Abdellah Taïa: Arabisk vemod

Abdellah_Taïa_20160302 1ANMELDELSE

Egentlig er dette en dobbeltanmeldelse, for jeg købte begge Abdellah Taïas bøger der er oversat til dansk, den aften jeg var til forfatterarrangement på Dokk1, og i det følgende kommer det til at handle om begge romaner, da de falder i en naturlig forlængelse af hinanden.

De første to dele af Englene fra Frelsens Hær er en række erindringsbilleder fra jeg-fortællerens barndom, hvor vi i romanens første del får beskrevet familiens dagligdag med far, mor og ni søskende i varme, levende billeder. Kun faderen og storebroren har deres egne værelser, moren sover i samme værelse som de resterende otte børn (to drenge og seks piger). Med andre ord er der ikke mange hemmeligheder at skjule. I romanens anden del er fokus på storebroren Abdelkébir, den elskede storebror, forældrenes førstefødte, som man fornemmer er noget helt særligt. Op gennem teenageårene stiger jeg-fortællerens betagelse af storebroren, til en dag han indser, at han er homoseksuel. Romanens to første dele er gennemsyret af Marokkos varme og livlige mangfoldighed på godt og ondt, og det står i skærende kontrast til tredie og sidste del, hvor jeg-fortælleren lander i Genève en kold septemberdag, og for alvor føler ikke bare kulden men også en fortvivlende ensomhed. Han, der hele sit liv har været vant til at have mennesker – familie – omkring sig alle døgnets timer. Hans redning bliver en taxachauffør der viser ham vej til Frelsens Hærs herberg, hvor han bor nogle dage og føler sig velkommen.

I Arabisk vemod er det samme jeg-fortæller der fortsætter i sporet fra Englene fra Frelsens Hær, men i denne roman er der primært fokus på hans voksenliv, med en udforskning af hans seksualitet, kærlighedsliv, skiftende partnere og følelser, og med flere omvæltende livsbegivenheder som scenisk baggrund. Fra barndommens gade, hvor han er tæt på at blive voldtaget af en rivaliserende drengebandeleder, til den altopslugende besættelse af Javier, der fuser ud i ingenting. I Kairo forsøger han at glemme Javier og få ham ud af “systemet”, og på et tidspunkt er han så vaklende i sine eksistentielle overvejelser at angst og panik overmander ham, og han mister det mentale fodfæste for en stund, men bliver reddet af en lille dame, der viser sig at være jøde. Den unge, arabiske homoseksuelle mand bliver reddet af en gammel jødisk kvinde: “Alt det, man havde fortalt mig, indprentet i mig, uden at jeg ønskede det, fordampede med et slag. Der var kun mennesket tilbage. En kvinde. Som mig. Ingen forskel.” (s. 94).

I sidste del beretter jeg-fortælleren om Slimane, kæresten som han levede intenst sammen med i to år, og hvor forholdet endte i jalousi og magtbegær, og jeg-fortælleren må afbryde det for at få sin identitet – og integritet – tilbage.

En af de grundregler, man normalt får indprentet i litteraturtimerne er, at forfatter og fortæller IKKE er den samme og ikke må forveksles. Den holder ikke helt i disse to romaner. Jeg-fortælleren hedder Abdellah, og det skinner meget tydeligt igennem i begge romaner at de i høj grad er selvbiografiske, at det er hans eget liv, oplevelser og relationer til andre mennesker, der fortælles om. De gennemgående temaer er identitet (hvem er jeg), og frihed. Frihed til at være den, han er, anderledes end de andre, og kampen for at bevare sin personlig integritet i en verden, der ikke altid accepterer homoseksualitet, og slet ikke i Marokko, hvor det er forbudt. Et andet, gennemgående tema er at følge sine drømme, at kæmpe for dem, og for sig selv. At vakle, miste troen på sig selv (og på sin Gud), og komme op igen og videre. Eksistentielle problemstillinger, som de fleste kæmper med fra tid til anden, og derfor kan identificere sig med. Stærkest i romanerne står den måde, hvorpå Abdellah møder andre mennesker på: Åbent, nysgerrigt og fordomsfrit. Det var samme indtryk af forfatteren Abdellah Taïa, jeg gik hjem med efter arrangementet på Dokk1. Og i den forbindelse bliver ovenstående citat et omdrejningspunkt: Vi er alle (kun) mennesker.

