Jeg hører en del radio om morgenen. Det gjorde jeg også i går, da resultaterne fra 2. runde af det franske valg blev sendt ud i den danske æter:
Gennemstillet international korrespondent direkte fra Paris: “…gårsdagens valg til parlamentet… bla-bla-bla… Macron får sit absolutte flertal i parlamentet…bla-bla-bla… flere kvinder i parlamentet… 75% udskiftning i parlamentet…bla-bla-bla”
Imellem de direkte indslag blev udsagnene ‘valg til det franske parlament’ og ‘Macron får absolut flertal i parlamentet’ osv gentaget flere gange af værterne i studiet.
Undskyld, hvis jeg er ude i noget flueknepperi her, men jeg havde forventet, at journalister havde styr på den slags.
Nej, der har ikke været valg til (hele) parlamentet, men kun til det ene kammer: De 577 pladser i Nationalforsamlingen – Assemblée Nationale.
Nej, Macron har ikke fået absolut flertal i parlamentet, men kun (og vigtigst!): I Nationalforsamlingen.
Nationalforsamlingen har til huse i Palais Bourbon, den statelige bygning med søjler der ligger på venstre Seinebred, lige ved Pont de la Concorde.
Det andet kammer, Senatet, har til huse i Jardin du Luxembourg, i det store palæ, der ligger i havens nordlige ende.
Der er direkte valg til Nationalforsamlingens 577 pladser.
De 348 senatorer i det franske Senat bliver valgt indirekte (af valgmænd – Grands électeurs), og for 6 år ad gangen, med halvdelen af senatorerne på valg hvert tredie år.
De to kamre – Nationalforsamlingen og Senatet – udgør tilsammen Parlamentet: Frankrigs lovgivende magt.
Men jo, det er rigtigt at der rent faktisk er blevet valgt flere kvinder ind i Nationalforsamlingen: 223 af de 577 pladser er gået til kvinder.
Og jo, præsident Macron får sit absolutte flertal i Nationalforsamlingen, idet hans parti La République en Marche ! i alliancen med partiet MoDem (Mouvement Démocrate) får 350 af de 577 pladser.
Og så blev der slået ihvertfald to rekorder: Omkring 75% af de 577 pladser i Nationalforsamlingen er nyvalgte, og i den mere triste ende var mindre end halvdelen af de stemmeberettigede ved valgurnerne i 2. runde, kun godt 42,50%.
Så nu skal præsidenten, regeringen og det samlede parlament i arbejdstøjet for at få løst alle problemerne. Først og fremmest en ny arbejdsreform.
Seneste kommentarer