område, så man får flest mulige oplevelser uden at skulle tilbringe mere tid end højst nødvendigt med transport. Mange steder i Paris kan man opleve, at den samme slags butikker samler sig inden for en lille radius, f.eks. gallerierne og kunsthandlerne i Saint-Germain-des-Près. Det samme er tilfældet med køkkenudstyrsbutikkerne, og min egen private teori er, at det i dette tilfælde er et levn fra dengang Hallerne var eet stort fødevaremarked.
Her kommer en oversigt over syv butikker der har med mad og køkkentøj at gøre, og som ligger inden for en radius af få hundrede meter fra hinanden.
Turen starter ved Dehillerin (18-20, Rue Coquillère, 75001 Paris), som ligger i det nordvestligste hjørne af pladsen foran Hallerne, efter at man har passeret Saint-Eustache kirken og restauranten Au pied de cochon. Jeg har skrevet om Dehillerin her. Det er et charmerende sted, men var ret overrendt, da vi var der i fredags.
I Rue Montmartre, som starter ved Hallerne på den østlige side af Saint-Eustache kirken, ligger der ikke færre end fire køkkenudstyrsbutikker indenfor ganske få hundrede meter. Og som hos Dehillerin taler vi altså kvalitetskøkkentøj til de professionelle.
Déco Relief (6, Rue Montmartre, 75001 Paris) har udstyr til chokoladefremstilling, kagebagning samt værktøjer til al tænkelig dekoration af kagerne. Mora (13, Rue Montmartre, 75001 Paris) har køkkenudstyr i samme genre som Dehillerin, og det samme har La Bovida (36, Rue Montmartre, 75001 Paris).
Når du krydser Rue Etienne Marcel for at fortsætte videre op ad Rue Montmartre, så tag lige en afstikker ca 100 meter til højre. Her ligger G. Detou (58, Rue Tiquetonne, 75002 Paris), som har alskens ingredienser til kager, chokolade, og andet finere pâtisserie. Her har jeg købt tykke vanillestænger i et glas med 8 for under 10€, og senest et kilo Valrhona chokolade for 19,95€.
Når du går tilbage for at fortsætte op ad rue Montmartre, når du ret hurtigt til A. Simon (48, Rue Montmartre, 75002 Paris), der breder sig over to butikker ved siden af hinanden.
Har du mod på mere, ligger boghandlen La librairie Gourmande cirka hundrede meter længere oppe (92-96, Rue Montmartre, 75002 Paris). Her er to etager KUN med kogebøger i alle afskygninger, af kendte og ukendte kokke, fra alle verdenshjørner og om al slags mad og måder at lave det på, også det molekylære og kemiske køkken, hvis du har lyst til at prøve det af. De fleste af bøgerne er på fransk.
Et godt råd: Lav en liste hjemmefra, man kan hurtigt ende med at blive totalt overvældet af udvalget i de mange butikker.
Ha’ en smuk pinseweekend, der er nyt på bloggen igen på tirsdag :)
I forbindelse med omtalen af købmanden G. Detou (58, Rue Tiquetonne, 75002 Paris), bør det måske lige nævnes, at G. Detou udtalt på fransk svarer til “Jeg har alt”. Og det har han, samt tid til at drille en dansker, en gang, hvor vi ikke klarede os særlig godt i europæisk fodbold..
Hej cep, tak for din kommentar. Det er korrekt – og et sjovt sammenfald – at den franske udtale betyder ‘jeg har (noget af) alt’. Ikke desto mindre var det en Gérard Detou, der i 1951 grundlagde den spændende købmandsforretning. Vh Jette