Et justitsmord, der gik over i (idé)historien

I dag for 255 år siden blev den protestantiske købmand Jean Calas dømt til døden af retten i Toulouse.

Nogle måneder forinden var hans søn blevet fundet død, og der gik rygter om at faderen havde dræbt ham, fordi han ville konvertere til den katolske tro. Det meste af husstanden, inklusive tjenestepigen, blev smidt i fængsel, og de falske vidnesbyrd fra katolske borgere hobede sig op. Den 9. marts 1762 blev Jean Calas dømt til døden på hjul og stejle, og hans lemmer skulle efterfølgende brændes på bålet. Man kan næppe forestille sig en mere ydmygende dødsdom, der blev eksekveret allerede den følgende dag.

Sagen er gået over i historien som Calas-affæren – L’affaire Calas – og den hænger uløseligt sammen med den franske oplysningsfilosof Voltaire og tolerancebegrebet. Voltaire var på det tidspunkt en ældre herre og var kendt for sin skarpe og samfundskritiske pen. Han blev inddraget i sagen og blev ret hurtigt overbevist om, at der var blevet begået et justitsmord, og at Jean Calas var blevet uskyldigt dømt. Han satte himmel og jord i bevægelse, inklusive sine to indflydelsesrige venner, Frederik af Prøjsen og den russiske dronning Katarina II. I december 1763 udkom hans afhandling Traité sur la tolérance à l’occasion de la mort de Jean Calas (Afhandling om tolerance i anledning af Jean Calas’ død), hvori han tordner mod religiøs fanatisme og intolerance.

I juni 1764 blev dommen omstødt og året senere blev Jean Calas posthumt renset for alle anklager.

Sidder du nu og tænker, at det var da vanvittig aktuelt, og den afhandling om tolerance kunne du godt tænke dig at læse?

Efter terrorangrebet på Charlie Hebdo-redaktionen i januar 2015 fik Voltaires skrift en opblomstring i Frankrig. Mange ville læse det igen, og det blev genoptrykt fra forlagene. Et lille dansk forlag sprang med på bølgen og fik skriftet oversat til dansk og udgivet i april 2016. Så ikke alene kan Voltaires afhandling om tolerance nu læses på dansk, du kan læse en grundig anmeldelse af den hos K’s Bognoter lige her!

Og så er der dem, der mener, at tolerancebegrebet i vore dage er blevet tømt for betydning, og at det er på tide at vi får genetableret begrebets oprindelige mening. Den artikel – og boganbefaling – kan du læse i mit nye yndlings-onlinemagasin Zetland lige her.

(Pssst: Jeg har stadig en præmie på højkant her til den, der leverer Voltaire-citatets præcise placering i forfatterskabet – hvis det altså findes).

Om en vis amerikansk præsident og magtens tredeling

For nogle dage siden læste jeg en fremragende artikel på netavisen Zetland, hvor skribenten Jakob Jessen satte fingeren på selve kernen i den nye, amerikanske præsidents spruttende tweets over de amerikanske dommere, der ophævede hans indrejseforbud. Artiklens overskrift lyder: Trump slås ikke bare for sit [ind]rejseforbud – Han er i krig med magtens tredeling.

Det er den sidste del af artiklens overskrift, der rammer direkte ned i problemets kerne: Han er i krig med magtens tredeling. 

Og det er faktisk en ganske alvorlig sag, hvis det lykkedes Trump (den udøvende magt) at knægte en (eller begge) af de andre magtinstanser: Den lovgivende og den dømmende magt (henholdsvis Kongressen og Domstolene).

Sidder du og spekulerer på, hvad det har med Frankrig at gøre?

Jo. Tredelingen af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt blev formuleret af den franske retspræsident og oplysningsfilosof Montesquieu. Værket fylder flere bind, som blev til efter flere års studierejser rundt til europæiske lande i 1730erne. Forud for de kapitler, jeg citerer fra nedenfor, beskriver han forskellige statsstyreformer og definerer, hvad frihed inden for lovens rammer er.

Her får du de helt centrale principper for magtens tredeling, som du kan finde i værkets bog 11 og 12:

“[…] Politisk frihed findes kun i moderate styrer. Men den findes ikke altid i de moderate stater. Det gør den kun når magten ikke misbruges, men det er en evig erfaring at ethvert menneske der har magt, er tilbøjelig til at misbruge den; han fremturer indtil han støder på grænser. […]

For at man ikke skal kunne misbruge magten, må tingene indrettes så magt sætter en stopper for magt. [Min fremhævelse. JOV] […]”

Montesquieu, bog XI, kap. IX

“Der er i hver stat tre slags myndighed: den lovgivende myndighed, den udøvende myndighed med hensyn til sager der hører under folkeretten, og den udøvende myndighed over sager som hører under den borgerlige ret. […] Vi vil kalde denne sidste den dømmende myndighed, og den anden helt enkelt statens udøvende myndighed. 