Hele vejen igennem begge romaner står beskrivelserne af Marokko, af stævnemøder, af familien og de skiftende partnere som sitrende, vibrerende nærvær. Læseren mærker Marokkos varme, storbyernes heksekedel, Genèves reserverede kølighed, fortællerens frustrationer og ulykkelige kærlighedseventyr eller de tindrende lykkelige stunder.

Romanen L’armée du salut udkom i Frankrig i 2006, og blev filmatiseret af Abdellah Taïa selv. Filmen havde premiere i maj 2014. I 2015 udkom romanen på dansk med titlen Englene fra Frelsens Hær (124 sider). Une mélancolie arabe udkom i Frankrig i 2008, og udkom på dansk med titlen Arabisk vemod (124 sider) den 4. marts i år, dagen for forfatterarrangementet på Dokk1 i Aarhus. Begge romaner er oversat af Simon Hartling og udgivet på forlaget Arvids.

Måske vil du også synes om:

“At være fri betyder ikke, at du kan gøre, hvad der passer dig”

Nogle gange er det en overvindelse at komme afsted til et arrangement en mørk, råkold vinteraften, hvor sofaen står og råber fra den varme stue. Onsdag aften var en af den slags aftener. Men afsted kom jeg – og det blev en af den slags aftener, hvor man føler sig beriget, når man vender næsen hjemad.

Den marokkanske forfatter Abdellah Taïa er i Danmark for tiden, inviteret af Aarhus Litteratur-center på Godsbanen i samarbejde med Authors in Aarhus. Arrangementet på Dokk1 onsdag aften var en samtale mellem Abdellah Taïa og hans danske oversætter Simon Hartling, og de kom vidt omkring på de halvanden time, samtalen varede.

Abdellah TaïaUdtalelsen, som jeg har citeret i overskriften, faldt i starten af samtalen, hvor Abdellah Taïa blev spurgt om selvcensur, og om han var bange for reaktionerne på, hvad han skrev i sine bøger. Taïa kommer fra en stor familie i fattige kår i Marokko, en familie hvor overtro og troen på ånder var (og er) styrende for særligt moderen. Selv efter studier i fransk litteratur i Paris og en påbegyndt ph.d. afhandling (der dog ikke blev færdiggjort) fortalte Taïa, at når han skriver er han mere bange for, hvad ånderne mener om det han skriver, end hvad myndighederne og andre mennesker måtte tænke.

Den homoseksuelle forfatter, der sprang ud i 2005, kunne ellers have sit at frygte fra de marokkanske myndigheder i et land, hvor homoseksualitet er strafbart. Selvom han på det tidspunkt havde boet i Paris siden 1999 og følte sig fri, måtte han sande, at hans frihed til at springe ud som homoseksuel i Paris skadede hans familie hjemme i Marokko, der fik de marokkanske normer at føle. Han fortæller videre, at han før i tiden ikke udsatte sig selv for selvcensur, men at det har ændret sig, så han i dag tænker lidt mere over, hvordan han formulerer sig.

Da han i 2010 begyndte planlægningen af filmatiseringen af sin roman L’armée du salut (oversat til dansk i 2015 med titlen Englene fra Frelsens Hær) og ønskede at filme i Marokko, fik han – til sin egen overraskelse – tilladelse fra myndighederne til at filme, og mødte større forståelse fra de marokkanske myndigheder og samfund generelt end han havde regnet med. Filmen blev ikke forbudt af myndighederne, der netop støttede ved at give tilladelse til at filme. Dog måtte han hente pengene til produktionen i Frankrig. Trods det faktum at homoseksualitet er forbudt i Marokko, kan mange marokkanske familier nikke genkendende til at have en homoseksuel person i familien.

Abdellah TaïaFilmens produktionsproces blev i øvrigt en øjenåbner på det menneskelige plan for Taïa, der fra sin helt tidlige ungdom har været vant til at skulle kontrollere sig selv og sin fremtoning, så ingen skulle opdage at han var homoseksuel. Alligevel oplevede han både vold og gruppevoldtægter, og tilføjer: “jeg stoler ikke på andre mennesker”. Men for at få filmen realiseret var han nødt til at stole på andre mennesker: På kameraholdet, på den lokale, marokkanske caster der skaffede 200 unge marokkanere til filmens casting og på alle de andre, der var involveret i filmens tilblivelse. Videre fortæller han, at det var en fantastisk oplevelse at opdage, hvor stor en hjælp og hvor imødekommende alle var, og tilføjer, at han vil gerne fortsætte med at lave film.

På spørgsmålet om, hvorvidt han via sit forfatterskab har fået mulighed for indflydelse i det marokkanske samfund, svarer Taïa, at han håber at kunne give et billede af, hvordan det er at være homoseksuel. Ikke et æstetisk men et realistisk billede, og at han håber at han kan hjælpe folk med deres virkelige liv. Han fortæller videre, at han længe har været i kontakt med sine marokkanske læsere, hvor nogle – så unge som ned til 14-15 år – spørger om råd til, hvornår de skal springe ud. Med sine egne smertefulde erindringer in mente plejer hans råd at være, at de skal vente. Vente, til de er mentalt frie: Frie af deres forældres autoritet og økonomisk selvforsørgende. Frihed er ikke at gøre, hvad der passer dig, uden hensyntagen til andre.

Hvad angår de marokkanske myndigheder svarer Taïa, at der har han ingen indflydelse, men det faktum at hans bøger udgives i Frankrig (læs: Paris) er noget der imponerer og giver status i det officielle Marokko. Det er stort, og derfor er han ‘tilgivet’ af de marokkanske myndigheder for at være homoseksuel. “At komme fra fattige, marokkanske kår og til at blive udgivet på et stort forlag i Paris (Éditions du Seuil) giver respekt i Marokko. Det er den der kolonialhistoriementalitet, og jeg vil gerne have den autoritet det giver at blive udgivet i Paris. At være fanget i fattigdom giver ikke respekt. At undslippe det giver frihed og autoritet. Det har noget at gøre med, hvordan mennesker ser andre mennesker. Det er det samme alle steder”.

Abdellah TaïaPå tirsdag den 8. marts er der endnu et forfatterarrangement i Aarhus, hvor Abdellah Taïa vil være i samtale med den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen. Nord møder syd i en samtale om blandt andet dobbelte identiteter. Det kan kun blive mindst lige så interessant som arrangementet i onsdags. Se mere om arrangementet på Godsbanen i Aarhus her.

Abdellah Taïa tager også turen til Brandts klædefabrik i Odense, hvor han holder foredrag lørdag den 12. marts, i forbindelse med udstillingen Merchants of dreams. Se mere her.

Onsdag var også udgivelsesdagen for den danske oversættelse af Abdellah Taïas roman Une mélancolie arabe, der på dansk har fået titlen Arabisk vemod. Den anmelder jeg på bloggen indenfor den nærmeste fremtid.

God weekend :)

Måske vil du også synes om:

Mød den marokkanske forfatter Abdellah Taïa i Aarhus

Abdellah_Taïa_20130220 wiki Marokkanske forfatterVi har de seneste uger været omkring forskellige perspektiver ved frankofonien, senest anmeldte jeg denne bog om frankofon litteratur.

Nu får de heldige – det vil sige dem, der bor i Aarhus og opland – muligheden for at møde en frankofon forfatter i samtale med sin danske oversætter. Onsdag d. 2. marts kan du nemlig møde den marokkanske forfatter Abdellah Taïa, der er i Danmark på et 14-dages ophold, inviteret af Aarhus Litteraturcenter.

Abdellah Taïa er født i 1973 og forfatter til flere romaner, hvoraf L’armée du salut (Seuil 2006), er oversat til dansk med titlen Englene fra Frelsens Hær (forlaget Arvids). Snart udkommer Une mélancolie arabe (Seuil 2008) på dansk med titlen Arabisk Vemod, også fra det danske forlag Arvids. Englene fra Frelsens Hær blev filmatiseret i 2014.

Abdellah Taïas forfatterskab kredser om temaer som frihed og menneskerettigheder, herunder religion og seksualitet. Du kan se mere på Abdellah Taïas egen hjemmeside her (klik på billederne for at få mere information).

Forfattermødet er arrangeret af Authors in Aarhus, der er et samarbejde mellem Hovedbiblioteket og Aarhus Universitet. Samtalen foregår på engelsk, og vil primært dreje sig om forfatterskabet og Taïas filmatisering af romanen L’armée du salut. Der vil være mulighed for at købe den danske oversættelse af romanen og få den signeret af forfatteren.

Abdellah Taïa, onsdag d. 2. marts kl. 19.00 til 20.30 på Dokk1, Store sal, Hack Kampmanns Plads, 2, 8000 Aarhus C. Billetter til kr 50,00 (kr. 30,00 for studerende) kan købes her, eller ved indgangen.

Måske vil du også synes om:

Sol og varme i november

A Mano 6 sol varme

Hvis du har brug for at drømme dig lidt væk til sydens sol og varme på sådan en trist og regnfuld novemberdag, så synes jeg du skal læse (eller genlæse) indlægget om marokkansk mosaikkunst. Det er en spændende historie om et gammelt kunsthåndværk der stadig praktiseres i Marokko, som du også kan se i videoen i indlægget. Og har du fået lyst til selv at få sådan et bord, så giver Torsten stadig 20% til Connaissances’ læsere måneden ud. Der er ca. 3 måneders leveringstid, så det er ikke for tidligt at bestille inden næste forårs udeliv begynder.

A Mano – marokkansk mosaikkunst med mere

Måske har du bemærket det mosaikbord, jeg normalt bruger, når jeg tager billeder af mad eller en bog? Jeg er blevet spurgt, hvor jeg har det fra, så jeg har været en tur i Jægergårdsgade i Aarhus, hvor butikken A Mano ligger, og hvor jeg købte bordet  for syv år siden.

Da jeg kommer ind i butikken er indehaveren, Torsten Hansen, ved at gøre morgengymnastik. Det kalder han det daglige arbejde med at bære de smukke, men tunge cafeborde ud. Da dagens motion er overstået, kommer han og sætter sig til en snak om, hvor bordene kommer fra, og hvordan de er lavet.

Butikken, virksomheden og brandet A Mano, der betyder ’håndlavet’ på spansk, blev til efter en længere familierejse i autocamper i 1998, der blandt andet gik til Marokko. Da familien kom hjem havde de autocamperen fyldt op med marokkopuder, og det blev starten på A Mano, som  i dag har gjort Torsten til Nordeuropas største producent af marokkopuder. Butikken er fyldt med dem, men mosaikbordene tager også en del plads op, og det er dem, jeg er kommet for at høre nærmere om.

Torsten fortæller, at importen af mosaikbordene kom til i 2002. Hvert bord består af en bordplade, hvor han selv designer de forskellige mønstre og farver. De håndlavede keramikfliser kan være enten glaserede eller uglaserede. De tilhuggede fliser bliver monteret i en jernramme med armeret beton, og bordpladen er tung nok til at ligge fast på bordstellet i smedejern, når den bliver lagt ovenpå. Han arbejder på at lave bordpladerne i fiber i stedet for, så de bliver lettere at have med at gøre. Cafépersonale, der dagligt skal sætte borde og stole frem udendørs, og sætte dem væk igen om aftenen, vil helt sikkert blive glade for det tiltag, men der er endnu et stykke vej, før ideen er færdigudviklet.

A Mano 1a Marokkansk mosaikkunst

A Mano 6 Marokkansk mosaikkunst

Sydlandsk og skandinavisk stil

Marokkanske Marrakech er blevet et yndet turistmål, og den varme og farverige stil som vi oplever når vi er på ferie på sydlige destinationer (f.eks. også Provence) forelsker vi os i, og vil også have derhjemme. Eksempelvis har A Mano leveret marokkanske caféborde og spiseborde til hotel Villa Provence i Aarhus samt til adskillige restauranter og cafeer i byen. ”I starten havde vi mere farverige borde i butikken”, fortæller Torsten, og fortsætter: ”Men farver som gul, orange og blå passer bare ikke rigtigt til den danske/skandinaviske boligstil. Det er svært at omplante sydens varme boligstil til det kolde Skandinavien og de danske parcelhuse, så med tiden er farvevalget af klinkerne blevet tilpasset, så bordene passer bedre til de nedtonede farver, vi bruger her”. Danskerne har skullet vænne sig til stilen, og ved at tilpasse farvevalget i klinkerne til beige plus en farve eller to mere har han ramt den skandinaviske smag, og bordene er blevet en succes.

Produktionen

Hvert enkelt bord er designet af Torsten selv, hvorefter han sender bestillingen til sin marokkanske samarbejdspartner i Marrakech. Her har hans samarbejdspartner tre små fabrikker, hvor bordene laves, og ligeledes stolene i smedejern, som Torsten også har designet. Torsten fortæller, at hans bestillinger beskæftiger 8-12 familier i byen, det varierer fra produktion til produktion. Fair trade er en vigtig del af virksomhedens filosofi og bliver tilstræbt i videst muligt omfang. Og, tilføjer Torsten, ”Vi er meget opmærksomme på, at der ikke foregår børnearbejde, så det bliver der løbende tjekket op på”. Hver tredje måned tager han til Marrakech for at bese produktionen og sine bestillinger, og overvåger personligt at de bestilte varer er i orden og kommer med i containeren til Danmark.

En meget lang tradition

Det mosaikarbejde, der ligger bag de marokkanske mosaikborde, har en århundredlang historie. Det gamle kunsthåndværk går helt tilbage til Maurernes tid og deres besættelse af Spanien, der varede indtil slutningen af 1400-tallet. Maurerne kom fra det nordvestafrikanske område, delvist det nuværende Marokko og Algeriet, og de tog deres håndværk og rigt udsmykkede arkitektur med. Har du været i Granada og set Alhambra fæstningen, har du sikkert også set de rigt udsmykkede vægge med mosaikker.

I dag eksisterer mosaikkunsten primært i Marokko, men det er de samme, gamle håndværkstraditioner og fremgangsmåder, der ligger til grund for de rigt udsmykkede mosaikker. I byen Fes i Marokko ligger der en skole, der uddanner folk i det ældgamle håndværk.

Det hele begynder med en lille flise på 10×10 cm, der farves med glasur i primært blå, grønne, gule, røde og hvide nuancer, og brændes. Herefter bruges en skabelon til at ridse formen på den enkelte mosaikklinke – der kaldes en ’zellige’ – op på flisen. Dygtige og præcise arbejdere hugger derefter hver enkelt zellige ud af flisen. De mest anvendte former er firkanter, trekanter og sekskanter, men også stjerneformer og mere organiske former anvendes.

Nogle borde er meget rige på mønstre og kan tage uger at lave. Det er Le Mâllem, håndværksmesteren, der har til opgave at sætte alle zelliges sammen til de smukke geometriske eller blomsterinspirerede  motiver, ofte på baggrund af en matematisk formel. Her kan du se eksempler på de smukke mønstre. Disse kan ikke sælges her i Skandinavien, siger Torsten (det er det med den sydlandske kontra den skandinaviske stil), men det er det samme, hundredårige håndværk der ligger bag de borde, som Torsten designer og sælger i butikken.

Her kan du se, hvordan processen fra støbningen af grundflisen til det færdige bord foregår.

Kendskabet til marokkopuderne og bordene har de seneste 15 år bredt sig som ringe i vandet og det resulterede i forrygende travlhed. Virksomheden vokser, og de har ikke haft behov for at reklamere ret meget. Det har længe været ham selv og hustruen, der har drevet virksomheden, men på et tidspunkt blev det for meget og Torsten var nødt til at drosle kraftigt ned. Som han siger: ”Der skal også være plads til at vi har det godt”. Børnene er store nu og hjælper til, og de vil gerne træde ind i firmaet, så han arbejder på at finde egnede lokaler i København til en ny butik. Det nye sted skal være et miks af café/brasserie, galleri og showroom. Planen er samtidig at introducere endnu flere forskellige størrelser puder og flere stolemodeller. ”Jeg arbejder på at designe den ultimative stol, som skal være en stabelstol, men det er ikke helt i mål endnu”, siger Torsten. Til foråret bliver butikken i Aarhus bygget om og udvidet.

Sidder du nu og tænker, at sådan et bord kunne du også godt tænke dig?

Torsten fortæller, at A Manos hjemmeside i øjeblikket er under omlægning, men når den kommer op igen, vil den også indeholde en onlineshop, hvor man selv vil kunne designe sit mosaikbord med farver og mønster. Leveringstiden vil være ca. 3 måneder fra bestillingen er afgivet.

Og se så lige her et tilbud, Torsten kommer med til Connaissances’ læsere: Hvis du er blevet fristet af de smukke borde og gerne selv vil eje et, så gå ind i butikken (eller ring og få en snak med Torsten) og sig kodeordet ’Connaissances’. Så får du 20% rabat på det bord, du køber. Tilbuddet til Connaissances’ læsere er gældende hele november til og med mandag d. 30. november.

TIP: Har du lyst til at prøve at lave mad i en rigtig tagine? Sådan nogle har Torsten også. Du kan se dem i hans 2. butik/udstillingslokale på Frederiks Allé 101, ca. 150 meter fra butikken A Mano i Jægergårdsgade 53. Taginerne forhandles i 4 størrelser, og koster fra 95 til 295 kr.

Har du lyst til at læse historien om familiens rejse og om marokkopuderne, der blev starten på det hele, så er her en artikel i Jyllands-Posten fra december 2014.

A Mano, Jægergårdsgade 53, 8000 Aarhus C. Telefon 86123150, Mail: butik@amano.dk