Nu hvor foråret for alvor har fået fat, er der flere franske (mad)markeder på programmet rundt om i landet. Her får en oversigt over, hvor du finder dem.
I førstkommende weekend er der markeder både i Aarhus og København.
Østerbro, København
På Sankt Jakobsplads på Østerbro i København er der på fredag og lørdag marked med titlen Weekend i Alsace – midt i København. Det er ret beset et turistreklamefremstød for regionen, arrangeret af den franske stats turistråd Atout France i samarbejde med Alsaces turistkontor og Letz Shop. Sidstnævntes ‘bagmand’ er Michelinkokken Daniel Letz, der ved siden af to vin-og delikatesseforretninger ejer og driver restauranten Le Saint Jacques.
Programmet lover mad- og vinboder med masser af lækre smagsprøver og turisttips til den næste tur til Alsace. Læs mere på arrangementets Facebookside her. Der er gratis adgang.
Aarhus
På Folkestedet i Carl Blochs Gade i Aarhus afholdes Fransk Forår for andet år i træk, arrangeret af frankofile frivillige. Det er både lørdag og søndag den kommende weekend. Der vil være marked med bøger, crêpes, kager og vin, vinsmagning og udstilling af kunstværker, hvor de franske kunstnere fortæller om deres arbejde. Desuden udstiller franskelever fra Risskov Gymnasium plancher om franske byer, steder og personer.
Lørdag aften er der koncert med Claude Chichon og Den franske Kvartet, der præsenterer La Varieté française. Der er gratis adgang begge dage, dog skal der købes billetter til koncerten lørdag aften. Se hele programmet på arrangementets Facebookside her.
Præstø
I Kristi Himmelfartsferien 26.-28. maj er der Fransk Forår i Præstø på Sydsjælland. Det har i sin nuværende form været afholdt siden 2010, men begivenheden trækker historiske tråde tilbage til 1950erne, hvor der var tilbagevendende arrangementer med Paristema. Programmet byder på et bredt udvalg af fransk musik henover de tre dage, samt mange madboder. Se mere på Fransk Forår i Præstøs hjemmeside her.
Torvehallerne i København
De franske mad- og drikkevarer er godt repræsenteret i Torvehallerne i København, men ikke desto mindre bliver sat ekstra spot på dem den 9.-10. juni, hvor der afholdes Fransk Aperitif & Marked. Der er gratis adgang til det store telt, der slås op, og ved indgangen sælges poletter, som man kan bruge til at betale for smagsprøver. Her kan man også købe et smageglas fra Holmegaard. Læs mere på arrangementets Facebookside her.
Seneste kommentarer