Mit franske ‘chez moi’ – Anna fra Kaiserborgen

Mers-les-bains på en kold forårsdag. Man kan både se klinter, villaer i engelsk stil og stenstrand, som Anna fortæller om. Foto: Anna Aulin-Christoffersen, Kaiserborgen.com

Mers-les-bains på en kold forårsdag. Man kan både se klinter, villaer i engelsk stil og stenstrand, som Anna fortæller om. Foto: Anna Aulin-Christoffersen, Kaiserborgen.com)

I sidste uge fortalte jeg lidt om mit franske ‘chez moi’. Men der er jo mange andre, der også har et ‘chez moi’ i Frankrig. Deres eget, helt særlige sted, som er ‘hjemme’ i Frankrig for dem.

En af dem er Anna, der blandt andet slår sine folder på bloggen Kaiserborgen. Anna er fransk gift og har boet mange år i det franske, men i dag er det fra landlivet i Mols Bjerge på Djursland at hun gavmildt deler ud af store og små daglige oplevelser. Både på dansk og fransk. Jeg har fået lov til at stille Anna nogle spørgsmål om hendes franske ‘chez moi’, og hendes beretning får du her:

Hvor er dit ‘chez moi’ i Frankrig?

Mit ”Chez moi” er lidt svært at definere, da jeg har boet mange forskellige steder i Frankrig: Gard, Avignon, Paris… De sidste år har jeg dog følt mig mest hjemme på min svigerfamilies egn, som ligger på grænsen mellem Haute Normandie og Picardie (efter den gamle opdeling, nu hedder det Normandie og Hauts-de-France). Egnen bærer præg af meget store kontraster, lidt ligesom hvis det grønne og frodige Fyn lå klods op ad den vindomsuste vestkyst her i Danmark.

Hvilke ‘incontournables’ SKAL man se i området?

Det første, jeg synes man skal opleve på egnen er netop landskabet. For eksempel strandene, der ligger for foden af kæmpemæssige kridtklinter. I baglandet finder man Normandiets idylliske æbleplantager og kofolde.

For os danskere er det bemærkelsesværdigt, at stort set alle strandene er omgivet af byer og dækket af store sten. Byerne ligger nemlig der, hvor der er adgang til havet, hvilket betyder mellem to klinter. Dieppe er et eksempel på en sådan by. Den blev grundlagt af vikingerne omkring 1000-tallet, og navnet skal efter sigende komme af det norrøne djupr, dyb, da den er omgivet af meget høje klinter, der virkelig begrænser adgangen til kysten. Stenene på stranden beskytter kystlinjen mod havet, som på grund af tidevand og tilbagevendende storme æder sig ind på byerne.

Har du et yndlingssted, du helst skal forbi, når du er der?

En anden by, der ligger helt ud til kysten, er vores yndlingslandsby Mesnilval. Den skal vi helst et smut forbi, hver gang vi besøger svigerfamilien. Vi er nemlig forelskede i de mange villaer, der ligger på toppen af klinterne. Det er en pose blandede arkitektoniske bolsjer, der går fra tresserhuse, der kunne være med i Blake Edward’s The Party (eller måske mere sigende: Jacques Tatis Mon Oncle) til farvestrålende villaer i engelsk stil med karnapper og balkoner… og så ligger der pludselig et stråtækt bondehus! Det er som en tur på Frilandsmuseet, og vi går altid og snakker om, hvilket hus vi gerne vil købe…

Ellers er der også en del butikker, vi gerne vil besøge, når vi er der: Fnac i Rouen pga. de mange bøger, jeg savner at have adgang til i Danmark. I Décathlon i Dieppe fylder vi børnenes garderobe op og jeg går amok i deres randonnéeudstyr, da jeg jo elsker lange gåture. Endelig skal vi også altid tømme en Auchan for kiks, slik, vin, ost og skønhedsprodukter, man ikke kan få i Danmark.

Hvad er den største kulturforskel mellem Frankrig og Danmark, du har oplevet?

Den største kulturforskel jeg er stødt på, ligger i påskønnelsen af viden og kultur. I Danmark bliver man i mange kredse anset som sær eller nørdet, hvis man kender meget til et emne som litteratur, film, kunsthistorie, sprog osv. I Frankrig er humaniora en fuldstændig respektabel studieretning, og man bliver først anset for at være upraktisk anlagt hvis man ligefrem vælger at blive kunstner (Skrev den uddannede skuespiller)!

I Frankrig er det tegn på dannelse at have mange bøger i sit hjem, og selvom det ikke er alle der har disse interesser (mange i min omgangskreds – inklusiv min mand – kommer fra den vaskeægte arbejderklasse), er det i hvert fald ikke pinligt at læse.

Her i Danmark har jeg fået bemærkningen ”Du er jo meget boglært…” med den tydelige implikation at jeg ikke kender til det virkelige liv, bare fordi jeg læser andet end de krimier og kogebøger, man finder på hylderne i populære danske boghandlere. Det betyder ikke nødvendigvis, at franskmænd er mere dannede end danskere. Det er mere et spørgsmål om at værdsætte dannelse højere.

Hvem var Roland Garros?

I morgen er det 98 år siden, han blev skudt ned over Ardennerne under 1. Verdenskrig, dagen før sin 30 års fødselsdag. I modsætning til den første gang i 1915, da tyskerne skød hans fly ned, overlevede han ikke den 5. oktober 1918, da det skete anden gang.

De fleste kender navnet Roland Garros, og forbinder det med tennisturneringen French Open i Paris, der hvert år lægger rødt grus til verdens største tennisstjerner. Turneringen afholdes på Paris’ berømte tennisstadion, der er opkaldt efter Roland Garros, og det er, hvad franskmændene kalder turneringen: Roland Garros. French Open er, hvad resten af verden kalder begivenheden. Read More

Når en renovering i Nice bringer mysterier for dagen

turtelduer

Det sker jævnligt, omend ikke særligt ofte, at vi hører om at der er fundet spændende og/eller historisk interessante ting fra en svunden tid, når håndværkere går igang med en omfattende bygningsrenovering.

I sidste uge fandt håndværkere under en bygningsrestaurering i Nice en gammel kagedåse gemt i et hulrum mellem et sænket loft og det rigtige loft. I kagedåsen lå et kærlighedsbrev fra 1922, et nødråb fra en kvinde til sine elskede. Ingen kender de to elskende, så bygherren – Wilson Plaza – har valgt at udsende en ‘efterlysning’ den 2. september via deres facebookside (klik på højrepil og venstrepil i opslaget for at se æsken og brevets side 2), og historien er langsomt ved at vokse sig stor i de franske medier. I Facebookopslaget gættes der livligt på, hvem de to kunne være.

I brevet skriver ‘Toinette til sin Ernest cheri (teksten er fra Facebookopslaget, hvor gode mennesker har forsøgt at tyde håndskriften, med mine (mindre) korrektioner og efterfølgende oversættelse):

Lundi midi

Ernest chéri, Je suis absolument désespèrée, je viens d’avoir une explication avec la directrice de la maison, elle me dit qu’elle sait absolument tout de ce que j’ai fait, enfin c’est affreux ce que je viens d’entendre encore.
Mon amour aimé viens me secourir je te le demande de tout mon coeur, je suis comme un corps sans âme, parce que tu n’es pas là. Tu sais que je n’ai que toi et tu n’es pas là. J’ai trop besoin de ton aide pour que tu me laisse plus longtemps dans cet état là.
Je ne puis plus rien prendre et je ne m’en sors plus, de tout coeur Ernest viens vite je t’attends et je t’aime
Ta Toinette, ta chère petite fiancée au coeur brisé qui t’appelle bien fort
Amour infinies, Toinette.

Mandag middag,

Kære Ernest, jeg er ude af mig selv, jeg har netop været til en alvorlig samtale hos husets direktrice, hun siger at hun ved ALT om hvad jeg har gjort, det er forfærdeligt det jeg netop har hørt.
Min elskede skat, kom og red mig, jeg beder dig af hele mit hjerte, jeg er som et legeme uden sjæl fordi du ikke er her. Du ved at jeg kun har dig, og du er her ikke. Jeg har for meget brug for din hjælp til at du kan lade mig forblive i denne tilstand.
Jeg kan ikke holde til mere, og jeg kan ikke slippe ud af det, jeg beder dig af hele mit hjerte Ernest, kom hurtigt jeg venter dig og jeg elsker dig.
Din Toinette, din elskede lille forlovede med bristet hjerte, der bønfalder dig.
Med uendelig kærlighed, Toinette.

WOW, ikke…?

En ting er dog sikkert: I betragtning af at brevet er 94 år gammelt og de to har været måske omkring de 20, så er de nok ikke blandt os længere, de to elskende.

Det bliver spændende at følge historien og se, om mysteriet bliver opklaret.

Det er det gamle Hôtel des Postes i Nice, der er under omfattende renovering. Bygherren er ved at indrette penthouselejligheder og kontorer. Her kan du se mere om byggeprojektet.

Billede: Pixabay.com

Ændringer i Frankrig pr. 1. juli, som har betydning for dig

shopping-bag

I dag, 1. juli, er der en del ændringer der træder i kraft i Frankrig. Det har avisen Le Monde lavet en oversigt over, og her er tre ting, der får betydning for dig, hvis du er på vej til l’Héxagone:

Fra på søndag d. 3. juli holder stormagasinet BHV i Paris også åbent om søndagen. BHV står for Bazar de l’Hôtel de Ville, og det ligger på Rue de Rivoli ved Paris’ Rådhus.

Har du en bil, der er indregistreret før 1. januar 1997? Har du planer om at køre til Paris i den? Så vær opmærksom på, at du fra og med i dag ikke må køre i den inden for la périphérique – ringen omkring Paris – på hverdage mellem kl. 8 og 20. Det er endnu et tiltag i bystyrets indsats for at nedbringe forureningen i Paris. Det har jeg skrevet et indlæg om her.

