Chenonceau – fra kongelig renæssance til modstandsbevægelsens flugtvej

Lige udenfor den lille landsby Chenonceaux (med x), ligger renæssanceslottet Chenonceau (uden x). Hvor Chambord-slottet er klasse og elegance, er Chenonceau charmerende, landlig idyl, og mindst lige så smukt. 

Den lange, skyggefulde allé strakte sig flere hundrede meter ned langs skoven på den anden side af den store jernlåge. Vi havde lige parkeret bilen og var på vej de få skridt hen til bygningen med billetsalg og den obligatoriske souvenirshop. Bag os lød det rytmiske pling…pling…pling…pling…pling fra jernbaneoverskæringens bomme, da toget til Tours passerede i lav fart.

Eftermiddagssolen bagte, og det var fristende at blive i træernes skygge så længe som muligt. Vi blev enige om at tage turen ind gennem skoven, for at komme ud på den anden side af den store renæssancehave, længst væk fra slottet. Godt halvvejs nede ad alléen drejede vi ind til venstre, over en lille bro, og stod pludselig i en lille lysning. Der lød høj latter inde fra, hvad der ved første øjekast lignede et veltrimmet buskads, men som viste sig at være en stor labyrint af taks, som de besøgende morede sig med at fare vild i.

Vi fortsatte gennem skoven, og stod pludselig ved den store renæssancehaves østligste kant. I det smeltende varme solskin gik vi langs voldgraven ned til havens hjørne ved floden, og havde den smukkeste udsigt langs floden og havemuren ned til Chenonceauslottet, der med sine buer strækker sig tværs over floden. Vi krydsede en lille vindebro og stod så inde i haven, på den brede havegang med det kridhvide grus, der kanter anlægget hele vejen rundt.

Slottet ligger ved floden Cher (ikke ved Loire). Det bliver kaldt Le chateau des Dames (Adelsdamernes slot), fordi det i høj grad har være adelige og kongelige kvinder, der har beboet det. Fra Henri IIs elskerinde Diane de Poitiers til samme konges enke, Catherine de Medici, og senere Louise de Lorraine, enke til Henri III. I Oplysningstiden i 1700-tallet var det Louise Lupin, der holdt hof for tidens intellektuelle og oplysningsfilosoffer.

Det var Diane de Poitiers, der fik udvidet slottet med de første tiltag til den specielle bygning, der favner tværs over floden. Først med en bro og et vagthus på flodens sydlige bred. Diane de Poitiers anlagde også den store renæssancehave foran slottet, men hendes planer om at bygge et galleri oven på broen blev aldrig til noget. Da Henri II døde i 1559 fik hans enke, Catherine de Medici, verfet elskerinden ud ret omgående og overtog selv slottet, hvorfra hun på vegne af den kun 8-årige barnekonge, Henri III, regerede Frankrig. Catherine de Medici fuldførte byggeriet af de to gallerier over floden, og anlagde en mindre have bag slottet.

“Hvor mange kongelige senge skal jeg fotografere?”, spurgte Kæreste en anelse irriteret. Han havde fået den ide at jeg ville have interiørbilleder (og det vil jeg også gerne), men det er jo ikke så interessant med senge, hvor man ret beset ikke ved, om det rent faktisk VAR en kongelig persons seng, eller om det er en replika. “Skidt med sengene”, svarede jeg. “Kan du ikke i stedet tage billeder af blomsteropsatserne?”

Efterhånden som vi kom igennem rummene kunne vi se, at der var friske blomster i hvert eneste af dem. Fra køkkenet i kælderen til slottets øverste etage og de to gallerier, der strækker sig tværs over floden. Fra alle vinkler kan man se ud på floden, der langsomt flyder forbi – og under – slottet. Slottets relativt beskedne størrelse og den rolige flod medvirker begge til den følelse af ro og landlig idyl, der præger stedet. Oppe under taget havde svalerne bygget reder og fløj til og fra i en uendelig jagt på føde til afkommet.

De to gallerier, der på hver sin etage strækker sig tværs over floden, har spillet en vigtig rolle under begge verdenskrige. Under 1. Verdenskrig indrettede familien Menier, der i 1913 havde købt slottet, et militærhospital på begge etager med i alt 120 senge. Gennem hele krigen frem til december 1918 plejede familien for egen regning 2254 sårede soldater.

Under 2. Verdenskrig var Frankrig fra juni 1940 og frem til marts 1943 inddelt i en fri zone (zone libre) og en zone besat af Nazityskland (zone occupée). Demarkationslinien gik langs floden Cher og dermed tværs gennem slottet. Områdets eneste passage over floden fra den besatte zone til den frie zone gik gennem Chenonceauslottets nederste galleri, og familien Menier hjalp modstandsfolkene ved at lade dem flygte gennem slottet.

På vej tilbage gennem parken gik vi gennem den lille farm, der hører til slottet. Den er ualmindeligt idyllisk, komplet med andedam og blåregn, og understreger hele stedets landlige idyl. Noget i mig tænkte med det samme Jean-Jacques Rousseau, som jeg læste en del af i min studietid. Hele sceneriet emmer af den landlige stemning, han beskriver i Emile ou de l’éducation. Især farmen, men også den store blomsterhave og køkkenhaven.

Da jeg fik undersøgt det nærmere viste det sig, at Rousseau rent faktisk har opholdt sig på slottet. I en periode var han privatlærer for Mme Lupins søn, og har haft sin gang på slottet og i den store park.

Det praktiske…

Der er gratis parkering lige udenfor billetsalget ved starten af den lange allé. En voksenbillet koster 13€, og hvis man gerne vil have en audioguide med rundt, er prisen 17,50€. Du kan læse mere på slottets hjemmeside her.

Måske vil du også synes om:

2 kommentarer til “Chenonceau – fra kongelig renæssance til modstandsbevægelsens flugtvej

  1. Ditte

    Dejlige billeder og beretning :) Jeg var der med mand og børn d. 1. august. Det er helt utrolig smukt og stemningsfuldt, særligt parken er fantastisk…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *