På stranden i Paris

Der er fest på Champs Élysées i dag. Tourfeltet rammer Paris på 21. og sidste etape, efter at have cyklet 3500 kilometer de sidste tre uger. Flere kvarterer vil være helt lukket for trafik, og der forventes pænt mange mennesker på og omkring Champs Élysées.

Der er også mange der er flintrende ligeglade med hele balladen og tager til stranden i stedet.

I Paris.

Siden i mandags har Paris Plages været åben, og for alle dem, der af forskellige årsager ikke kommer på badeferie ved havet, er det en kærkommen lejlighed til alligevel at komme til stranden. Det er 14. gang i år at der indrettes strand midt i Paris ved Seinen. 5000 tons sand er spredt ud på en ca 2 kilometer lang strækning langs højre Seinebred mellem Louvre i vest og Pont de Sully i øst, på pladsen foran Paris’ rådhus og ved Bassin de la Villette. Med strandstole, palmer, parasoller og alting.

Som altid med tiltag der influerer mange mennesker (og deres skatteyderpenge), er der også kritiske røster. Ikke alle parisere synes det er en god ide. Nogle havde gerne set pengene brugt på andre ting, nogle brokker sig over at man ikke kan bade, andre synes Paris Plages er for overrendt…

Men for dem, der vælger at benytte sig af tilbuddet om at tage til stranden midt i Paris, er der petanquebaner og strandaktiviteter for børnene, dans og fester for de voksne, tai-chi kurser hver dag og mange andre aktiviteter, hvis man ikke er til at ligge i en strandstol og lave ingenting…

Feltet kører i dag 21. og sidste etape fra Sèvres – Grand Paris Seine Ouest til Champs Elysées.