Le Grand Débat National – nyt tiltag fra Macron

For at dæmme op for de seneste måneders uroligheder i Frankrig har præsident Macron i et personligt, åbent brev til franskmændene lagt op til en stor, national debat om fire meget centrale emner. Brevet blev offentliggjort søndag den 13. januar.

Det er især krisen med Gilets Jaunes bevægelsen, Macron og regeringen nu forsøger at imødegå med den stort anlagte, nationale debat, der rækker ud i alle afkroge af nationen. Både det kontinentale Frankrig, de oversøiske områder og franskmænd bosiddende i udlandet. Intentionen er, at konklusionerne fra debatten skal indgå i en ny miljø-, økonomi- og socialpagt mellem den menige franskmand og Macron/regeringen/parlamentet.

Og det er store og vigtige områder, der rækker langt ind alle sprækker af samfundet, præsidenten ønsker at høre befolkningens mening om. Det er:

  • Skattesystemet og de offentlige udgifter
  • Statens organisering og de offentlige serviceinstanser
  • Overgangen til miljøvenlighed
  • Demokrati og statsborgerskab

Til hvert af emnerne er der formuleret en række præciserende spørgsmål, der strækker sig fra, hvordan skattesystemet kan gøres mere effektivt til hvordan statsapparatet bør indrettes og hvor mange immigranter, Frankrig skal tage imod hvert år. 33 præciserende spørgsmål i alt.

Allerede tirsdag den 15. januar, to dage efter brevets offentliggørelse, havde Macron et maratonmøde på næsten 7 timer med 600 borgmestre i Normandiet. Senere er fulgt og følger møder med borgmestre andre steder i landet. Og der er mange kanaler for deltagelse i debatten. På en til lejligheden oprettet hjemmeside, hvor alle franskmænd siden i mandags har kunnet give deres mening til kende ved lokalt arrangerede debatmøder, ved at ringe til et særligt servicenummer eller ved at sende et almindeligt brev med posten.

Initiativet er hidtil uset. Det er første gang, en fransk præsident i det omfang forsøger at tage befolkningen med på råd, og hensigten er reel nok. Men hvad siger befolkningen og oppositionen?

Ifølge en meningsmåling foretaget for Franceinfo og avisen Le Figaro nogle dage efter offentliggørelsen af Macrons brev til nationen ved de fleste franskmænd, hvad det drejer sig om. De fleste er dog stadig ret skeptiske overfor tiltaget, og ifølge meningsmålingen har kun omkring en tredjedel af alle franskmænd til hensigt at deltage og give deres mening tilkende.

Den politiske opposition har for størstedelens vedkommende kritiseret initiativet og kaldt det “en afledningsmanøvre”, “et røgslør”, “nonsens” og andre, mindre pæne ting. Men der er dog enkelte politiske partier der støtter op om initiativet.

Den store nationaldebat skal køre i to måneder frem til 15. marts. Derefter samler præsidenten og hans stab op på konklusionerne, som Macron vil fremlægge en gang i april.

Det her vil du gerne vide!

Du har måske hørt, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron med frue kommer på statsbesøg i Danmark i næste uge? Nærmere bestemt tirsdag den 28. og onsdag den 29. august.

Han skal mødes med statsministeren og helt sikkert også med Hendes Majestæt Dronningen, som jo har inviteret ham. Det er kun anden gang siden 1972, at en siddende fransk præsident aflægger officielt besøg i Danmark. Præsidenten skal også drøfte dansk-fransk erhvervssamarbejde ved et seminar i Industriens Hus, og mon ikke han skal have sig en snak med den afgående ambassadør, François Zimeray?

Men det, der nok bliver mest spændende og interessant for dig og mig er, når Emmanuel Macron og Lars Løkke Rasmussen skal debattere europapolitik med blandt andet 500 studerende på det Kongelige Bibliotek i København. Det er et lukket arrangement, som de studerende er blevet inviteret til.

MEN! (Nu kommer det):

Debatten bliver livestreamet til en stribe folkebiblioteker landet over, blandt andet Odense Hovedbibliotek, Dokk1 i Aarhus, Aalborg bibliotek og mange andre biblioteker. Og publikum, der ser med via livestream kan også stille spørgsmål til de to statsoverhoveder!

Så skynd dig at tjekke, om dit bibliotek er et af dem, der deltager i livestreamingen! Deltagelse er gratis, men visse steder kræver det forhåndstilmelding (som f.eks. Dokk1 i Aarhus).

PS: og så er det i øvrigt i den kommende weekend 24.-26. august på Louisiana Literature, at du kan møde to af Frankrigs mest etablerede forfattere,  Tahar ben Jelloun og Delphine de Vigan. Hvis du er hurtig kan du også nå at læse deres seneste udgivelser, som du blandt andet kan finde i Den franske Bogcafé i Fiolstræde i København.

Emmanuel Macron: Révolution

ANMELDELSE

Révolution er Emmanuel Macrons politiske vision for et nyt Frankrig. Den er ambitiøs. Meget ambitiøs. Lykkes det for ham, bliver han en af den 5. Republiks helt store præsidenter. Lykkes det ikke, vil vi se ham falde til jorden som en Ikaros. Han er oppe mod et fransk paradoks, som de seneste præsidenter har slået sig gevaldigt på.

Enhver fransk politiker med respekt for sig selv har skrevet mindst een bog. Frankrigs nye præsident Emmanuel Macron er ingen undtagelse.

Révolution er hans manifest, hans vision for et nyt og bedre Frankrig. Den udkom i november 2016, lige op til de første primærvalg, der skulle afgøre, hvem der skulle være præsidentkandidater for de store højre- og venstrefløjspartier.

Bogens 16 kapitler er bemærkelsesværdigt velstrukturerede i deres rækkefølge. De er nærmest som cirkler i vandet. Macron starter med at fortælle om sig selv. Hvem han er og hvad han mener. Så udvider han cirklen og beskriver Frankrig og franskmændene, den franske identitet og den situation, nationen sidder fast i nu, som han ser og analyserer problemstillingen. Et kapitel om globaliseringen danner afsæt for hans visioner for et “nyt” Frankrig, der er klædt på til at tage hul på det 21. århundrede. Og vi taler her hele paletten: Arbejde og uddannelse for alle, beskyttelse af samfundets svage. En ny fransk identitet som alle kan være stolte af og forenet i, det være sig franskmænd i både land og by og oversøiske områder. Statens rolle som beskytter, så borgerne kan færdes trygt og sikkert. Europa får også et kapitel med på vejen. Efter endt læsning sidder man og tænker, at der da vist ikke er den sten, han ikke gerne vil vende, og at han da vist har skævet en hel del til den skandinaviske samfundsmodel.

Det omdrejningspunkt, han hele bogen igennem skriver op imod, er, hvad  han selv kalder ‘det franske paradoks’. Og præcis her har manden godt nok en pointe: Det franske paradoks handler om, at franskmændene er lede og kede af deres samfundssystem og måden, det er skruet sammen på. Men hvis en præsident forsøger sig med reformer, brokker de sig helt vildt og protesterer/demonstrerer/strejker, og forandringer bliver aldrig til meget andet end noget lappearbejde. Og derfor sidder Frankrig fast i en række kriser nu.

Macron kalder sin bog for Révolution. Fordi han ønsker at ændre den franske samfundsopbygning gennemgribende, så den bliver tidssvarende og klar til at håndtere globaliseringen. Og det kommer til at kunne mærkes. Han bruger hele bogen på at forberede franskmændene på, hvad der vil komme af forandringer og på at forklare, hvorfor det er nødvendigt.

Der bliver en del kameler at sluge for den menige franskmand.

Macrons vision for Frankrig er ambitiøs for at sige det mildt. Lykkes det for ham, bliver det franske samfund klar til det 21. århundrede og globaliseringen i en genvunden førerposition. Lykkes det ikke for ham, tror jeg vi vil se en præsident falde til jorden som en Ikaros med brændte vinger.

På fransk har man begrebet clarté – klarhed – som ofte også bliver brugt om det franske sprog. Macron skriver klart, præcist og letforståeligt, og teksten er en fornøjelse at læse på fransk.

Emmanuel Macron Révolution. Editions XO, Paris (Udkommet nov. 2016). 17,90 €

Udkommet på dansk 19. april 2017 på Informations Forlag. kr. 237,95