Der er altså noget med læger og fransk. Jeg har for eksempel haft en del af slagsen på mine franskhold i min tid som underviser på FOF.
Lige nu sker der ting og sager i Alliance française i København. Jeg har været ved at revne af nysgerrighed over, hvordan der er kommet så meget grøde i afdelingen, så Henrik Jørgensen, den nye président for Alliance française i København, har taget sig tid til at svare på mine spørgsmål. Og gæt engang: Nemlig. Han er også læge!
Hvornår blev du præsident for AF København?
Jeg blev valgt ind i bestyrelsen på den ordinære generalforsamling den 28. februar i år. Efterfølgende konstituerede bestyrelsen sig den 10. marts, hvor jeg blev valgt som formand. Ved samme lejlighed blev Marianne I. Carstensen valgt som kasserer. Øvrige medlemmer af bestyrelsen er Marie-José Caron og Arno Norske. For nyligt har vi endvidere indvalgt Helle Westring som bestyrelsessuppleant. Ved næste ordinære generalforsamling kan hun vælges som fuldgyldigt medlem af bestyrelsen.
Hvor stammer din interesse for det franske fra?
Det kommer faktisk af et tilfælde. Jeg har altid været meget interesseret i de eksakte videnskaber, matematik, fysik, elektronik, computer videnskab mm., hvilket jeg også bruger til dagligt i mit arbejde i laboratoriet som speciallæge i klinisk biokemi. I slutningen af 70’erne, da jeg gik i folkeskolen, tog jeg en række aftenkurser i sådanne fag på Københavns Kommunale Ungdomsskole. Et af disse hold blev imidlertid nedlagt, da der ikke var tilslutning nok. Jeg blev i stedet tilbudt et franskhold, hvilket jeg umiddelbart var meget skeptisk overfor, men ungdomsskolelederen fik mig overtalt. Og det var godt! Jeg fik en utrolig dygtig og entusiastisk fransklærer, Kurt Bengtsson hed han, og i løbet af ganske få gange var jeg aldeles accro. Sidenhen tog jeg på sprogskole i Cannes mellem 1. og 2. G og i Tours efter gymnasiet i starten af mit sabbatår. I starten holdt jeg sproget ved lige ved at læse mange bøger på fransk og jævnligt købeLe Monde på Hovebanegården. Langt de fleste ferier gik selvfølgelig også til Frankrig. Efter internettet er kommet, er der nu uendeligt mange muligheder for at læse, se og høre fransk. Jeg lytter fx hver dag til Radio France Internationale (RFI), hvor der er rigtig mange, interessante udsendelser.
Alliance française-afdelingerne bliver drevet af frivillige, der brænder for Frankrig og det frankofone. Frivillige, som ofte gør det i deres sparsomme fritid. Det er vist ingen hemmelighed, at landets ældste AF var tæt på at lukke for ikke så længe siden. Har I fået flere friske kræfter til?
Jeg ved ikke, om man kan sige, at AF København var tæt på at lukke, men det er rigtigt, at der manglede frivillige til fx bestyrelsesarbejdet. Endvidere var både medlemsantallet og antallet af aktiviteter gået noget ned ad bakke i forhold til tidligere tider. Det skyldes nok også, at tredje fremmedsprog, som fx fransk, generelt har fået det tiltagende svært i Danmark pga det engelske sprogs dominans. Når det så er sagt, findes der heldigvis stadigvæk mange mennesker, der interesserer sig for fransk sprog og kultur – også i København. For at finde disse er vi begyndt at bruge en række tiltag, selvfølgelig den klassiske bouche à oreille i relevante miljøer, men også betalte, boostede Facebookopslag, hvor man kan målrette modtagergruppen ud fra geografiske parametre (bosiddende i hovedstadsregionen) og interessemæssige parametre (fransk sprog, fransk kultur og Frankrig). Det har tredoblet vores medlemsantal siden årets begyndelse, og de nye medlemmer kommer fra alle aldersklasser og nationaliteter. Så ja – der er bestemt kommet friske kræfter til, og vi overvejer også at udvide antallet af bestyrelsesmedlemmer yderligere. Vi har flere andre idéer til at udbrede kendskabet til AF Købehavn (fx annoncer i magasiner som la FRANCE), men de er indtil videre på tegnebrættet.
I har fået lavet ikke bare en Facebookside for AF København, men også en, som samler hele netværket af AF-afdelinger på tværs af landet. Har I andre tiltag på bedding?
Det er rigtigt, at vi har lavet en ny Facebookside, kaldet Alliance française København, med vi har i mange år haft en Facebook side kaldet Alliance française de Copenhague. I forbindelse med udskiftningen i bestyrelsen skulle vi naturligvis også skifte administrator på Facebooksiden, og her var det af tekniske årsager lettest at oprette en helt ny Facebookside. Den kaldte vi så Alliance française København, for at den kunne adskille sig fra den hidtidige side.
Sammen med flere af de andre alliancer i Danmark har vi besluttet at forsøge os med en fælles Facebookside, Le réseau des Alliances françaises au Danemark, hvor vi kan samle alle vores arrangementsopslag, så medlemmerne og alle andre nemt kan få et overblik over, hvor og hvornår de finder sted – en slags katalog. Det er allerede så småt i hovedstadsområdet ved at give pote i form af medlemmernes deltagelse i andre alliancers arrangementer. Jeg håber, at dette vil brede sig så meget som muligt på tværs af landet, velvidende at geografien selvfølgelig sætter nogle grænser.
Et andet tiltag, vi har diskuteret, er muligheden for et fælles årsmøde, men det er også stadigvæk på tegnebrættet.
—
Her finder du Alliance française i København, og her den fælles Facebookside.
Seneste kommentarer