Le Relais des Halles

Jeg gør normalt en dyd ud af ikke at anbefale bestemte hoteller i Paris. Det gør jeg en undtagelse fra i dag.

For det hotel vi boede på, da vi var i Paris lige før jul, overgik, hvad vi indtil nu har prøvet af hoteller i byen. På flere parametre.

Beliggenheden i Rue Pierre Lescot kan nærmest ikke være mere central. Godt 100 meter fra Les Halles (og Paris’ togtrafikale knudepunkt), i gå-afstand til Seinen, med Rue Montorgueil lige om hjørnet og med restauranter i mange prisklasser i en radius af mindre end 5 minutters gang.

Det lille hotel med 19 værelser var indhyllet i charme fra kælder til kvist. Receptionen var ikke en traditionel reception men nærmere et stilfuldt arbejdsværelse, hvor portieren sad bag et skrivebord. De store vinduer ud mod gaden var indrammet af tunge gardiner med possementsnore, og bag skrivebordet var der indbyggede glasreoler. På to af hylderne stod Honoré de Balzacs samlede værker.

I den lillebitte kælderetage blev morgenmadsbuffeten serveret. Men selv i så lille et rum var der plads til 18-20 gæster ad gangen, og buffeten indeholdt flere forskellige slags brød, franske oste, æg og bacon, yoghurter og forskellige slags marmelader, pålæg, røget laks og en kaffeautomat, der kunne lave flere slags kaffe, chokolade og te.

Hotellet er nyrenoveret for få år siden, og selvom det ligger så centralt som det gør, så er forholdet pris/kvalitet helt i top. Personalets venlighed og imødekommenhed var professionel og ægte. Faktisk var ellers altid meget kritiske Kæreste, der har set en del hoteller i sit arbejdsliv, så begejstret, at han gav hotellet et meget positivt review. De, der kender ham, ved, at det bestemt ikke er noget, der sker hver dag.

Selvom jeg også var begejstret for hotellet – og, som det madøre jeg er, især morgenmadsbuffeten – så var prikken over i’et for mig da jeg opdagede, at de i receptionen havde Honoré de Balzacs samlede værker stående i reolen. Og det var ikke dummy-bøger. Jeg blev tilbudt at få en roman med ind på værelset.

Vil du se mere, så tjek hotellets hjemmeside her. Vi har allerede fortalt dem, at vi kommer tilbage.