Du ved de der engangsplasticposer som man får sine varer langet over disken i, når man handler i supermarkedet, på apoteket, ved bageren, på markederne? De bliver forbudt fra i dag, så hvis du skal ud at handle – hvorsomhelst i hele Frankrig – så husk at få en indkøbspose med i lommen.

Her kan du læse hele artiklen fra Le Monde.

Humans of Paris

Du kender sikkert Humans of New York. Facebooksiden, som jævnligt poster billeder af mennesker fra New York, og hvor vi samtidig får de unikke, personlige historier, som hvert enkelt menneske på billederne fortæller. Meget ofte rørende, men også sjove historier, som personen på billedet fortæller om sig selv. Fotografen bag, den 32-årige Brandon Stanton, har indtil videre taget omkring 5000 portrætter, og har også været i Iran og tage billeder efter det samme koncept: At portrættere alle slags mennesker og fortælle en bid af deres historie for derigennem at illustrere, at vi trods kultur, religion og hudfarve alle er unikke individer, hvis historier vi på hver vores vis kan identificere os med.

Hvad har det med Frankrig at gøre?

Jo… Jeg opdagede tilfældigt forleden at der også findes en Humans of Paris. Det er den 18-årige fotograf Marco Hazan, der efter samme koncept som Humans of New York gennemvandrer Paris for at tage portrætter og fortælle historier. Det er der indtil videre kommet en bog ud af, med forord af selveste Yann Arthus-Bertrand. Bogen blev udgivet i oktober sidste år ved hjælp af crowd-funding. Som ved Humans of New York er det også primært på Facebook mere end på hjemmesiden, at dialogen blomstrer. Jeg synes det er en både smuk og meget sympatisk måde ved hjælp af billeder og en tekst at illustrere menneskers mangfoldighed, og hvor ens vi i grunden er, når der bliver ridset lidt i overfladen og fortalt en personlig historie. Samtale fremmer som bekendt forståelsen.

Her kan du finde Humans of New Yorks Facebookside, og her finder du Humans of Paris‘. God fornøjelse med at dykke ned i historierne, der er til nogle timers læsning :).

François Zimeray: Jeg har set det samme ansigt overalt

Zimeray Gyldendal anmeldelseANMELDELSE

Forleden i Jyllands-Posten, i en kommentar til kronprinsparrets nyligt overståede rejse til Saudi-Arabien, skrev en historiker (blandt andet): “I Vesten er vi så overbeviste om, at vores værdier er universelle, at der ikke er nogen grænser for, hvad vi vil gøre for at få dem proppet ned i halsen på resten af verden. Det er et levn fra kolonitiden”.

Det er et noget andet billede den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray, tegner i bogen Jeg har set det samme ansigt overalt. Bogen er en række erindringsbilleder fra de fem år, hvor han rejste rundt i verdens brændpunkter som menneskerettigheds-ambassadør for Frankrig. Og det er til tider særdeles barsk læsning om menneskelig lidelse, der som oftest har sit udspring i patriarkalske magtstrukturer, religion og kultur. På sine rejser har han talt med hundredevis af ofre for krigshandlinger, der alle fortæller den grundlæggende samme historie om overgreb, mord og tortur. Fra Syriens borgerkrig til folkemordet i Rwanda, til de sydamerikanske bortførelser, hvor familierne aldrig får at vide, hvor deres kære er forsvundet hen eller begravet, til de mange eksempler på rettergang, hvor den tiltalte end ikke får lov til at forsvare sig, hvis der overhovedet er foranstaltet en rettergang.

Vi får bogen igennem utallige, grusomme eksempler på ambassadørens personlige oplevelser fra hele verden – også fra Frankrigs egne fængsler – der viser, at FNs Menneskerettighedserklæring fra 1948, med senere tilføjelser, langt fra bliver overholdt rundt om i verden. Det er ikke hans ærinde at pege fingre, men derimod at illustrere al den lidelse, der er fælles for de mennesker overgrebene begås imod. Den lidelse er ens for alle, uanset hvilken kultur, religion eller race de tilhører. Det er det ansigt, han har set overalt. Lidelsens ansigt.

“[…] Det vidner om at der ikke er forskellige måder at lide på, trods forskellig breddegrad og kultur, og om, at menneskerettighederne er universelle fordi mennesket er universelt, dets lidelse er universel, og derfor vil protesten være den samme overalt.” (s. 39)

Når vi i de daglige nyheder konfronteres med begrebet ‘menneskerettigheder’ kan det ofte være en noget abstrakt størrelse at håndtere for de fleste velbjærgede vesterlændinge, der har deres egne dagligdags problemer at slås med. Men når Zimeray anfører, at menneskerettighederne er universelle, fordi mennesket er universelt, så handler det i bund og grund om, at når religion, hudfarve, kultur, magtforhold osv er skrællet væk, så er vi alle ens. I ordets helt konkrete forstand: Populært sagt er vi alle født med to arme, to ben, øjne, ører, næse og mund, og vi har alle en navle… Derfor skal vi behandle hinanden ordentligt. Og det har ikke noget at gøre med kolonihistorie og vestlige værdier, som partout skal proppes ned i halsen på resten af verden, som historikeren i citatet ovenfor mener. Det handler om ganske almindelig mellemmenneskelig anstændighed og respekt. Dén helt basale referenceramme er der stadig mange stater på kloden, der ikke anerkender.

