Jeg har tidligere omtalt Bjørn Bredals bøger her på bloggen, der nærmest er obligatorisk læsning for dem, der gerne vil forstå de der franskmænd lidt bedre.
En anden dansk forsker og formidler af indtryk fra l’Héxagone er Hans Boll-Johansen, hvis tre bøger om franskmændene og de dansk-franske kulturforskelle også er et bekendtskab værd for os, der forsøger at blive klogere på sagen.
Bogen De franske fra 1992 er et forsøg på at indkredse den franske folkesjæl. Hvis du har forsøgt at forstå, hvad la grandeur française – den franske storhed – er for noget, hvorfor franskmændene er så stolte af deres sprog, hvad det er med deres historiske bevidsthed, der er på et helt andet niveau end danskernes, den katolske kirkes rolle, hvorfor lange besøg i franske boghandler og intellektuel dannelse er ’helt normalt’ i Frankrig, hvorfor deres uddannelsessystem er så elitært (modsat vores pædagogiske system), hvad det er for noget med deres forhold til tyskerne, hvorfor de altid har sloges med englænderne, hvad de mener om danskerne (ikke ret meget i 1992, kan jeg afsløre…), så er det denne bog, du skal læse. Med 24 år på bagen er den måske en smule bedaget, men den er absolut ikke forældet. Det er store emner og spørgsmål, Boll-Johansen forsøger at give svar på i indkredsningen af det særligt franske.
I bogen Ved bordet – madkultur i syd og nord fra 2003, tager Boll-Johansen os med på en gastronomisk rejse i kulturforskellene mellem Danmark og Frankrig, og det er spændende læsning. God mad er jo noget, vi alle sammen kan forholde os til. Den gastronomiske rejse starter med Karen Blixens Babettes gæstebud, hvor modsætningsforholdet mellem den danske (vestjyske) puritanisme og den finere franske gastronomi virkelig sættes på spidsen (tænk bare på Gabriel Axels filmatisering af novellen…), og vi følger Boll-Johansens videre færd gennem skønlitteraturens, filosofiens og idéhistoriens beskrivelser af maden og måltidet som en sansningens nydelse, krydret med afstikkere til diverse kogebøger undervejs. Alt sammen i et forsøg på at forstå danskernes madpakker med tre flade rugbrødsmadder i forhold til franskmændenes tre-retters frokostmåltid, som han oplevede det i sine fem år som dansk lektor ved et fransk universitet. Og det er ikke så højtravende som det måske kunne lyde. Man er godt underholdt undervejs og får sig en del aha-oplevelser.
Den sidste bog i Boll-Johansens trilogi er De danske og de franske fra 2007, og her får læseren virkelig serveret nogle solide kulturforskelle. Hvor det i den første bog fra 1992 handler om franskmændene selv, er det i denne bog danskernes syn på franskmændene, der er udgangspunktet. I indledningen definerer Boll-Johansen ’frankofiliens tre grundtyper’: Den sensuelle, den politisk motiverede og den intellektuelle. Hvor de fleste af os hører til ’den sensuelle’ – os der bare elsker alt ved Frankrig, er den intellektuelle grundtype dem, der kaster sig over fransk filosofi og litteratur, mens dem der hører under den politiske grundtype er spredt over det politiske spektrum, og mange har en veneration for revolutionen. Faktum er at mange af os i en vis grad nok tilhører alle tre typer. Gennem 20 kapitler, der veloplagt og skarpt kommer omkring danskernes syn på franskmændene, får vi afdækket mange facetter: Libertineren, flanøren, levemanden, la femme fatale, moden, sproget, det europæiske projekt, og mange flere
Alle tre bøger er udkommet på Gyldendal, og kan lånes på biblioteket eller købes på nettet.
Seneste kommentarer