I morgen, onsdag den 29. januar, inviterer Institut français i samarbejde med Aarhus Universitet og webmagasinet Atlas til det stort anlagte arrangement la Nuit des Idées på Dokk1 i Aarhus.
Det er første gang, Aarhus lægger lokation til det internationale arrangement, der finder sted over hele verden den samme dag. Dog med enkelte afvigelser til datoen, da arrangementet de fleste steder finder sted den 30. januar. Men i Aarhus altså onsdag den 29. januar.
Siden 2017 har Institut français’ afdelinger over hele verden organiseret la Nuit des Idées, hvert år med et tema, der er ens for alle arrangementer. Temaet for 2020 er ‘Être vivant’ eller ‘Being alive’, som er arrangementets engelsksprogede tema. Lidt usædvanligt for franskarrangerede begivenheder foregår arrangementet på Dokk1 nemlig på engelsk.
Aftenen, der starter allerede klokken 16.00, byder på film, musik og debatter, der skal belyse dette års tema. Den første, store debat er mellem arkæolog Felix Riede fra Aarhus Universitet og biolog Pierre-Henri Gouyon fra Musée National d’Histoire Naturelle i Paris. De skal diskutere temaet ‘Evolution – from theory to emergency’.
Den hollandske dokumentarfilm fra 2016 To stay alive med Michel Houellebecq og Iggy Pop, baseret på Michel Houellebecqs essay fra 1991, vises to gange i løbet af aftenen. Imellem de to visninger foregår aftenens anden store debat, hvor den franske filosof Pascal Bruckner diskuterer emnet ‘Live long and prosper?’ med den danske videnskabsjournalist Lone Frank.
I pauserne er der musik ved danske og franske musikere.
På Dokk1s hjemmeside kan du læse meget mere om arrangementet i Aarhus samt om, hvilke dele af aftenen der er gratis adgang til, og hvad man skal købe billet til. Vil du læse mere om, hvad der foregår på aftenen andre steder i verden, er la Nuit des Idées’ officielle hjemmeside et godt sted at starte.
Seneste kommentarer