Abdellah Taïa: Arabisk vemod

Abdellah_Taïa_20160302 1ANMELDELSE

Egentlig er dette en dobbeltanmeldelse, for jeg købte begge Abdellah Taïas bøger der er oversat til dansk, den aften jeg var til forfatterarrangement på Dokk1, og i det følgende kommer det til at handle om begge romaner, da de falder i en naturlig forlængelse af hinanden.

De første to dele af Englene fra Frelsens Hær er en række erindringsbilleder fra jeg-fortællerens barndom, hvor vi i romanens første del får beskrevet familiens dagligdag med far, mor og ni søskende i varme, levende billeder. Kun faderen og storebroren har deres egne værelser, moren sover i samme værelse som de resterende otte børn (to drenge og seks piger). Med andre ord er der ikke mange hemmeligheder at skjule. I romanens anden del er fokus på storebroren Abdelkébir, den elskede storebror, forældrenes førstefødte, som man fornemmer er noget helt særligt. Op gennem teenageårene stiger jeg-fortællerens betagelse af storebroren, til en dag han indser, at han er homoseksuel. Romanens to første dele er gennemsyret af Marokkos varme og livlige mangfoldighed på godt og ondt, og det står i skærende kontrast til tredie og sidste del, hvor jeg-fortælleren lander i Genève en kold septemberdag, og for alvor føler ikke bare kulden men også en fortvivlende ensomhed. Han, der hele sit liv har været vant til at have mennesker – familie – omkring sig alle døgnets timer. Hans redning bliver en taxachauffør der viser ham vej til Frelsens Hærs herberg, hvor han bor nogle dage og føler sig velkommen.

I Arabisk vemod er det samme jeg-fortæller der fortsætter i sporet fra Englene fra Frelsens Hær, men i denne roman er der primært fokus på hans voksenliv, med en udforskning af hans seksualitet, kærlighedsliv, skiftende partnere og følelser, og med flere omvæltende livsbegivenheder som scenisk baggrund. Fra barndommens gade, hvor han er tæt på at blive voldtaget af en rivaliserende drengebandeleder, til den altopslugende besættelse af Javier, der fuser ud i ingenting. I Kairo forsøger han at glemme Javier og få ham ud af “systemet”, og på et tidspunkt er han så vaklende i sine eksistentielle overvejelser at angst og panik overmander ham, og han mister det mentale fodfæste for en stund, men bliver reddet af en lille dame, der viser sig at være jøde. Den unge, arabiske homoseksuelle mand bliver reddet af en gammel jødisk kvinde: “Alt det, man havde fortalt mig, indprentet i mig, uden at jeg ønskede det, fordampede med et slag. Der var kun mennesket tilbage. En kvinde. Som mig. Ingen forskel.” (s. 94).

I sidste del beretter jeg-fortælleren om Slimane, kæresten som han levede intenst sammen med i to år, og hvor forholdet endte i jalousi og magtbegær, og jeg-fortælleren må afbryde det for at få sin identitet – og integritet – tilbage.

En af de grundregler, man normalt får indprentet i litteraturtimerne er, at forfatter og fortæller IKKE er den samme og ikke må forveksles. Den holder ikke helt i disse to romaner. Jeg-fortælleren hedder Abdellah, og det skinner meget tydeligt igennem i begge romaner at de i høj grad er selvbiografiske, at det er hans eget liv, oplevelser og relationer til andre mennesker, der fortælles om. De gennemgående temaer er identitet (hvem er jeg), og frihed. Frihed til at være den, han er, anderledes end de andre, og kampen for at bevare sin personlig integritet i en verden, der ikke altid accepterer homoseksualitet, og slet ikke i Marokko, hvor det er forbudt. Et andet, gennemgående tema er at følge sine drømme, at kæmpe for dem, og for sig selv. At vakle, miste troen på sig selv (og på sin Gud), og komme op igen og videre. Eksistentielle problemstillinger, som de fleste kæmper med fra tid til anden, og derfor kan identificere sig med. Stærkest i romanerne står den måde, hvorpå Abdellah møder andre mennesker på: Åbent, nysgerrigt og fordomsfrit. Det var samme indtryk af forfatteren Abdellah Taïa, jeg gik hjem med efter arrangementet på Dokk1. Og i den forbindelse bliver ovenstående citat et omdrejningspunkt: Vi er alle (kun) mennesker.

Hele vejen igennem begge romaner står beskrivelserne af Marokko, af stævnemøder, af familien og de skiftende partnere som sitrende, vibrerende nærvær. Læseren mærker Marokkos varme, storbyernes heksekedel, Genèves reserverede kølighed, fortællerens frustrationer og ulykkelige kærlighedseventyr eller de tindrende lykkelige stunder.

Romanen L’armée du salut udkom i Frankrig i 2006, og blev filmatiseret af Abdellah Taïa selv. Filmen havde premiere i maj 2014. I 2015 udkom romanen på dansk med titlen Englene fra Frelsens Hær (124 sider). Une mélancolie arabe udkom i Frankrig i 2008, og udkom på dansk med titlen Arabisk vemod (124 sider) den 4. marts i år, dagen for forfatterarrangementet på Dokk1 i Aarhus. Begge romaner er oversat af Simon Hartling og udgivet på forlaget Arvids.

Måske vil du også synes om:

2 kommentarer til “Abdellah Taïa: Arabisk vemod

  1. Touhami Bennour

    Quel est le rapport entre l´homosexualité et la famille marocaine. Ya eu t-il une promiscuité dans cette affaire?

    • Jette

      Non, pas de promiscuité dans la famille. Mais être homosexuel au Maroc n’est pas facile – c’est interdit, et les personnes homosexuelles ne sont pas protégés par la loi, alors les viols passent impunis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *