I foråret skrev jeg et blogindlæg om Saint-Denis basilikaen i Paris. Samtidig skrev jeg en mere udfoldet artikel om basilikaen, som jeg vinklede og målrettede til en avisudgivelse. Der er imidlertid ingen, der har ønsket at bringe artiklen, og jeg synes det er synd, at den skal forsvinde ned i bunden af min skrivebordsskuffe. Så her får du den udvidede – og lidt anderledes vinklede – version af blogindlægget fra maj. 

Kongerne i forstaden

KONTRASTER. I en af Paris’ mest belastede og multikulturelle forstæder ligger de franske konger begravet i en basilika, der ikke lader Notre Dame kirken i hjertet af Paris noget efter i skønhed og historisk vingesus.

AF JETTE ODGAARD VILLEMOES

Da vi kommer op fra metroen tror jeg et øjeblik, at vi er landet det forkerte sted. De slidte bygninger i 70er betonarkitektur danner baggrund for et mylder af mennesker i alle former og farver. Fra tørklædeklædte, arabiske kvinder til afrikanske ditto med deres farvestrålende gevandter, til ældre, arabiske mænd der sidder og holder øje med hele menageriet, mens de piller ved deres bedekrans. Salgsråbene fra stadeholderne blander sig med dytteriet fra de irriterede bilister, der forsøger at komme igennem menneskemængden i udkanten af pladsen. Tomme kasser hober sig op på fortovet. Det er fredag sidst på formiddagen og markedsdag i Parisforstaden Saint-Denis’ multikulturelle virkelighed.

Men den er god nok. Tre minutters gang og to gadehjørner senere tårner målet for vores udflugt væk fra Paris’ turiststrømme sig op foran os. Saint-Denis Basilikaen, hvor de franske konger ligger begravet.

I 13 århundreder har stedet været begravelsesplads for de franske konger, siden Kong Dagobert blev begravet der i år 639. Legenden fortæller, hvordan pavens udsendte, Denis, blev forfulgt og halshugget i Paris for at ville kristne frankerne, og hvordan han med sit afhuggede hoved under armen gik fra Paris over Montmartres bakke, indtil han faldt om. Legenden beretter videre, at han blev begravet på det sted, hvor han faldt om, og hvor basilikaen i dag rejser sig. Det var i anden halvdel af 200-tallet. I 600-tallet blev et kloster opført på stedet, og tilbedelsen af Saint Denis, der på det tidspunkt var blevet helgenkåret, tiltrak kongemagtens opmærksomhed. Klostret nød godt af kongernes økonomiske og beskyttende bevågenhed, og det menes at være i år 1135 at klostrets magtfulde abbed Suger fik Louis VI’s velsignelse til at ombygge og restaurere klostret og udbygge den eksisterende kirke til en basilika. Basilikaen anses for at være et mesterværk inden for den tidlige gotiske stil.

Der er tyst og køligt i den store kirke, da vi er kommet igennem sikkerhedskontrollen. Kontrasten til den bagende sol og larmen fra markedet udenfor er til at tage og føle på. Solen brager ind gennem overfloden af glasmosaikker, og farverne flyder i bølger hen ad kirkegulvet, op over gravmonumenterne og alteret, og ned ad trapperne til krypten. Gravmælerne over 42 konger, 32 dronninger og 63 prinser og prinsesser fra de kongelige franske dynastier ligger i apsis omkring alteret, i tværskibene og i krypten under alteret.

Gravmonumenterne fortæller deres egen historie om den tid, de er skabt i. Ved siden af Middelalderens Valois-dynastis liggende skulpturer – gisants – tårner renæssancekongen François I’s imposante gravmæle sig op i en triumfbue, der viser Renæssancens genopdagelse af Antikken. Til venstre for alteret er frankernes første konge Clovis I’s enkle gravmæle indhyllet i farvebølgerne fra de solbeskinnede glasmosaikker. I krypten for enden af trappen, hvor diffuse gule og lilla farver bølger gennem jerngitteret og ned på trinnene, finder vi Bourbonslægtens gravtavler. Henri IV, kvindebedåreren som mente, at Paris vel var en messe værd, solkongen Louis XIVs imposante gravtavle, og en lille gravtavle for Louis XVII, tronarving efter Louis XVI og Marie-Antoinette. Deres regenstid sluttede som bekendt brat og voldsomt for enden af guillotinens skarpe kniv under revolutionen, og den lille Louis XVII blev kun 10 år gammel. Han døde i 1795. I krypten finder vi også gravmælet for Louis XVIII, der var Frankrigs første konge efter Napoleonstiden.