[…] Når den lovgivende og den udøvende myndighed er samlet hos samme person eller i det samme korps af embedsmænd, er der ingen frihed, for så kan man frygte at den samme monark eller det samme råd som indfører tyranniske love, udfører dem tyrannisk.

Der er heller ingen frihed, hvis den dømmende myndighed ikke er adskilt fra den lovgivende og den udøvende. Hvis den dømmende myndighed faldt sammen med den lovgivende, ville magten over borgernes liv og frihed være vilkårlig, for dommeren ville være lovgiver. Hvis den var forenet med den udøvende myndighed, ville dommeren kunne få styrke til at undertrykke.

Alt ville være tabt, hvis den samme mand eller den samme forsamling af fremstående, enten fra adelen eller fra folket, beherskede de tre myndighedsområder: at give love, at udføre de offentlige beslutninger og at pådømme angående forbrydelser og private stridigheder” […]

Montesquieu, bog XI, kap. VI

Principperne for balancen mellem de tre skal sikre, at magten ikke korrumperer. De skal så at sige holde hinanden i skak. Det er et helt fundamentalt grundlæggende princip i en demokratisk forfatning, der skal sikre den enkelte borgers frihed og retssikkerhed. Og det er derfor, der er så meget røre om Trumps indrejseforbud, om de amerikanske dommeres ophævelse af det og det helt fuldstændig uhørte i, at den udøvende magt angriber den dømmende magt på den måde, som det sker i USA i disse dage.

Ovenstående citater er fra storværket Om lovenes Ånd (De l’esprit des Lois), der udkom i 1748. Montesquieus værk var en af hovedinspirationskilderne til den amerikanske forfatning fra 1787-1788 – verdens første, demokratiske forfatning.

Jeg har citeret fra Merete Klenow Withs oversættelse af De l’esprit des Lois, der udkom på Gads Forlag i 1998.

 

John Pedersen: Lys forude?

John P Lys forudeDet er tredje gang, jeg skriver et indlæg om John Pedersens bøger. Men den kloge mand har også været produktiv. Hvor de to første indlæg handlede om Middelalderens troubadoursange og den franske baroklitteratur, så handler det om Oplysningstiden i dag.

Oplysningstiden i Frankrig dækker i grove træk 1700-tallet frem til revolutionen. Den forbindes ofte med Frankrig og de franske filosoffer som bannerførere. Montesquieu, Voltaire, Rousseau og Diderot er nok de mest kendte navne, men de var alle inspirerede af britiske filosoffer, for eksempel David Hume og John Locke. I England kaldes perioden The Enlightenment.

Hvad gik det så ud på?

Den tyske filosof Immanuel Kant opsummerede det ret præcist i slutningen af århundredet i den sætning, han så ofte citeres for: Sapere aude – på dansk: Hav mod til at bruge din forstand. Mennesket skulle oplyses, uddannes og lære at tænke kritisk og bruge sin egen forstand, i stedet for blot at adlyde autoriteterne, for eksempel stat eller kirke.

I Frankrig blev kløften mellem befolkningen og den enevældige kongemagt blev stadigt større, og det endte i revolutionen i 1789. Voltaire tordnede om tolerance og lighed. Montesquieu brugte to årtier på at samle praktiske eksempler fra ind- og udland på, hvordan et lands love bedst kunne indrettes, inden han udgav storværket Om Lovenes Ånd i 1748. Værket er så universelt, at de fleste vestlige demokratier den dag i dag i større eller mindre grad er indrettet efter hans principper. Eksempelvis tredelingen af magten i den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, og ikke mindst forholdet mellem de tre. Teoretikeren Rousseau skrev om den ideelle stat og den ideelle opdragelse af borgeren. Diderot var hovedredaktør på den store franske encyklopædi, der skulle oplyse folket.

Det er den sammenhæng, John Pedersens tre bøger om Oplysningstiden skal sættes ind i.

Lys forude? blev udgivet i 2002. Det var året efter at verden blev rystet i sin grundvold, da terrorister smadrede to fly ind i tvillingtårnene i New York, og et tredje i Pentagon. Debatterne om årsagerne til angrebet føg om ørerne på os i tiden efter. Begreber som ‘tolerance’, ‘menneskerettigheder’, ‘religiøs fanatisme’ og ‘de fremmede’ var nogle af dem, der blev diskuteret mest højlydt. Mange af debattørerne trak tekster frem fra netop Oplysningstiden og brugte dem i flæng og ofte uden for sammenhæng. Lys forude? er John Pedersens […] forsøg på at indkredse nogle af Oplysningstidens bærende tanker, og deres modtagelse herhjemme (forordet, s. 11). For blot at nævne nogle få begivenheder, har de seneste års terrorangreb i Europa, flygtningestrømmene og borgerkrigen i Syrien pustet fornyet liv i debatten om ‘dem og os’, tolerance og religiøs fanatisme. Selvom bogen er fra 2002 har den absolut ikke mistet sin aktualitet, tværtimod! Den kan med fordel læses som en introduktion til at få sat begreberne i deres rette kontekst (igen), og det er en bog, jeg varmt kan anbefale.

Bogen Tvivl og Tolerance fra 2006 handler om Pierre Bayle der døde i 1706, inden Oplysnings”projektet” for alvor havde taget fart. Han var foregangsmand og rollemodel for mange af 1700-tallets fortalere for tolerance og lighed, og måske mest kendt for hans leksikon Dictionnaire historique et critique fra 1696. Bogen giver et billede af, hvem han var, og hvad han betød for de franske filosoffer i 1700-tallet.

Har du mod på mere, så er bogen Kritik og kærlighed i franske tekster fra Oplysningstiden (1981) en fin lille sag om de tekstgenrer, 1700-tallets franske forfattere benyttede sig af, for at komme uden om censuren ved hjælp af fiktion og skjult samfundskritik. I bogen tager John Pedersen udgangspunkt i specifikke tekster fra perioden, og hvad de formidler. Blandt andre Voltaires fortælling om Candide, Marivaux’ og Beaumarchais’ komedier, Montesquieus og Laclos’ brevromaner (henholdsvis Lettres persanes og Liaisons dangereuses) og Diderots essays om de blinde og de døvstumme.

Lys forude? Oplysningstanker fra Voltaire til Søren Krarup. Gyldendal (2002),
Tvivl og Tolerance – Et skrift om Pierre Bayle, en milepæl og et paradoks i oplysningens historie. Museum Tusculanums Forlag (2006),
Kritik og kærlighed i franske tekster fra Oplysningstiden. Forlaget Rhodos (1981).

Alle tre bøger kan købes i velassorterede boghandler, på nettet eller lånes på biblioteket.

Løsning på rebus

P1020733

Ifølge anekdoten sendte Frederik II af Preussen en note til Voltaire med rebusen. Det er en middagsinvitation, og løsningen lyder

Un souper à Sans-Souci ? (1 sous p à 100 sous 6)

Sans souci

Sans-Souci var Frederik II af Preussens slotsresidens i Potsdam, og Voltaire var hans gæst ved flere lejligheder. Hans længste ophold i Preussen var i perioden 1750-1753.

Voltaire svarede i samme elegante stil:

J’ai grand appétit (G grand a petit)

Sans souci

Rebusen florerer i forskellige varianter, og jeg har ikke kunnet verificere anekdoten i de kilder, jeg har søgt i, så jeg er ikke sikker på, at den er historisk sand. (Men det er altså en god historie, og jeg æælsker den slags..!).

(Det er i øvrigt lidt det samme med det citat, Voltaire altid bliver krediteret for, hver gang ytringsfriheden er til debat: “Jeg er uenig i dét, du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det”. Det er muligt at man kan sammenfatte Voltaires værk og tanker i det citat, men han har aldrig selv sagt det. Citatet stammer fra et værk om Voltaire fra 1906…)

Ved du, om anekdoten er historisk korrekt og hvor den i så fald kan verificeres? Så del det gerne med os i kommentarfeltet.

I morgen starter Tour de France. På fjernsynet bliver det tre ugers tæppebombardement af begivenheden. Jeg kan allerede høre dybe og inderlige suk fra nogle, og høje JUBIII-råb fra andre (jeg tilhører sidstnævnte!). Vi følger selvfølgelig med her på bloggen, men på en lidt anden måde end du måske regner med. Så læs med – der kommer indlæg både lørdag og søndag!

Foto: Buste af Voltaire på restaurant Le Procope i Paris