Skal du gå til fransk i efteråret?
Aftenskolerne starter op landet over i disse uger, og uanset hvor du bor, vil der ikke være langt til den nærmeste.
De store landsdækkende aftenskoler som FOF (Folkeligt OplysningsForbund) og AOF (Arbejdernes OplysningsForbund) har en solid tradition for sprogkurser på alle niveauer, og selvfølgelig også i fransk. Både FOF og AOF starter kursussæsonen i uge 37 (fra 12. september). Du finder FOFs og AOFs landsdækkende hjemmesider her og her, hvorfra du kan finde din lokale afdeling.
Bor du i København, kan du også gå til fransk på Studieskolen og på Institut Français. Studieskolen i København har fransk på alle niveauer, og Institut Français, som er den franske ambassades kulturafdeling, har ligeledes franskkurser på alle niveauer – også for børn fra 8 år og opefter.
Bor du i Århus, udbyder FO (Frit Oplysningsforbund) også fransk på flere niveauer. Nogle kurser er allerede startet, og flere begynder de kommende uger. Her kan du se FOs kursusoversigt for franskkurserne.
Den fælles europæiske referenceramme for sprog er et værktøj, som gør det nemmere at sammenligne niveauer på tværs af de europæiske sprog. Mange undervisningsmaterialer anvender efterhånden også disse angivelser, så du kan forholdsvist nemt finde materialer til selvstudium, hvis du hellere vil det.
Hvis du ikke har tid til at gå til fransk en eller flere dage om ugen men stadig gerne vil lære fransk, er selvstudium en mulighed. Der findes flere sprog’skoler’ til selvstudium på internettet, men jeg har endnu ikke fundet en der var lige så omfattende som TV5 Mondes undervisningssider. Her er der læringsmateriale for alle, fra begynderniveau og til de mest avancerede niveauer, og både til dem, der gerne selv vil studere, og til de lærere, der har brug for ny inspiration.
Har du lyst til at lære sprog mens du er på farten? Duolingo er et gratis online sproglæringssystem, der har en app tilknyttet. Systemet indeholder en lang række sprog, man kan lære, herunder fransk.
Ideen med Duolingo er, at man dagligt øver sig fra 5-10 minutter og opefter, og man får påmindelser, så man når sine mål. Det sjove er, at man kan vinde points og konkurrere med sine venner (eller klassekammerater), og eneste minus jeg kan se indtil videre er, at systemet ikke er dansk-fransk i udgangspunktet, men engelsk-fransk. Der findes også en platform for skoler og klasser, hvis man er underviser. Jeg er ved at teste det i øjeblikket, og følger op med et indlæg om det senere.
Kender du Duolingo og har du prøvet at arbejde med det? Hvad synes du?
Kender du andre sproglæringsapps du vil anbefale? Eller måske kender du til andre gode onlinesider, man kan bruge til selvstudium? Så giv lyd i kommentarfeltet nedenfor, så vi allesammen kan lære af det.
Seneste kommentarer