Når virkeligheden overgår fantasien #2

Jeg tænkte, at I måske gerne ville høre afslutningen på den ret utrolige historie om min telefon, der dukkede op på le Bureau des Objets Trouvés en måned efter at jeg mistede den i Paris?

Mange tilbød at hjælpe, og en tilbød endda at springe på et fly for at hente den til mig på en endagstur! (Claus, man tager ikke til Paris på endagstur! Man tager kæresten sin under armen og bruger mindst tre dage der. Giv lyd, så skal jeg lave et program til jer 😊)

Med gode menneskers mellemkomst (TAK, Charlotte ❤️) blev telefonen afhentet på Paris’ hittegodskontor og sendt til Danmark. Den 13. december, præcis to måneder efter jeg mistede den, var den hjemme igen her på matriklen.

Den så ud præcis, som da jeg tabte den. Ingen ridser eller skrammer på telefonen. Ingen spor af vand eller slid på det sorte lædercover. Det er fuldstændig som om den, der har fundet den, har passet godt på den.

Og så er det, jeg ikke kan lade være med at spekulere: Hvem har passet så godt på den? Hvorfor har de ikke kontaktet mig? Var det den clochard, vi passerede på Boulevard Maillot, inden jeg opdagede jeg havde tabt telefonen, der fandt den? Var det ham, der tog telefonen, da Kæreste begyndte at ringe til den, fordi jeg var for oprevet? Blev han febrilsk og bange, fordi der blev talt engelsk? Var det derfor, han slukkede telefonen? Er det ham, der har passet på den i en måned, mens han vred sin hjerne for, hvordan han kunne få den afleveret uden at blive anklaget for tyveri? Måske har nogen fortalt ham, at man kan lægge fundne ting i postkassen, og så sørger postvæsnet for at indlevere dem til hittegodskontoret?

Jeg ved det ikke. Og jeg får det nok heller aldrig at vide. Men jeg har lært nogle ting af hele historien:

  • Medarbejderne på Paris’ hittegodskontor er omhyggelige og tager sig tid til at svare på mails, på trods af 6-700 nye sager hver dag.
  • Funktionen ‘Find min iPhone’ virker i dén grad! Min telefon var offline siden den blev slukket den dag, jeg mistede den. Da jeg fik den tilbage og tændte den, bimlede og bamlede det, og beskeden, jeg havde indtastet, stod på skærmen. Den forsvandt ikke, før jeg gik på iCloud og annullerede det. Samtidig fik jeg en email med den præcise adresse på, hvor telefonen befandt sig (i dette tilfælde her på matriklen). Det gør den ubrugelig for enhver, der uretmæssigt ville have forsøgt at bruge den.
  • Der er altid nogle, der er klar til at hjælpe. Man skal bare bede om det.
  • Ærlige mennesker, der afleverer fundne ting, findes alle steder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *