De nye Haller – igen et besøg værd

Les Halles er blevet genopfundet – ‘réinventées’ – og er blevet en “ny” parisisk seværdighed, der igen er et besøg værd, næste gang du er i Paris.

Efter 5 års omfattende renovering blev Les Halles genindviet forleden. Mere præcist er der tale om en omfattende renovering af det underjordiske shoppingcenter samt et helt nyt udtryk over jorden, nemlig den store canopée, der fylder hele den østlige ende af den nye plads. Den nye overdækning åbner op mod en stor park, som delvist er blevet åbnet med en ny legeplads for de 7-11 årige. Resten af parken forventes at stå færdig i 2018.

Det store underjordiske shoppingcenter, der før var på tre underjordiske niveauer, dækker nu fire, og ikke blot er de eksisterende butikker blevet renoveret, der er også kommet nye til. Shoppingcentret omfatter nu 150 butikker. H&M, hvis butik i Les Halles var en af de største H&M butikker i Paris før renoveringen, breder sig nu over fire etager. Blandt mange andre nye mærker har Lego åbnet en 285 m2 stor konceptstore i shoppingcentret, den første i Paris, i øvrigt. Det kan du læse mere om her. Der er desuden kommet flere restauranter til, en ny svømmehal, et hiphop center, biograf og et supermarked på 3.000 m2. (Jeg kan huske, hvor nemt det var at fare vild i Forum Les Halles inden renoveringen begyndte, og spekulerer lidt på om det mon er blevet bedre efter renoveringen…)

Den nye canopée, der er Hallernes nye, ikoniske kendetegn, dækker et areal på 28.000 m2, med 18.000 ruder af glas. Vægten af overdækningen er ifølge TV5 Mondes oplysninger omtrent det samme som Eiffel-tårnet, det vil sige godt 8000 tons.

Tilbage står færdiggørelsen af arbejdet med den underjordiske togstation, der blandt andet har fået to ekstra underjordiske niveauer, der skal huse RER-stationen. Hvor der før var tre underjordiske niveauer, er man nu “nede” på 5 underjordiske niveauer. En helt ny nedgang, der fører direkte ned til fordelingshallen mellem metroen og RER-stationen, er blevet bygget på place Marguerite-de-Navarre, der ligger mellem Hallerne og Rue de Rivoli. Den nye togstation står færdig i slutningen af 2016, og vil ifølge paris.fr fremstå langt mere indbydende og brugervenlig end de nuværende myriader af gange, man skal igennem.

Her kan du se en timelapse af to fotografer, der har tilbragt et døgn på toppen af kirken Saint-Eustache, der ligger ved Les Halles’ nordlige kant (scroll lidt ned på siden).

Har du været i Paris i denne uge og har du allerede set de nye Haller? Fortæl gerne om det i kommentarfeltet.

Klik på linkene i indlægget og se billeder og fotos for at få et indtryk af de nye omgivelser.