Da vi kommer op fra den dunkelt oplyste krypt igen, er solens farvefest i kirkerummet intensiveret, og kirkerummet nærmest sitrer. Skulpturerne af den fromt bedende Louis XVI og hans Marie-Antoinette står i korrundingens kølige skygge.

Forstaden Saint-Denis har gennem de seneste årtier i stigende grad været belastet af kriminalitet. Allerede i 1920erne og 30erne, inden indvandringen fra de franske kolonier, var Saint-Denis en arbejderforstad med industrivirksomheder og dårlige bolig- og hygiejneforhold. Efter 2. Verdenskrig red forstaden med på den generelle bølge af opsving i 50’erne, og man opførte billige boliger i form af socialt boligbyggeri. Da den langvarige økonomiske krise ramte i 70’erne, tiltrak det folk med lave indkomster, både indfødte franskmænd og immigranter. Da de voldsomme uroligheder ramte forstæderne i slutningen af 2005 var Saint-Denis et af brændpunkterne, og 18. november 2015, fem dage efter attentaterne i Paris’ gader, gennemførte politi og aktionsstyrker en storstilet aktion i Saint-Denis i jagten på medskyldige og gerningsmænd, ikke mange gader fra den gamle basilika.

Bydelen oplever en del problemer med radikaliserede grupper og sharia-parallelsamfund, og man kunne forledes til at tro, at Saint-Denis basilikaens beliggenhed midt i en belastet forstad kunne udgøre et problem. Men faktisk var det revolutionsårene fra 1789 og frem, der gav kirken den hårdeste medfart. I iveren efter at udrydde alt, hvad der havde med monarkiet – l’Ancien Régime – at gøre, raserede de revolutionære kirken i 1793 og smed størstedelen af de kongelige, jordiske rester i en fællesgrav på en nærliggende, kommunal kirkegård. I 1805 beordrede Napoleon, der året forinden havde kronet sig selv til kejser, at kirken skulle restaureres og genskabes. Han nåede dog ikke at se det færdige resultat, inden han led sit endelige nederlag ved Waterloo. I de første år efter Napoleonstiden, hvor Bourbondynastiets Louis XVIII var konge, var en af hans første handlinger at videreføre kirkens genopbygning og få sine forfædres jordiske rester genplaceret  i basilikaen. Tidens tand i den kommunale fællesgrav havde dog medført, at identifikation af de enkelte skeletter var blevet umulig, og alle knogler blev placeret samlet i et ossuarium i kirkens krypt. Basilikaens genetablering tog det meste af 1800-tallet, og resultatet er, som den besøgende oplever kirken i dag. Senest er dele af kirken og dens facade blevet renoveret (2012-2015), så den udefra fremstår nyrestaureret.

Da vi forlader kongernes tyste og kølige nekropol med de smukke glasmosaikker, rammer den multikulturelle virkelighed uden for kirkens mure os med fornyet kraft. Vi sætter os på en bænk i den varme sol og ser dagliglivet passere forbi. En somalisk mand i den traditionelle kjortel krydser pladsen foran kirken, hvor en mor spiller bold med sin søn. Caféen på hjørnet har travlt med udendørsserveringen i det varme forårsvejr, og en flok unge arabiske mænd hænger ud på gadehjørnet ved markedet. Stadeholderne er ved at pakke sammen, og de handlende skynder sig at få gjort de sidste indkøb.

Blot tyve minutter med metroen fra hjertet af Paris, indenfor rækkevidden af en almindelig metrobillet, udspiller livets og historiens store kontraster sig for øjnene af os.

Der er gratis adgang til den første del af kirken, men hvis man vil se kongernes gravmæler bliver man ledt ud af kirken, gennem en betalingszone og ind i kirken igen på den anden side. Billetterne koster 8,50€ pr person.