Jeg har i flere år forsøgt at få Musée d’Orsay passet ind i programmet på mine Paris-ture, men først for nylig lykkedes det. Det blev en lidt anderledes oplevelse end forventet, for bygningen i sig selv er et besøg værd.
Da vi træder ind i bygningen på den anden side af billetlugerne, er det med det samme lyden af banegård, der omgiver os. Det åbne rum med det hvælvede glastag kaster den afdæmpede lyd af mange menneskers tale frem og tilbage mellem murene. De mindre pavilloner, der er opført langs murene i den store banegårdshal, er utvivlsomt med til at dæmpe lydene. Vi går ind i de små rum og ser værker af mange af de store 1800-tals kunstnere, men ret hurtigt er det tværbroen i den modsatte ende af banegårdshallen, der trækker. Her kan vi få et vue ud over det meste af den imponerende bygning, af tagstrukturen og de kunstfærdigt udformede søjler der bærer det hele.
Det smukke museum for kunst fra særligt det 19. århundrede var oprindeligt en banegård, med to spor gående tværs igennem den store hal. Da arkitektkonkurrencen blev udskrevet 1897 var det et krav, at banegårdsbygningen skulle passe ind det elegante, omkringliggende kvarter, med både Fremmedlegionen og Louvre som nærmeste naboer. Banegården stod færdig til Verdensudstillingen i 1900, hvor den var endestation for linien Paris-Orléans. Gare d’Orsay fungerede som banegård indtil 2. Verdenskrig.
Da vi når op på øverste etage i bygningens nordøstre hjørne, der hvor alle de helt store impressionister hænger, er det igen fascinationen af bygningen og udsigten, der tager over. Gennem det kæmpestore ur, der totalt dominerer rummet, kan man se helt op til Sacré-Coeur, over til Concordepladsen og hele den sydlige fløj af Louvre. I salene efter rummet med det store ur hænger det ene impressionistiske kunstværk efter det andet. Manets Le Dejeuner sur l’herbe hænger lige frem for, og man skal kun vende hovedet 90 grader for at se Monets værk med samme titel, eller hans studier af indgangspartiet til katedralen i Rouen. Efter salene kommer vi frem til museets restaurant, der ligger bag det andet store ur på museets facade ud til Seinen. Der er åbent ud til tagterrassen, og vi står i første parket til udsigten til Louvre, Tuileries haven og Concordepladsen lidt længere væk.
Helt frem til starten af 70’erne blev bygningen brugt til forskellige formål, og på et tidspunkt blev det diskuteret, hvorvidt den skulle rives ned til fordel for en moderne hotelbygning. De planer blev der (heldigvis) ikke noget af. I stedet blev der på præsident- og regeringsniveau vedtaget en løsning, hvor den gamle banegårdsbygning skulle bevares og restaureres, og i 1986 åbnede Musée d’Orsay dørene for publikum.
Da vi kommer ud igen er tusmørket faldet på, og der blæser en kølig vind langs Quai Anatole France. Museumsbygningen er blevet oplyst af projektører, og vi går langs Seinen til Quai Voltaire, hvor vi dykker ind i Saint-Germain des Prés kvarteret for at finde et sted at spise.
Det føles underligt nok en smule blasfemisk at være mere imponeret af bygningen end af de uerstattelige 1800-tals kunstværker, vi netop har set.
Musée d’Orsay, 1, Rue de la Légion d’Honneur, 75007 Paris.
Seneste kommentarer