Godt Nytår 2019 – indlæg nummer 500!

Mens jeg var ved at rydde op og tage backup af alle bloggens indlæg på den sidste dag i det gamle år, gik det op for mig, at der ligger 499 indlæg på bloggen.

Det ligger lige for at lade dette indlæg, nummer 500 og det første i 2019, være en form for status.

De 499 blogindlæg dækker over et væld af emner, store som små, som alle har Frankrig tilfælles. Kultur i alle nuancer, litteratur, film, musik, mad og drikke, historie, mennesker, sproget, fransk politik, og ikke mindst den franske geografi og rejsebeskrivelserne fra vores ture rundt i Frankrig og fra Paris. Og så selvfølgelig også de finurlige historier og skæve vinkler, som jeg holder så meget af.

På bloggen finder du knap 70 indlæg med inspiration til ophold i Paris eller andre emner, der har med Paris at gøre. Og der er omkring 120 indlæg, der omhandler rejsebeskrivelser fra Normandiet, Bordeaux-området, Alperne, Provence, Auvergne og andre steder, vi har besøgt i Frankrig, samt indlæg om de franske regioner og oversøiske områder. Du finder også indlæg på fransk (dog ikke helt så mange) og indlæg fra gæstebloggere. Faktisk er bloggen efterhånden ved at være den guldgrube af information som jeg har haft som mål, siden jeg startede i maj 2015.

2019 kommer til at byde på nye indlæg og nye rejsebeskrivelser. Men fordi jeg er udfordret på energien ind imellem, og mine fridage nogle gange er lidt for fyldte med nødvendige aftaler, kan jeg ikke altid holde den indlægsfrekvens, jeg gerne ville. Men jeg vil ikke gå på kompromis med kvaliteten af mine indlæg. Det skal være umagen værd for jer læsere at klikke ind på bloggen, så derfor vil mit princip om kvalitet frem for kvantitet i blogindlæggene stadig gælde.

Du kan søge i alle bloggens indlæg enten ved at gå ind i kategorierne øverst på siden eller ved at bruge søgefunktionen ude i højre kolonne. Alle indlæg har relevante tags, man kan søge på. Er du i tvivl om, hvor du finder et indlæg eller om jeg har skrevet om et bestemt emne, så spørg endelig!

GODT NYTÅR, og tak fordi du læser med :)!

En tak og to arrangementer

Bloggen her har været mit hjertebarn og mit frirum, siden jeg startede den i slutningen af maj måned for tre år siden. Og det er den stadigvæk. Men som mine trofaste læsere nok har bemærket, så er indlægsfrekvensen dalet drastisk de seneste måneder. Read More

Ferietid

Det er blevet ferietid, og vi pakker snart bilen for at køre sydover til et område i Frankrig, som jeg glæder mig til at udforske nærmere.

Vi starter i Beaugency i Loiredalen, hvor vi blandt andet skal besøge renæssanceslottene. Chambord står øverst på den liste! Le Golfe de Morbihan på Bretagnes sydkyst bliver udgangspunktet for vores udforskning af Bretagne-halvøen, og på vej hjemover gør vi holdt et par dage i Giverny, hvor vi – selvfølgelig! – skal besøge Monets have. Det er 17 år siden, jeg sidst var der. Kæreste har aldrig set den.

Undervejs skal vi bo på små, hyggelige hoteller i mindre byer, smage os igennem de lokale madvarer og ellers ikke planlægge for meget.

Følg med på Instagram og Facebook, hvor jeg vil lægge billeder ud med motiver, der – måske – bliver til fremtidige blogindlæg. Se links ude i højre kolonne.

God sommer til jer allesammen :)!

Mandagstanker

Måske har du bemærket, at frekvensen af blogindlæg er gået en anelse ned på det seneste? Fra en 3-4 stykker om ugen til 2-3? Bare rolig. Der er ikke tale om, at jeg er ved at være træt af at blogge eller er ved at løbe tør for emner at skrive om. Men jeg arbejder på fuld tid ved siden af bloggeriet i øjeblikket, og mine kvalitetskrav til et blogindlæg, holdt op imod det faktum at der kun er 24 timer i døgnet, gør altså, at publikationsfrekvensen lige er dalet en anelse. Det kunne selvfølgelig være fantastisk, hvis jeg kunne leve af bloggen alene, men det scenarie ligger et stykke ude i fremtiden. Og jeg gider ikke have reklamebannere på bloggen.

Men altså. Der er ikke helt påskeferie på bloggen endnu. Faktisk skal min uge bruges til at skrive blogindlæg og læse bøger – når vi altså ikke lige har nogle haveprojekter, der kalder. Men nogle gange bliver et blogindlæg, der allerede er undervejs og kun mangler den sidste afpudsning (som det, du skulle have haft i fredags), overhalet af vigtigere ting. Som for eksempel at spise is i forårssolen på Amager Strandpark med Kæreste og det ene af mine yngstebørn.

Der var dog et franskrelateret indslag i gårsdagens tur til København. Jeg havde aftalt et interview med Baptiste Boryczka, forfatteren til Korzen og Café Krilo. Jeg har kendt ham i knap et par år og har korresponderet jævnligt med ham. Men bortset fra et hurtigt bonjour til et arrangement på Institut français i september 2015 har vi aldrig, sådan rigtigt, haft en samtale. Det fik vi lavet om på i går. Og jeg fik blandt andet svar på, hvorfor det var i København og ikke alle mulige andre, eksotiske steder, han landede, hvad der fik ham til at begynde at skrive, og hvordan han fik ideen til at iscenesætte et fremtidsDanmark som et diktatur, regeret af kristne ekstremister.

Det møde får du selvfølgelig som artikel her bloggen – på både dansk og fransk – når jeg har skrevet færdig og oversat.

Og så nærmer præsidentvalget i Frankrig sig med hastige skridt. Jeg har fulgt fantastiske Stéphanie Surrugue siden den sommer, hvor hun kørte rundt i hælene på Tourfeltet i sin lille røde bil med Politikens legendariske Tour-reporter Mogens Jacobsen i passagersædet. Stéphanie rapporterede alle de skæve vinkler fra Touren backstage, mens Mogens Jacobsen tog sig af de store forkromede linier fra Tourens frontscene. Det var ustyrligt morsomt!

Stéphanie er for nylig blevet DRs korrespondent i Frankrig, og der er, som altid, en lind strøm af gode ting på vej fra hende. For eksempel i morgen på DR1, hvor hun i udsendelsen Stéphanies Frankrig tager os med på en rejse fra Nice i syd til Calais i nord for at tage pulsen på det franske samfund op til valget. Eller radioprogrammet Allô Allô på P1, der havde premiere i går, hvor hun sammen med Morten Runge tager det franske præsidentvalg under kærlig behandling, inklusive de skæve vinkler.

I morgen får du det blogindlæg, du skulle have haft i fredags :)

Faits divers

I forbindelse med den Internationale Frankofonidag på mandag den 20. marts viser Institut français i København, i samarbejde med Cinemateket (også i København), 12 film fra forskellige lande indenfor frankofonien. Filmene vises i perioden 10.-31-marts. Det kan du læse mere om på Institut français’ hjemmeside HER.

I samarbejde med Roskilde Universitet og gruppen af frankofone ambassadører i Danmark inviterer Institut français til fejring af den Internationale Frankofonidag på Roskilde Universitet på mandag den 20. marts fra klokken 14.30. Eftermiddagen afsluttes med en frankofon buffet klokken 18.15. Deltagelse – inklusiv buffet – er gratis, men man skal tilmelde sig. Det kan du gøre HER, hvor du også kan læse mere om dagens tema og se programmet.

De særdeles frankofilt aktive, gode mennesker hos Alliance française Fyn gør opmærksom på, at der er fransk-dansk kunstudstilling hos Galleri Platz i Nørre-Åby fra 11. marts og frem til 2. Påskedag 17. april. Jens Uffe Rasmussen, som tidligere i Alliance française-sammenhæng har holdt foredrag om sit kunstnervirke, udstiller sammen med den franske kunstner Marie-Noëlle Leppens. Hvis det var en ide til en forårsudflugt til det fynske, så kan du se mere på galleriets hjemmeside.

Og på dagen, hvor hollænderne går til stemmeurnerne, så skal vi heller ikke glemme at der stadig er spænding i den franske præsidentvalgskampagne, og at det jo er LIGE HER, du kan følge med i en syntese af de franske meningsmålinger.

Når det ikke lige går som planlagt…

TricoloreNå, men i onsdags skulle jeg have været på besøg hos Alliance française på Fyn.

Der var både spændende foredrag om den franske, litterære OULIPO-bevægelse, buffet (=aftensmaden var sikret uden at jeg selv skulle lave den), og møde med arrangørerne. Det kører jeg gerne fra Aarhus til Fyn for!

Sneen fra natte- og morgentimerne var smeltet, og motorvejen var ikke for travl. Solen tittede endda frem ind imellem. Jeg havde yndlingsmusikken på bilradioen, og GPS’en fortalte mig, at jeg ville ankomme til Odense godt halvanden time senere. Det gik faktisk rigtig fint, indtil Trafikinformationen brød ind i min tankerække. Et eller andet om motorvej E45 i nordgående retning. Fint nok, angår ikke mig, jeg kører sydpå…. “Og selvom det er lidt langt væk”, fortsatte stemmen i radioen (jatak, jeg er lige nord for Skanderborg…), “…så er motorvej E20 mellem Middelfart og Odense helt spærret, der er op til 2 timers forsinkelse”.

…………….Pffffffffffffffffff……!

…………………………………….!!!

Jeg besluttede at holde ind ved næste rasteplads for at dobbelttjekke med Vejdirektoratet. Den var god nok. Motorvejen over Fyn var spærret ikke bare et, men to steder. Spændende foredrag, lækker buffet, møde med Alliance française-folkene på Fyn og emnet for fredagens indlæg gled som sand ud mellem fingrene på mig…

Men der var ingen mening i at køre til Fyn for at ende i en stillestående kø, og alligevel gå glip af det hele.

Jeg hørte senere, at det havde været fin aften og foredraget havde været rigtig godt. Og jeg kører stadig gerne langt for et godt foredrag (og måske endda en god historie til bloggen).

Kunne du finde på at køre langt for et foredrag?

God weekend :)

 

Er der ikke andre måder at vise sin kærlighed på?

Cadenas Pont des Arts kærlighedslåse

Så er den gal igen. Eller rettere: Den er stadigvæk gal….

Kan du huske at et gitterfag på Pont des Arts kollapsede i juni 2014 under vægten af de mange kærlighedslåse? Og at Paris’ bystyre efterfølgende afmonterede alle gitterfagene på Pont des Arts for at erstatte dem med glas? Det skrev jeg et indlæg om sidste år, efter at jeg selv havde oplevet Pont des Arts i maj 2014, kort før gitterfaget kollapsede.

Kort efter kollapset gik arbejdet med at fjerne alle gitterfagene på Pont des Arts i gang, og efterfølgende fik en ansat ved Paris’ bystyre den geniale og romantiske ide at smelte de fjernede låse om til ringe.

Men det har ikke hjulpet alverden, og problemet er blot blevet flyttet.

Trods alle bystyrets både humoristiske og mere strikse henstillinger til de elskende om at vise deres kærlighed på andre måder end ved at skæmme byens kulturarv, er problemet blot blevet flyttet. Nu er det gitterfagene på Pont Neuf omkring statuen af Henri IV der er så overlæssede, at de er i fare for at kollapse. Og flere andre broer ligeledes.

Så nu går bystyrets tekniske afdeling i gang med at sætte skiltning op, der opfordrer folk til ikke at hænge en kærlighedslås op, og samtidig understreger at der ER andre måder at vise sin kærlighed på.

Jeg forstår godt den bagvedliggende ide om, at folk vil vise hinanden deres kærlighed ved at hænge en lås op på en bro i byernes by. Jeg forstår til gengæld ikke, at deres forgabelse i den ide overskygger deres lige så erklærede kærlighed til byen selv, og at de er villige til at være med til at ødelægge byens monumenter for at realisere den ide. I mit hoved er det ordet ‘egoistisk’ der først popper op. Jeg forstår ikke, at folk ikke kan finde på andre måder at vise deres udkårne (og åbenbart resten af verden) deres kærlighed!

Hvad mener du?

Fødselsdag – og TAK!

fødselsdag-tak

Det er i dag 1 år siden, jeg skrev det første indlæg til bloggen.

Ideen med at starte en blog om Frankrig kom sådan ret meget ud af det blå på en lang biltur, hvor jeg havde tid til at tænke. Eller rettere: Hvor jeg var så nedkørt af stress, at alle tankefiltre var slået fra. Vi havde lige været på en forlænget weekend “hjemme” i Saint-Emilion, og i dagene efter stod det krystalklart for mig, at det franske havde været fraværende i mit liv for længe, og at jeg havde så meget viden der lå ubenyttet hen på en hylde i mit hoved. Frankrig skulle tilbage i min dagligdag. I løbet af en uges tid havde jeg fået alle de praktiske ting på plads, og skrev det første indlæg 30. maj 2015.

Jeg har ikke set mig tilbage siden, det har været en fest hele vejen igennem, og jeg elsker det!

Jeg er endnu ikke så avanceret en blogmutter at jeg kan kaste gaver i grams når noget skal fejres. Det kommer måske en dag. Måske ikke. I stedet får I her top 3 over de mest læste og delte indlæg på bloggen det seneste år:

  1. Connaissances’ læsere er tydeligvis lige så meget gourmands som mig: Indlægget om Frédéric Terrible og hans masterclass kursus i, hvordan man laver en rigtig tarte au citron fik blogstatistikken til at eksplodere, og indlægget blev det suverænt mest læste og delte det seneste år.
  2. Indlægget om A Mano, butikken i Aarhus med de marokkanske mosaikborde synes I også var spændende, og
  3. Dorothées indlæg om franskmænd og danskere, og de kulturforskelle, hun som herboende franskmand oplever, ramte også top 3 over de mest læste og delte indlæg.

Connaissances’ læserskare vokser støt og roligt måned for måned, og det er jeg utroligt taknemmelig for! Så et dybtfølt TAK fra mig til jer for at synes godt om, dele og kommentere på de emner, jeg skriver om. Det bekræfter mig i, at jeg har ramt noget som mange kan lide, og jeg vil fortsætte med at gøre mig umage med at skrive interessante indlæg om stort og småt fra Frankrig og den frankofile verden.

Vi du være den første, der får besked?

Brev Paris Eiffeltårnet Mailingliste

Jeg går og pusler lidt med at lave en mailingliste, I læsere kan tilmelde jer. I første omgang skal det bare være et tilbud om at du som læser kan få en mail direkte fra mig, når der er nyt på bloggen.

På længere sigt har jeg en ide om at udsende regelmæssige nyhedsbreve. Men vi ved også godt allesammen at der skal være interessante sager i sådan et nyhedsbrev, for at vi som læsere gider at læse det til ende. Det skal være vedkommende og helst fortælle os noget, vi ikke vidste i forvejen, eller oplyse os om nye spændende ting, der sker. I Connaissances.dks tilfælde vil omdrejnings-punktet selvfølgelig være fransk sprog og kultur.

Så jeg vil gerne høre, hvad DU gerne vil læse om, hvis du skulle modtage et nyhedsbrev fra mig om fransk sprog og kultur? Hvad skal det indeholde, hvis det skal være interessant for dig?

Skriv løs i kommentarfeltet eller send mig en mail på jette[at]connaissances.dk. Jeg glæder mig til at læse jeres kommentarer!

Et syrligt bøvs (eller noget)….

Dagens indlæg er ret personligt, så hvis du ikke gider bruge tid på den slags, så er det ikke i dag, du skal scrolle videre og læse med. Nu er du advaret.

vand er liv nørderi

For nogen tid siden fik jeg at vide af en karriererådgiver, at hun syntes jeg skulle tage mit arbejde med bloggen ud af mit CV, “for den slags nørderi med fransk er jo ikke interessant i professionel sammenhæng”.

Nogenlunde sådan faldt ordene.

Den har jeg tygget en del på siden, for jeg bruger selv ordene ‘nørd’ og ‘nørderi’, men i en langt mere positiv betydning end visse andre, åbenbart. For mig er nørderi lig med passion. At bruge tid på at fordybe sig i noget, man virkelig brænder for og synes er spændende. Og så er det i min optik lige meget om det er håndarbejde, bøger, brandbiler, haven, mønter, madlavning eller noget helt syvende, ottende eller niende. Hvis du brænder for det og det giver dig livskvalitet, så respekt herfra!

Nogle gange i livet rammer man en mur med så voldsom kraft at man er nødt til at tage tælling, inden man kan komme videre. Og som regel er man ved samme lejlighed nødt til at tage bestik af skaderne og af situationen, så man kan (forsøge at) få et overblik over, hvad der skal smides ud, hvad der kan bygges op igen og hvad der kan bygges videre på. Det sker for en del af os på et eller andet tidspunkt i livet. Det skete for mig sidste år. Det er den baggrund, bloggen er udsprunget af. Et stopskilt af de helt store. Og bloggen blev min mentale redningsplanke.

Jeg har i flere år haft et godt job, med dejlige kolleger, hvor jeg brugte hele spektret af mine opbyggede kompetencer. Undtagen det franske. Men da jeg ramte muren blev en tilbagevenden til min passion for det franske det, der reddede mig. Og med bloggen bygger jeg videre på allerede erhvervede kompetencer, og opbygger et væld af nye. En kommende arbejdsgiver kan da kun være interesseret i at jeg laver noget, jeg brænder for. Og hvis ikke, så er det ikke min nye arbejdsgiver.

Så gu’ vil jeg ej tage blogarbejdet ud af mit CV. Tværtimod!

Undskyld, men det var jeg lige nødt til at sige højt…

Nå, men nok fra mig om det personlige. I morgen tager vi en tur til Caribien igen, vil du med?