Da et hus i den franske by Saint-Jean-d’Angély i det sydvestlige Frankrig blev solgt, og den nye ejer ville modernisere det, faldt han over en glemt skat på husets loft. Loftet skulle ryddes, så i starten af december fyldte han en trailer og kørte på genbrugsstationen i Saint-Jean-d’Angély.
På genbrugsstationen var en ung administrativ medarbejder, Cécile, der som led i et projekt var udstationeret fra sin arbejdsplads, et miljøkontor i Aix-en-Provence. Den nye ejer af huset vidste ikke helt, hvad han skulle gøre med indholdet af traileren, så han forhørte sig hos Cécile og en af hendes kolleger.
Cécile fortæller til regionalavisen La Nouvelle République: “Manden, der kom med traileren, forklarede os, at han havde fundet det hele på loftet i et hus, han havde købt for at restaurere. Han havde ikke undersøgt tingene nærmere, han ville bare gerne af med dem”.
Under stakke af gamle aviser fra 1960erne og frem til i dag fandt Cécile og hendes kollega en kasse fyldt med breve. Da de fik undersøgt kassen nærmere, viste den sig at indeholde henved to hundrede kærestebreve sendt fra den samme mand – Pierre – til Mademoiselle Aimée Randonnet i perioden 1942-1945. Længselsfulde, kærlige breve fra en mand, der var adskilt fra sin elskede af krig.
Det var for mange breve og for mange minder til at hun blot kunne smide kassen til forbrænding. Cécile besluttede sig for at finde ud af, om hun kunne finde Pierre og Aimée, eller ihvertfald deres børn og/eller børnebørn, så hun skrev et tweet med en efterlysning og sendte det ud i verden.
Og pludselig tog tingene fart.
I løbet af et døgns tid var hendes tweet delt tusindvis af gange, og et familiemedlem til Pierre og Aimée havde meldt sig. Aimée og Pierre var blevet gift meget unge og havde fået to døtre efter krigen. Den ene – Claudine – lever stadig, og det var hende, der havde ryddet Aimée og Pierres hus efter Aimées død og sat det til salg. Hun havde overset, at der var papirer i et hjørne på loftet. Allerede dagen efter overdrog Cécile kassen med brevene til en meget rørt Claudine. Familiemedlemmet skriver til Cécile på Twitter:
“Jeg har talt i telefon med Claudine her til aften. Hun læser brevene sammen med sine børn og børnebørn. Hun er rørt og chokeret. Hun vidste ikke, hendes far var så poetisk. Nogle af brevene slutter med vers som en ode til hans elskede”.
Céciles indbakke eksploderede på grund af historien, og rigtig mange medier i Frankrig og et enkelt i Spanien ville rigtig gerne have et interview med hende. Måske fordi vi allesammen trænger til en solstrålehistorie her i vinter- og pandemimørket.
Du kan læse hele tråden på Céciles Twitterprofil.
Seneste kommentarer