September måned byder blandt andet på et nyt sjovt koncept hos Cinemateket, og et gensyn med den polske instruktør Krystof Kieslowkis ikoniske film Bleu / Blanc /Rouge.
Franske Film Mandage programmet er ikke helt på plads endnu, og vi venter i spænding på at se, hvilke nye franske film, samarbejdet mellem Institut français, Grand Teatret i København og Øst for Paradis i Aarhus disker op med dette efterår.
Fik du nogensinde set den polske filminstruktør Kieslowskis franske film Bleu / Blanc/ Rouge i 1990’erne? Trilogien der, som Den Store Danske Encyklopædi anfører: “[…] med visdom og galgenhumor benytter Trikolorens farver til refleksioner over frihed, lighed og broderskab“.
Ellers har du chancen nu!
Den 22. september viser både Øst for Paradis og Grand Teatret Blå (Bleu) med en ung Juliette Binoche i hovedrollen. Senere i efteråret vises Hvid (Blanc) og Rød (Rouge).
Den 25. september viser Øst for Paradis filmen De urørlige i forbindelse med med Hearts & Minds Festivalen 2016. Inden filmen begynder holder ekstern lektor i psykologi Asger Neuman et oplæg om venskab. Vær opmærksom på at billetter til forestillingen skal bestilles via Folkeuniversitetet.
Du kan stadig nå at se l’Hermine (Hermelinen) i både Grand Teatret og Øst for Paradis, hvis du er hurtig. Begge steder har filmen sidste spilledag i dag, 31. august. Filmen har Fabrice Luchini og Sidse Babett Knudsen i hovedrollerne. Hvis du har lyst, kan du læse min anmeldelse her.
Dokumentarfilmen Demain (I morgen), der havde premiere 11. august, spiller stadig i både Grand Teatret og i Øst for Paradis. Den danske distributør skrev i pressemeddelelsen om filmen: Filmen tager os med rundt om jorden og viser, hvad der bliver gjort for at forhindre global opvarmning. Vi bliver f.eks. vist til Detroit i USA, hvor de gror store økologiske haver midt i byen. Også i København lander vi, hvor ¾ af hele landets befolkning ejer en cykel. Filmen er en øjenåbner, der viser hvor meget vores verden faktisk er i fare og den sætter i gang i tankerne om, hvad vi skal gøre for at bevare vores samfund. Mens mange andre film om samme emne er fortalt med alarmklokker og løftet pegefinger, fremstår denne anderledes positiv, fortælles i stedet med stort overskud og begejstring.
Cinemateket afholder i samarbejde med Studieskolen i København Fransk Filmsalon søndag den 18. september. Denne første dato i efterårets serie ‘Fransk og spansk filmsalon’ byder på Luis Buñuels klassiker Belle de Jour (Dagens skønhed), med en ung og gudesmuk Catherine Deneuve i hovedrollen som den seksuelt frustrerede lægefrue. Efter filmen vil der være foredrag og debat ved en underviser fra Studieskolen.
Cinemateket viser Dagens Skønhed igen 24. september, hvor lektor i filmvidenskab ved Københavns Universitet Peter Schepelern introducerer til filmen.
Den 22. september inviterer Cinemateket til Blind Chance. Det er et sjovt koncept der går ud på, at man køber billet til en film, man ikke ved, hvad er. Det kunne måske være en fransk film, hvem ved? Er du frisk på det koncept, så kan du læse mere om det her.
Seneste kommentarer