Det indtryk, mange af os har fået af ambassadøren efter angrebet på Charlie Hebdo, angrebet på Krudttønden i København og angrebene i Paris 13. november, skinner også igennem i bogen: Der er et varmt, oprigtigt og bekymret menneske bag jakkesættet og de diplomatiske titler.

François Zimeray Jeg har set det samme ansigt overalt. 153 sider. Udkommet på Gyldendal 12. februar 2016. Oversat af Niels Lyngsø. Udkommer i Frankrig 14. april med titlen J’ai vu partout le même visage (Éds. Plon).

La bise – kindkys på fransk

questionI tirsdags i kommentarfeltet skrev Kristina: Jeg kom til at tænke på et emne som forvirrer især udlændinge, men også franskmænd pga de regionale forskelle, nemlig la bise.

Og det har hun helt ret i, for det er ikke så ligetil. For hvor mange kindkys giver man? Og til hvem? Og hvilken kind skal man begynde med?

Jeg har spurgt lidt rundt, hvad man gør i de forskellige egne af Frankrig, for der er regionale forskelle, og det er ikke altid logisk. Fælles er dog, at kindkys primært er mellem kvinder, eller en kvinde og en mand, mens mænd oftest giver hinanden hånden. Det mest udbredte er at man starter med højre kind, men igen: i nogle egne af Frankrig starter man med venstre kind.

Dorothée fra Calais fortæller, at reglen her er 4 kindkys blandt venner, familie og kolleger, altså med mennesker man kender godt. Mændene giver som regel håndtryk, hvis de kun kender hinanden perifert eller slet ikke. Hun fortæller videre, at i Valenceområdet (syd for Lyon), hvor en af hendes veninder er fra, er det 3 kindkys.

Blot 3 timers kørsel syd for Valence, i Callas tæt ved Middelhavskysten, fortæller Jens Peder at normen er 2 kindkys blandt venner. Han fortæller videre at det også i Marseille er normalt med 2 kindkys, og kun mænd der kender hinanden meget godt eller er i familie giver 2 kindkys.

Solveig, der bor i Champagne-Ardenne, fortæller, at der ikke er nogen regler (for antal kindkys), og fortsætter: I min familie fire kys, i hvert fald i en del af familien, i andre familier og venner to eller tre eller fire, nogle familier kysser mændene hinanden (som i min), andre gør ikke.

Kristina, der bragte emnet på bane i kommentarfeltet i tirsdags, bor i Caen i Normandiet. Her er reglen 4 kindkys, mellem kvinder eller kvinde/mand. Ikke mænd imellem. Kristina fortæller videre: Jeg har lagt mærke til at min store datter på 12 er begyndt at “faire la bise” med sine veninder efter at hun begyndte i collège sidste år, men ikke alle veninder. Sjovt nok er det kun med de nye veninder og nye drengevenner, mens hun ikke gør det med sine gamle og bedste veninder og drengevenner, som hun har kendt i årevis. Min datter udtaler også det er totalt kikset at nogle faktisk kysser rigtigt, det skal man endelig ikke gøre.

Som Dorothée også nævner det ovenfor, så er det almindeligt at man også er på kindkys med kollegerne, i visse sammenhænge. På Kristinas arbejde gør man det normalt ikke på arbejdspladsen, men hun fortæller at hvis man møder kollegaer udenfor arbejdstiden kan man sagtens “faire la bise”. […] Dog bruges det at “faire la bise” på mit arbejde, når vi kommer tilbage efter sommerferien, men aldrig med dem der er højere i hierakiet end en selv.

Mogens (som i Frankrig kaldes Maurice fordi det er helt umuligt at sige ‘Mogens’ på fransk) og hans hustru har et hus i Loupian tæt ved Montpellier, og her er reglen helt klar: Det er tre bises. Point final ! […] Der kan så være forskel på, hvor hurtigt man kommer på bise. Vi har en fransk veninde i Meze (ca. 3 km. fra os). Hun har boet 25 år i Danmark som chef for det franske turistbureau i Danmark. Hende traf jeg første gang i den lokale cave cooperative, hvor hun med høj stemme på dansk spurgte, hvem der ejede den dansk indregistrerede bil udenfor. Jeg svarede, at det var mig. Hun gik hen til mig, præsenterede sig og gav mig 3 bises. Mogens oplever også en modsatrettet kulturforskel, når franskmænd og danskere skal hilse på hinanden: […] For fransmænd er bise helt naturligt, hvilket vi kolde nordboere skal vænne os til. Derimod føler de det grænseoverskridende og alt for intimt, hvis man vil give dem et kram.

Personligt har jeg mest erfaring fra det sydvestlige Frankrig (departementet Gironde og nærmere bestemt Saint-Emilion og omegn), og her er reglen 2 kindkys, begyndende med højre kind. Men hvis man er i en situation, hvor man ikke har set hinanden længe og er superglade for at ses igen, kan man godt give 4 kindkys. Men igen, det er en balance, og min tommerfingerregel plejer at være at jeg lader den indfødte franskmand tage ‘têten’.

Så hvis man ikke er vant til kindkysseri og forudser en situation, hvor det kan ske, er mit bedste råd lige at forhøre sig diskret på forhånd – f.eks. hos værten/værtinden, hvis man er inviteret til middag og der kommer andre. Og hvis man ikke har mulighed for det, så gå ud fra at det er 2 kindkys, begyndende med højre kind. Kender man slet ikke personen, kan man starte med at give hånd, og lade det være op til franskmanden at tage initiativet til at faire la bise. Og skulle det ske at man alligevel havner i en akavet situation, så tag det fra den humoristiske side. Værre er det heller ikke, og der er som regel forståelse for, at man som ikke-franskmand er uvant med situationen. Og så er ‘faire la bise’ jo også et glimrende samtaleemne om kulturforskelle, og en måde at få brudt isen på. Bare husk at man ‘kysser’ ved blot at sætte kind mod kind, ikke læberne!

Hvad er din oplevelse med franske kindkys? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet.

baptiste-boryczka

Paris’ forstæder – les banlieues

(Merci de trouver le texte original en français en bas)

Dagens gæsteblogger er Baptiste Boryczka, forfatter til Korzen, der udkom i september 2015 på forlaget Lemieux Éditeur, og med endnu en roman på vej. Baptiste Boryczka flyttede til København fra Paris i 2003, og er opvokset i en forstad til Paris.

Selvfølgelig er der postkort-Paris. Som alle andre turister er det det, I kommer for. Caféerne med et forlorent provinsielt udseende, hvor stamgæsterne er dus med den vrisne krofatter. Metroen der lugter men som er så malerisk, at den mindste lyd af en harmonika, spillet af den lokale vagabond, får et romantisk skær. De folkelige kvarterer der forsvinder lidt efter lidt… Kvarterer, hvor immigranterne har indført deres lyde og nostalgiske lugte fra deres hjemland. Og så, selvfølgelig, Eiffeltårnet, Champs Elysées, Montmartre, Canal Saint-Martin og så videre. I kommer for at se alle disse ting, det er der intet i vejen med, og I skal nok opleve dem, bare rolig. Paris holder sine løfter.

Men mellem Charles de Gaulle lufthavnen og jeres hotel i det 9e arrondissement ligger der en verden, som I hurtigt kører igennem.  Denne verden, hvor tæt ved 10 millioner forstadsbeboere lever, vil man gerne skjule for turisterne. Man vil gerne glemme den. Den leverer selvfølgelig den helt nødvendige arbejdskraft til Paris for at byen kan bevare sit klassiske Amélie Poulain look, men uden at gøre væsen af sig forsyner den også hovedstaden med kunstnere og revolutionære strømninger. Stemplet som “soveby” og som “truende” er den ulykkeligvis også en scene for vold, had, tungsindighed og illegal handel. Så hvordan kan man indkredse disse forstæder, som selv pariserne fornøjer sig med at ignorere?

Jeg vil ikke tilskynde jer til at afkorte jeres besøg på Louvre for at fortabe jer mellem de grimme tårne med almennyttige boliger der skjuler himlen omkring Paris, men jeg vil stærkt opfordre jer til at interessere jer for denne kultur, for bedre at forstå det postkort-Paris I får præsenteret. Hvad med at se en af de klassiske film, der ufiltreret skildrer dagligdagen for forstadsbeboerne ? “La haine” (1995) af Mathieu Kassovitz, “Ma 6-T va crack-er” (1996) af Jean-François Richet eller “Raï” (1995) af Thomas Gilou vil uden tabuisering kaste jer ind i denne mystiske verden. Efter at have læst portrættet af forstaden Aubervilliers af Jacques Prévert i bogen Paroles, kan I medbringe en rå roman som “Kiffe kiffe demain” (2004) af Faïza Guère eller “Sarcelles-Dakar” (2006) af Insa Sané som rejsekammerat.

Forstædernes musik er ofte voldsom og svær at forstå, da det franske sprog i høj grad er blevet transformeret og beriget i teksterne. Renaud og Léo Ferré synger selvfølgelig om forstæderne, men at lytte til gruppen NTMs triste forudsigelser i sangen “Paris sous les bombes” (1995) eller Lofofora i “Peuh !” (1996) viser os i hvilken grad kunstnerne fra de belastede kvarterer kan være visionære. I en mere tilgængelig kategori tager Les Ogres de Barback-gruppens bagkatalog jer på en tur uden tilbageholdenhed ind i krinkelkrogene af forstadsbeboernes besværligheder.

