Le Gentiane Express

En tur ud i det blå blev en stor oplevelse med et veterantog på en af de smukkeste togstrækninger i Frankrig i hjertet af Auvergne. Oven i købet med indlagt – delvist selvforskyldt – drama undervejs.

“Vi er i den forkerte by!”, udbrød jeg, da vi stod foran den lille banegård i Bort-les-Orgues. På grund af den vaklende internetadgang i det naturskønne område, vi boede i, havde jeg ikke fået researchet ordentligt, og vi var taget afsted lidt på lykke og fromme, kun med en løs information fra et lokalt kort, der angav, at Le Gentiane Express kørte fra Bort-les-Orgues mod Lugarde.

Den lille banegård i Bort-les-Orgues virkede også sært forladt. Ude ved vejen var der ellers et skilt, der angav, at ‘le train touristique’ kørte herfra. Men bortset fra et gammelt togsæt, der stod i knæhøjt græs på skinnerne, og en lokal, der var ved at skifte hjul på sin bil foran banegårdsbygningen, var der intet liv at spore i det flimrende varme solskin. Den frønnede dør med den brune, afskallede maling ind til det, der engang var ventesal, var låst. I et udhængsskab hang en informationsplakat for Le Gentiane Express. I sæsonen 2018, oplyste plakaten os, afgik veterantoget fra Riom-ès-Montagnes een gang om dagen kl 15.00.

Klokken var 14.15 da det gik op for os, at vi var i den forkerte by.

Le Gentiane Express er en veteranjernbane, der kører på et godt 16 kilometer langt stykke af den strækning, der fra starten af 1900-tallet forbandt Béziers ved Middelhavet med Paris. Strækningen blev bygget af La Compagnie du chemin de fer Paris-Orléans, 0g det primære formål var at transportere vin fra Languedoc-Rousillon området til Paris, men selvfølgelig også passagerer begge veje. Indtil 1950 kunne passagerer stige på toget i Paris om aftenen og vågne friske og veludhvilede ved Middelhavet morgenen efter.

I 1950 blev dele af strækningen oversvømmet, da dæmningen ved Bort-les-Orgues blev bygget. Der var ikke længere togforbindelse mellem Bort-les-Orgues og byen Eygurande længere nordpå. Politisk kævl forhindrede, at strækningen blev genetableret, men indbyggerne i regionen fortsatte med at bruge de lokale strækninger helt frem til 1991.

Gps’en fortalte os, at der var ca. 30 minutters kørsel til Riom-ès-Montagnes. Det skulle altså gå lidt stærkt, og der var en reel risiko for, at vi ikke nåede det.

Vi tog chancen og satte kurs mod Riom-ès-Montagnes.

Kl. 14.52 stod vi foran billetlugen ved den lille stationsbygning. Toget holdt klar, og der var allerede en del passagerer ombord. Det var et veterantog fra 70erne, relativt moderne, men de tre trin for at komme op i toget var høje og stejle og ikke kørestolsvenlige. “Pas de problème” sagde Madame i billetlugen, og inden vi havde fået set os om, stod de klar med en mobil lift, så vi kunne komme ombord.

Præcis kl. 15.00 satte det lille tog i gang. I adstadigt tempo bevægede vi os ud af Riom-ès-Montagnes og gennem det smukke landskab op mod Col de Pierrefite, le plateau du Cézallier og endestationen, den lille landsby Lugarde. Undervejs passerede toget gennem tunneller og over tre viadukter, hvor Le Viaduc de Barajol er den mest spektakulære.

Et par år efter at linien blev endeligt nedlagt, gik en gruppe togentusiaster og frivillige sammen for at bevare strækningen, der anses for at være en af Frankrigs smukkeste. De dannede foreningen l’Association des Chemins de Fer de la Haute Auvergne (CFHA), og få år senere kunne de sende det første tog med betalende turister afsted på strækningen Riom-ès-Montagnes til Lugarde.

Senere er der kommet flere, bevaringsværdige veterantogsæt til (togentusiaster og andre interesserede kan se dem på CFHAs hjemmeside – link nederst i artiklen), og i alle årene har det været frivillige, der har drevet banen og vedligeholdt tog og skinner. Foreningen tæller i dag omkring 130 medlemmer og har et omfattende netværk af sponsorer og turistkontorer i regionen.

Da vi nåede op til den lille endestation, landsbyen Lugarde, var der udstigning og 45 minutters pause, hvor passagererne kunne udforske den lille by, eller få sig noget koldt at drikke på en af landsbyens to barer. Togpersonalet havde allerede sørget for at der stod en mobil lift klar, så jeg også kunne komme ud. Vi nåede lige at blive overvældet imponerede over så meget service, men så kom togføreren og sagde, at mobilliften manglede batteriet, så den var reelt set ubrugelig. Udsigten til 45 minutter i en kogende varm togvogn uden aircondition nåede lige at fare gennem hovedet på mig, inden togføreren på fransk og med fagter sagde til Kæreste, at de ville løfte mig ud. Og inden jeg fik set mig om, hang jeg – i kørestolen – halvanden meter oppe i luften over banelegemet, kun holdt oppe af to par stærke arme.

Der sprang mit hjerte lige et slag over.

Men ud kom jeg, og vi tog på opdagelse i den lille by. Den var ikke stor. Nogle få huse, en smuk lille kirke, et posthus, og så de to barer. En til venstre for banelegemet og en til højre. Flere af vores medpassagerer havde søgt ind i skyggen af nogle store træer, og vi gjorde dem selskab. Varmen flimrede og skabt spejlinger på asfalten. Vi var pænt på den anden side af 30 grader.

Da tidspunktet for afgang tilbage mod Riom-ès-Montaignes nærmede sig, begyndte jeg at blive nervøs for at skulle løftes ind i toget igen. Det er alligevel omkring 90 kilo, mig og kørestolen tilsammen… Jeg har stadig kræfter i armene og lidt i benene, så med Kærestes hjælp og løft lykkedes det mig at komme op i toget. Det har ikke været et kønt syn, men op kom jeg!

På vejen tilbage ad den samme strækning standsede toget flere gange for at give passagererne mulighed for at tage billeder. Turens højdepunkt kom, da toget standsede en halv time ved den største og mest spektakulære af viadukterne, le viaduc de Barajol. Her fik passagererne mulighed for, sammen med en fra togpersonalet, at gå ud på viadukten og tage billeder. Der var en fabelagtig udsigt.

Lidt i 18 var vi tilbage ved udgangspunktet i Riom-ès-Montagnes. En charmerende tur med et veterantog midt i Auvergnes smukke natur, med indlagt (og delvist selvforskyldt) drama.

Turen med veterantoget fra Riom-ès-Montagnes til Lugarde og retur tager ca. 3 timer og koster 16€. På CFHAs hjemmeside kan du læse meget mere om veterantogene, turen og historien bag det hele.