Franske film i biografen, december 2019

Franske Film Mandage lukker og slukker for i år med to stærke film, og Cinemateket runder året af med et overflødighedshorn af franske – og næsten franske – film. Det er blevet tid til årets sidste filmoversigt.

Franske Film Mandage

I dag, mandag den 2. december, er Les Misérables på plakaten. Filmen er instrueret af Ladj Ly og har blot navnet tilfælles med Victor Hugos klassiker. Det er en film om livet i en af Paris’ ghettoforstæder. I de bærende roller ses Damien Bonnard, Alexis Manenti og Djibril Zonga. Se den i Øst for Paradis og Grand Teatret.

Mandag den 9. december slutter efterårets FFM-program med filmen Hors Normes, instrueret af makkerparret Olivier Nakache og Éric Toledano, der også stod bag box-office successen De Urørlige fra 2011. I hovedrollerne ses blandt andre Vincent Cassel, Reda Kateb og Helene Vincent. Vises i Øst for Paradis og Grand Teatret.

Film der stadig spiller

Grâce à Dieu (Gud være lovet), der blev vist i november, spiller stadig i Øst for Paradis og Grand Teatret. I hovedrollerne ses Melvil Poupaud, Bernard Verley, Josiane Balasko, Denis Ménochet, Swann Arlaud, Éric Caravaca og François Marthouret. Filmen er instrueret af François Ozon.

Bemærk at flere af filmtitlerne, jeg nævner ovenfor, muligvis også spiller i andre, mindre biografer. Tjek en biograf nær dig.

Cinemateket

Frankrigs store filmkomponist Michel Legrand, der døde i januar år, hyldes af Cinemateket i december og januar med en stribe af de film, han har sat musik til. Læs meget mere om eventet på hjemmesiden her.

Claire Denis er en af Frankrigs store, kvindelige instruktører, og hende sætter Cinemateket fokus på i december og januar med hendes seneste film High Life, samt en kavalkade af hendes bedste film. Se mere på Cinematekets eventside her.

I serien Ønskefilm viser Cinemateket i december tre film, som vi opfatter som franske, men egentlig ikke er det, set fra et produktionsmæssigt perspektiv:

Lørdag den 28. december kan du se Lasse Hallströms Chocolat fra 2000 med Juliette Binoche i hovedrollen.

Søndag den 29. december kan du på een eftermiddag se to film om den legendariske pariserkabaret Moulin Rouge. Først vises John Hustons version fra 1952 med José Ferrer, Zsa Zsa Gabor og Suzanne Flon i hovedrollerne. Efterfølgende vises Baz Luhrmanns version fra 2001 med Nicole Kidman og Ewan McGregor i hovedrollerne.

I serien Årtiets største hits er der torsdag den 19. december et gensyn med den franske instruktør Agnès Varda og hendes film Faces Places fra 2017.

God fornøjelse i biografen :)!