Hvis I ikke desto mindre får lyst til at afkorte jeres besøg på Louvre efter at have set disse film, læst disse romaner og lyttet til musikken, så byder forstæderne på adskillige museer og kulturcentre der er værd at se nærmere på. Kunstmuseet MAC/VAL i Vitry og kunstcentret La Gallerie de Noisy-le-Sec koncentrerer sig især om samtidskunst og tilbyder enestående, skiftende udstillinger. MAC (Maison des Arts de Créteil) huser to sale til forestillinger på forkant med de banebrydende, kunstneriske strømninger. Forstæderne gemmer ligeledes på hundredvis af arkitektoniske vidundere, som I skulle prøve at opspore mellem to RER-stationer. De vegetationsbeklædte betonbakker i la Maladrerie i Aubervilliers (af Renée Gailhoustet) eller EDF boligerne i Ivry-sur-Seine (af Atelier de Montrouge) er glimrende eksempler på dette.

Oversættelse: Jette Odgaard Villemoes

Baptiste 2 forstæder banlieuesLe blogeur du jour est Baptiste Boryczka, auteur de Korzen, roman paru en septembre 2015 (Lemieux Éditeur), avec un deuxième roman à paraître. Baptiste Boryczka vit depuis 2003 à Copenhague. Il a grandi en banlieue parisienne.

Bien sûr il y a ce Paris de carte postale. Comme tous les touristes, vous venez pour cela. Ces cafés aux faux airs provinciaux où les habitués tutoient le patron bougon. Ce métro puant mais si pittoresque que le moindre air d’accordéon joué par le clodo du coin prend des allures romantiques. Ces quartiers populaires qui disparaissent peu à peu… des quartiers où les immigrés ont implanté leurs bruits et les odeurs nostalgiques de leur pays d’origine. Puis bien sûr, cette Tour Eiffel, ces Champs Elysées, Montmartre, le Canal Saint-Martin et tutti quanti. Vous venez pour tout cela, vous avez bien raison et vous l’aurez, pas d’inquiétude. Paris tient ses promesses.

Mais il y a un monde que vous traverserez rapidement entre Roissy Charles De Gaulle et votre hôtel du 9ème. Ce monde, où vivent près de 10 millions de franciliens, on aime le cacher aux touristes. On aime l’oublier. Il fournit évidemment la main-d’œuvre indispensable à Paris pour qu’il garde son look indémodable à la Amélie Poulain mais, mine de rien, il fournit aussi la capitale en artistes et courants révolutionnaires. Qualifié de « dortoir » et « craignos », il est malheureusement le théâtre de violence, de haine, de tristesse et de trafics. Alors comment saisir cette banlieue que les Parisiens eux-mêmes se complaisent à ignorer ?

Je ne voudrais pas vous inciter à écourter votre visite du Louvre pour vous perdre entre des tours HLM hideuses qui cachent le ciel autour de Paris, mais je vous encourage vivement à vous intéresser à cette culture afin de mieux comprendre le Paris de carte postale qui vous sera exposé. Pourquoi ne pas regarder un des films classiques qui dépeignent sans filtre le quotidien des banlieusards ? « La haine » (1995) de Mathieu Kassovitz, « Ma 6-T va crack-er » (1996) de Jean-François Richet ou « Raï » (1995) de Thomas Gilou vous plongeront sans tabou dans ce monde mystérieux. Après avoir lu le portrait d’Aubervilliers par Jacques Prévert dans Paroles, vous pourrez prendre comme compagnon de voyage un roman cru comme « Kiffe kiffe demain » (2004) de Faïza Guère ou « Sarcelles-Dakar » (2006) d’Insa Sané.

La musique des banlieues est souvent violente, difficile à comprendre tant le français y a été transformé et enrichi. Renaud et Léo Ferré chantent la banlieue évidemment, mais écouter les chansons tristement anticipatives de NTM dans « Paris sous les bombes » (1995) ou de Lofofora dans « Peuh ! » (1996) nous démontre à quel point les artistes des quartiers sensibles peuvent être visionnaires. Dans un registre plus abordable, l’œuvre des Ogres de Barback vous baladera sans retenue dans les méandres des difficultés banlieusardes.

Enfin, si voir ces films, lire ces romans en écoutant cette musique vous donne l’envie d’écourter votre visite du Louvre, la banlieue offre de nombreux musées et centres culturels dignes d’intérêt. Le MAC/VAL de Vitry et La Gallerie de Noisy-le-Sec s’intéressent principalement à l’art contemporain et offrent de superbes expositions temporaires. MAC (Maison des Arts de Créteil) abrite deux salles de spectacle à la pointe des courants artistiques novateurs. La banlieue recèle également de centaines de merveilles architecturales que vous devrez dénicher entre deux stations RER. Les collines de béton végétalisées de la Maladrerie à Aubervilliers (par Renée Gailhoustet) ou les logements EDF d’Ivry-sur-Seine (par Atelier de Montrouge) en sont de parfaits exemples.

A Mano – marokkansk mosaikkunst med mere

Måske har du bemærket det mosaikbord, jeg normalt bruger, når jeg tager billeder af mad eller en bog? Jeg er blevet spurgt, hvor jeg har det fra, så jeg har været en tur i Jægergårdsgade i Aarhus, hvor butikken A Mano ligger, og hvor jeg købte bordet  for syv år siden.

Da jeg kommer ind i butikken er indehaveren, Torsten Hansen, ved at gøre morgengymnastik. Det kalder han det daglige arbejde med at bære de smukke, men tunge cafeborde ud. Da dagens motion er overstået, kommer han og sætter sig til en snak om, hvor bordene kommer fra, og hvordan de er lavet.

