Scholastique Mukasonga: Hvad bjergene hvisker

ANMELDELSE

Hvad bjergene hvisker er seks fine fortællinger om en række barndomserindringer fra tiden før folkemordet i Rwanda, der samtidig giver den europæiske læser stof til eftertanke om egne fordomme om det afrikanske kontinent.

Scholastique Mukasonga voksede op i en lille bjerglandsby og oplevede allerede som barn de etniske spændinger, der fandtes i landet. I 1973 måtte hun drage i eksil i Burundi, og i 1992 flyttede hun til Frankrig. 37 af hendes familiemedlemmer, heriblandt hendes mor, var iblandt den næsten 1 million mennesker, der blev dræbt i løbet af de godt tre måneder i 1994, myrderierne stod på.

Moderen var analfabet og en af de store historiefortællere. En af dem der bidrog til, at det rwandiske folks mundtlige fortællinger blev overleveret til de følgende generationer. Da Scholastique Mukasonga vendte tilbage på besøg i Rwanda ti år efter blodbadet, var der ingen, der kunne fortælle historierne.

Hvad bjergene hvisker er seks noveller. Seks af de fortællinger, hun husker fra sin barndom og fra sin mor. Vi får historien om Nilens kilde dybt inde i Rwanda, og om, hvordan de europæiske opdagelsesrejsende i slutningen af 1800-tallet søger den. Mukasonga fortæller om barndommens katekismus-undervisning, der blev forestået af de europæiske missionærer, og igennem den konkrete barndomserindring reflekteres den ældgamle, lokale overtro i den kristne tro, de katolske præster underviser rwanderne i. Vi får fortællingen om Titicaribi, hunden der kunne fortælle så smukke og medrivende historier, at menneskene glemte alt omkring sig, marker og huse forfaldt og børn blev omvandrende skeletter.

Køer er en meget essentiel del af en rwanders rigdom, og Mukasonga fortæller sin bedstefars historie om, hvordan han engang fik en ko af kongen. Historien er samtidig fortællingen om det belgiske koloniherredømme. Og endelig får vi fortællingen om, hvad Ulykke betyder for en rwander gennem fortællingen om bjergets matroner, der mødes for at afgøre, hvad de skal gøre ved en af kvinderne i landsbyen, der tilsyneladende tiltrækker Ulykken. Den sidste novelle er Mukasongas erindring om en pygmædreng fra hendes landsbyskole, og hvordan han, til trods for at pygmæer ikke engang blev anset for at være mennesker dengang, knuste de lokale fordomme og blev læge i Nairobi.

Det er forfriskende at læse frankofon litteratur fra et område, som ligger langt fra det kontinentale Frankrig, både i fysisk og mental forstand. Historierne er holdt i en mundtlig fortællestil, så man fornemmer fortælleren sidde på sin måtte på den støvede jord udenfor hytten. Rigmor Eibe har på fineste vis fået den mundtlige fortællestil med over i den danske oversættelse. Samtidig giver fortællingerne stof til eftertanke, for under læsningen bliver man uvægerligt konfronteret med sine egne, (nord)europæiske fordomme om det mørke Afrika, dets myter og overtro, og de europæiske kolonimagters færden på det afrikanske kontinent.

Scholastique Mukasonga Hvad bjergene hvisker. Forlaget Arvids. Februar 2017. Oversat af Rigmor Eibe fra fransk: Ce que murmurent les collines.

I 2014 udgav Forlaget Arvids Scholastique Mukasongas roman Nilens Vor Frue på dansk.

Scholastique Mukasongas egen hjemmeside, der er veludbygget og også findes i en engelsk version, kan du læse meget mere om forfatterskabet.

Måske vil du også synes om:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *