La rentrée littéraire 2016

rentree-litteraire-2016

Den franske bogsæson efterår 2016 buldrer afsted. Af mere end 600 nyudgivelser er de 363 franske originaludgivelser.

I år er der ikke nogle “store” favoritter eller skandaler annonceret, og flere medier melder om et mere åbent løb mod de bogpriser, der vil regne ned i oktober og november. Veletablerede forfattere som Nathalie Nothomb, Eric d’Ormesson, Yasmina Khadra, Eric-Emmanuel Schmitt, Patrick Chamoiseau, Christine Angot og Véronique Ovaldé udgiver eller har allerede udgivet deres seneste bøger dette efterår, og de får selskab af 66 debuterende forfattere.

Flere aviser taler ligeledes om en afrikansk ‘trend’ i de nye bogudgivelser, som denne artikel fra Le Monde, men måske skulle man snarere kalde det en frankofon trend, for der er både forfattere fra Maghreb-landene, Afrika syd for Sahara og de franske Antiller. Le Monde fremhæver især essayet Le monde est mon langage fra den congolesisk fødte Alain Mabanckou med en række møder med de (frankofone) forfattere han beundrer: Dany Laferrière, Henri Lopès, Edouard Glissant, JMG Le Clézio med flere.

En anden udgivelse, der slår frankofone toner an, er essayet Je n’ai qu’une langue, ce n’est pas la mienne af Kaoutar Harchi. I bogen gennemgår forfatteren fem algierske forfattere, der skriver på fransk: Kateb Yacine, Assia Djebar, Rachid Boudjedra, Kamel Daoud og Boualem Sansal. Spørgsmålet i bogen er, om det er nok at skrive på fransk for at blive anerkendt som fransk forfatter?

De to sidstnævnte udgivelser falder i forlængelse af debatterne om den klassiske, franske litterære tradition, og den forvandling, den i globaliseringens navn undergår i disse år. Antologien Verden på fransk og bogen Nye franske verdener, der blev udgivet på Aarhus Universitetsforlag tidligere i år, giver danske forskeres bud på fænomenet, som vi helt sikkert ikke har set det sidste til endnu.

Jeg vender tilbage til la rentrée littéraire på bloggen i den kommende tid.

Har du allerede udset dig nogle af de nye bøger, du skal have fingrene i?