Butikken, virksomheden og brandet A Mano, der betyder ’håndlavet’ på spansk, blev til efter en længere familierejse i autocamper i 1998, der blandt andet gik til Marokko. Da familien kom hjem havde de autocamperen fyldt op med marokkopuder, og det blev starten på A Mano, som  i dag har gjort Torsten til Nordeuropas største producent af marokkopuder. Butikken er fyldt med dem, men mosaikbordene tager også en del plads op, og det er dem, jeg er kommet for at høre nærmere om.

Torsten fortæller, at importen af mosaikbordene kom til i 2002. Hvert bord består af en bordplade, hvor han selv designer de forskellige mønstre og farver. De håndlavede keramikfliser kan være enten glaserede eller uglaserede. De tilhuggede fliser bliver monteret i en jernramme med armeret beton, og bordpladen er tung nok til at ligge fast på bordstellet i smedejern, når den bliver lagt ovenpå. Han arbejder på at lave bordpladerne i fiber i stedet for, så de bliver lettere at have med at gøre. Cafépersonale, der dagligt skal sætte borde og stole frem udendørs, og sætte dem væk igen om aftenen, vil helt sikkert blive glade for det tiltag, men der er endnu et stykke vej, før ideen er færdigudviklet.

A Mano 1a Marokkansk mosaikkunst

A Mano 6 Marokkansk mosaikkunst

Sydlandsk og skandinavisk stil

Marokkanske Marrakech er blevet et yndet turistmål, og den varme og farverige stil som vi oplever når vi er på ferie på sydlige destinationer (f.eks. også Provence) forelsker vi os i, og vil også have derhjemme. Eksempelvis har A Mano leveret marokkanske caféborde og spiseborde til hotel Villa Provence i Aarhus samt til adskillige restauranter og cafeer i byen. ”I starten havde vi mere farverige borde i butikken”, fortæller Torsten, og fortsætter: ”Men farver som gul, orange og blå passer bare ikke rigtigt til den danske/skandinaviske boligstil. Det er svært at omplante sydens varme boligstil til det kolde Skandinavien og de danske parcelhuse, så med tiden er farvevalget af klinkerne blevet tilpasset, så bordene passer bedre til de nedtonede farver, vi bruger her”. Danskerne har skullet vænne sig til stilen, og ved at tilpasse farvevalget i klinkerne til beige plus en farve eller to mere har han ramt den skandinaviske smag, og bordene er blevet en succes.

Produktionen

Hvert enkelt bord er designet af Torsten selv, hvorefter han sender bestillingen til sin marokkanske samarbejdspartner i Marrakech. Her har hans samarbejdspartner tre små fabrikker, hvor bordene laves, og ligeledes stolene i smedejern, som Torsten også har designet. Torsten fortæller, at hans bestillinger beskæftiger 8-12 familier i byen, det varierer fra produktion til produktion. Fair trade er en vigtig del af virksomhedens filosofi og bliver tilstræbt i videst muligt omfang. Og, tilføjer Torsten, ”Vi er meget opmærksomme på, at der ikke foregår børnearbejde, så det bliver der løbende tjekket op på”. Hver tredje måned tager han til Marrakech for at bese produktionen og sine bestillinger, og overvåger personligt at de bestilte varer er i orden og kommer med i containeren til Danmark.

En meget lang tradition

Det mosaikarbejde, der ligger bag de marokkanske mosaikborde, har en århundredlang historie. Det gamle kunsthåndværk går helt tilbage til Maurernes tid og deres besættelse af Spanien, der varede indtil slutningen af 1400-tallet. Maurerne kom fra det nordvestafrikanske område, delvist det nuværende Marokko og Algeriet, og de tog deres håndværk og rigt udsmykkede arkitektur med. Har du været i Granada og set Alhambra fæstningen, har du sikkert også set de rigt udsmykkede vægge med mosaikker.

I dag eksisterer mosaikkunsten primært i Marokko, men det er de samme, gamle håndværkstraditioner og fremgangsmåder, der ligger til grund for de rigt udsmykkede mosaikker. I byen Fes i Marokko ligger der en skole, der uddanner folk i det ældgamle håndværk.

Det hele begynder med en lille flise på 10×10 cm, der farves med glasur i primært blå, grønne, gule, røde og hvide nuancer, og brændes. Herefter bruges en skabelon til at ridse formen på den enkelte mosaikklinke – der kaldes en ’zellige’ – op på flisen. Dygtige og præcise arbejdere hugger derefter hver enkelt zellige ud af flisen. De mest anvendte former er firkanter, trekanter og sekskanter, men også stjerneformer og mere organiske former anvendes.

Nogle borde er meget rige på mønstre og kan tage uger at lave. Det er Le Mâllem, håndværksmesteren, der har til opgave at sætte alle zelliges sammen til de smukke geometriske eller blomsterinspirerede  motiver, ofte på baggrund af en matematisk formel. Her kan du se eksempler på de smukke mønstre. Disse kan ikke sælges her i Skandinavien, siger Torsten (det er det med den sydlandske kontra den skandinaviske stil), men det er det samme, hundredårige håndværk der ligger bag de borde, som Torsten designer og sælger i butikken.

