Skibet er ladet med…

En udstilling på Kvindemuseet i Aarhus fortæller historien om tilblivelsen af de tre Life-boats, som den norske kunstner Marit Benthe Norheim har skabt til Kulturhovedstadsåret 2017 i Aarhus. Den ene af bådene gemmer på en fransk overraskelse.

“Vi skal også op på øverste etage”, sagde den ene af de seks livlige kvinder, jeg besøgte Kvindemuseet i Aarhus sammen med for nylig. “Der er en udstilling om de tre Life-boats, kunstværkerne som kan sejle”, fortsatte hun, med henvisning til de tre spektakulære både udformet som kvinder, der havde sejlet deres jomfrutur fra Ålborg til Aarhus i sensommeren. Så da vi havde set udstillingerne på første sal i og omkring den smukke gamle byrådssal i Aarhus’ gamle rådhus, som i dag huser Kvindemuseet, fortsatte vi op ad en stejl trappe. Helt op under det gamle rådhus’ skrå tagvægge.

De tre Life-boats er fortællingen om en kvindelig livscyklus, og bærer navnene Mit skib er ladet… med Længsel, med Liv og med Minder. Skibet ladet med Længsel er en ung kvinde. Skibet ladet med Liv er en gravid kvinde, mens skibet ladet med Minder bærer i alt 19 galionsfigurer, der alle er portrætter af kvinder. Udstillingen på Kvindemuseet i Aarhus fortæller særligt om båden med de 18 kvinder, der alle har det til fælles, at de er over 70 og har levet ‘grænseløst’. De 19 skulpturer, 18 kvinder og en åben galionsfigur der er ‘ingen og alle’, står i en bådformet kreds i udstillingens snævre rum.

“Hver af de 18 kvindelige skulpturer”, fortæller guiden os, “er en kvinde af kød og blod, der har fortalt sin historie til Marit Benthe Norheim”. Historierne, som kvinderne har fortalt, er 18 stærke fortællinger om kvindeliv, som Marit Benthe Norheim efterfølgende har tolket ind i de 18 kvindehøje skulpturer, der står i rummet. De 18 skulpturer er forarbejder til de figurer, der pryder Skibet er ladet med Minder. Da vi når hen bagest i salen ser vi 18 små plancher på en hvid væg. Hver planche har et nummer, der korresponderer med en af skulpturerne, et billede af kvinden, der er portrætteret, og et kort sammendrag af hendes historie. Kvindernes rødder og historie rækker ud over hele verden, fra den vietnamesiske kvinde, der måtte sende ti børn afsted som bådflygtninge, til den japanske kvinde, den danske intellektuelle kvinde, den libanesiske, den sydafrikanske…

Og blandt de 18 navne er der et, jeg genkender: Arlette Andersen.

Den franske kvinde, der overlevede koncentrationslejren Auschwitz’ rædsler under 2. Verdenskrig og efter krigen kom til Danmark og blev dansk gift.

Arlette Andersen, der tav om sine oplevelser i mange årtier, men som så begyndte utrætteligt at holde foredrag om det, særligt for unge gymnasieelever, for at ingen skulle glemme og for at lignende rædsler ikke sker igen. Arlette Andersen, den lille, store, skrøbelige, stærke 93-årige franske kvinde, som den franske ambassadør i København i november sidste år udnævnte til officer af den franske Æreslegion, er portrætteret som skulptur nummer 4.

Udstillingen på Kvindemuseet kan ses frem til 23. april, og vil du opleve alle tre Life-boats, inden de sejler videre ned gennem Europa på floderne, så ligger de i Marselisborg Lystbådehavn. På projektets hjemmeside her kan du læse meget mere om bådene og om galionsfigurerne på Skibet er ladet med Minder.

God weekend :)!

Måske vil du også synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *