De franske vælgere er ved at være trætte af at skulle til stemmeurnerne.
I går blev 1. runde af valget til det ene af Parlamentets to kamre – Nationalforsamlingen – afholdt, og stemmeprocenten var historisk lav. Det anslås i skrivende stund (søndag aften), at godt 51% af vælgerne afstod fra at stemme i går.
I modsætning til de danske valg, hvor man både kan stemme personligt, på et parti eller på en liste, stemmer franskmændene kun personligt. Det franske valgprincip hedder Uninominal majoritaire à deux tours. Uninominal betyder, at man kun kan stemme på et navn – altså personligt. Majoritaire betyder ‘flertal’, dvs kandidaten skal have mindst 12,5 procent af de afgivne stemmer i den pågældende valgkreds for at gå videre til 2. runde. Deux tours betyder ‘to runder’.
Der skal vælges 577 nye medlemmer af Nationalforsamlingen. En for hver af valgkredsene: 566 i Frankrig og 11 valgkredse, der dækker franskmænd i udlandet. Franskmændene i udlandet stemte 1. runde forskudt, og stemte allerede sidste søndag (For eksempel i den franske valgkreds, der dækker Skandinavien/Nordeuropa). En valgkreds følger ikke kommune- eller departementsgrænser, men er inddelt efter antal indbyggere: cirka 120.000.
Tidligere har det været sådan at borgmestre, regionalrådsmedlemmer eller lignende har kunnet have både deres lokale mandat og et mandat som deputeret i Nationalforsamlingen. Som noget nyt ved dette valg er den konstellation ikke længere mulig. En folkevalgt i Frankrig kan ikke både være for eksempel borgmester og parlamentsmedlem. Det har betydet et farvel til en hel del deputerede, der ikke har genopstillet til Nationalforsamlingen, fordi de allerede havde en folkevalgt stilling i deres lokalområde.
I følge meningsmålingerne ser det lige nu ud til, at præsident Macron vil få sit absolutte flertal (289 mandater). Men der er en hel uge til 2. og afgørende runde, og det er ikke utænkeligt, at de andre partier kan få mobiliseret sofavælgerne.
Seneste kommentarer