Her kan du se, hvordan processen fra støbningen af grundflisen til det færdige bord foregår.

Kendskabet til marokkopuderne og bordene har de seneste 15 år bredt sig som ringe i vandet og det resulterede i forrygende travlhed. Virksomheden vokser, og de har ikke haft behov for at reklamere ret meget. Det har længe været ham selv og hustruen, der har drevet virksomheden, men på et tidspunkt blev det for meget og Torsten var nødt til at drosle kraftigt ned. Som han siger: ”Der skal også være plads til at vi har det godt”. Børnene er store nu og hjælper til, og de vil gerne træde ind i firmaet, så han arbejder på at finde egnede lokaler i København til en ny butik. Det nye sted skal være et miks af café/brasserie, galleri og showroom. Planen er samtidig at introducere endnu flere forskellige størrelser puder og flere stolemodeller. ”Jeg arbejder på at designe den ultimative stol, som skal være en stabelstol, men det er ikke helt i mål endnu”, siger Torsten. Til foråret bliver butikken i Aarhus bygget om og udvidet.

Sidder du nu og tænker, at sådan et bord kunne du også godt tænke dig?

Torsten fortæller, at A Manos hjemmeside i øjeblikket er under omlægning, men når den kommer op igen, vil den også indeholde en onlineshop, hvor man selv vil kunne designe sit mosaikbord med farver og mønster. Leveringstiden vil være ca. 3 måneder fra bestillingen er afgivet.

Og se så lige her et tilbud, Torsten kommer med til Connaissances’ læsere: Hvis du er blevet fristet af de smukke borde og gerne selv vil eje et, så gå ind i butikken (eller ring og få en snak med Torsten) og sig kodeordet ’Connaissances’. Så får du 20% rabat på det bord, du køber. Tilbuddet til Connaissances’ læsere er gældende hele november til og med mandag d. 30. november.

TIP: Har du lyst til at prøve at lave mad i en rigtig tagine? Sådan nogle har Torsten også. Du kan se dem i hans 2. butik/udstillingslokale på Frederiks Allé 101, ca. 150 meter fra butikken A Mano i Jægergårdsgade 53. Taginerne forhandles i 4 størrelser, og koster fra 95 til 295 kr.

Har du lyst til at læse historien om familiens rejse og om marokkopuderne, der blev starten på det hele, så er her en artikel i Jyllands-Posten fra december 2014.

A Mano, Jægergårdsgade 53, 8000 Aarhus C. Telefon 86123150, Mail: butik@amano.dk

La trêve hivernale

Istapper

Forestil dig, at du ikke har kunnet betale din husleje de seneste måneder, og står for at blive sat ud af kongens foged. Hvis du bliver sat på gaden, har du ingen steder at flytte hen. Det er sent efterår, og vinteren, der måske bliver frysende kold, står for døren. Der kan være mange forskellige årsager til, at nogle mennesker havner i den ulykkelige situation, og vinterperioden er nok den værste tid på året at blive sat ud af sin bolig.

I Danmark er der ingen pardon, uanset hvornår på året en udsættelse af et lejemål måtte ske. I Frankrig har de en lov, der kaldes La trêve hivernale. Trêve betyder våbenhvile eller pusterum, hivernale betyder vinterlig. Kort fortalt går den ud på, at i perioden 1. november til 31. marts må en udlejer ikke sætte en lejer på gaden på grund af manglende betalinger af husleje. Uagtet at udlejeren har taget juridiske skridt til en udsætning, skal processen sættes i bero indtil perioden udløber næste forår – hvor den så kan genoptages. De seneste år har loven også omfattet et forbud mod at lukke for el og gas i perioden. Der gælder dog den undtagelse, at hvis der er sørget for genhusning til den samlede husstand, så må udlejer gerne gennemføre udsættelsen.

Loven blev indført i 1954, hvor vinteren var særligt streng, og mange hjemløse døde i kulden. Abbé Pierre (ham med Emmaus-bevægelsen) og hans folk havde i årene forinden brugt mange kræfter på at samle tøj og effekter ind, og særligt om vinteren uddele mad og tæpper til de hjemløse. Han så et stigende behov for at hjælpe dem, og forsøgte at råbe politikerne op. I en radioappel fik han ligeledes mobiliseret hjælp fra hele landet, og der blev indsamlet mange millioner franc til at lette situationen for de hjemløse. Det blev starten på organisationen Fondation Abbé Pierre, der stadig hjælper de svageste i samfundet med deres boligsituation.

De truede lejeres ‘fredningsperiode’ fører hvert år til en stigning i udsættelserne inden 1. november, der tager til igen, når perioden udløber sidst i marts. Så problemet er langtfra løst, det bliver bare udskudt.

Du kan læse mere i artiklen her, og denne artikel i Le Monde fokuserer på den fortsatte stigning i udsættelserne siden den økonomiske krises start i 2008.