Nogle gange er det en overvindelse at komme afsted til et arrangement en mørk, råkold vinteraften, hvor sofaen står og råber fra den varme stue. Onsdag aften var en af den slags aftener. Men afsted kom jeg – og det blev en af den slags aftener, hvor man føler sig beriget, når man vender næsen hjemad.
Den marokkanske forfatter Abdellah Taïa er i Danmark for tiden, inviteret af Aarhus Litteratur-center på Godsbanen i samarbejde med Authors in Aarhus. Arrangementet på Dokk1 onsdag aften var en samtale mellem Abdellah Taïa og hans danske oversætter Simon Hartling, og de kom vidt omkring på de halvanden time, samtalen varede.
Udtalelsen, som jeg har citeret i overskriften, faldt i starten af samtalen, hvor Abdellah Taïa blev spurgt om selvcensur, og om han var bange for reaktionerne på, hvad han skrev i sine bøger. Taïa kommer fra en stor familie i fattige kår i Marokko, en familie hvor overtro og troen på ånder var (og er) styrende for særligt moderen. Selv efter studier i fransk litteratur i Paris og en påbegyndt ph.d. afhandling (der dog ikke blev færdiggjort) fortalte Taïa, at når han skriver er han mere bange for, hvad ånderne mener om det han skriver, end hvad myndighederne og andre mennesker måtte tænke.
Den homoseksuelle forfatter, der sprang ud i 2005, kunne ellers have sit at frygte fra de marokkanske myndigheder i et land, hvor homoseksualitet er strafbart. Selvom han på det tidspunkt havde boet i Paris siden 1999 og følte sig fri, måtte han sande, at hans frihed til at springe ud som homoseksuel i Paris skadede hans familie hjemme i Marokko, der fik de marokkanske normer at føle. Han fortæller videre, at han før i tiden ikke udsatte sig selv for selvcensur, men at det har ændret sig, så han i dag tænker lidt mere over, hvordan han formulerer sig.
Da han i 2010 begyndte planlægningen af filmatiseringen af sin roman L’armée du salut (oversat til dansk i 2015 med titlen Englene fra Frelsens Hær) og ønskede at filme i Marokko, fik han – til sin egen overraskelse – tilladelse fra myndighederne til at filme, og mødte større forståelse fra de marokkanske myndigheder og samfund generelt end han havde regnet med. Filmen blev ikke forbudt af myndighederne, der netop støttede ved at give tilladelse til at filme. Dog måtte han hente pengene til produktionen i Frankrig. Trods det faktum at homoseksualitet er forbudt i Marokko, kan mange marokkanske familier nikke genkendende til at have en homoseksuel person i familien.
Filmens produktionsproces blev i øvrigt en øjenåbner på det menneskelige plan for Taïa, der fra sin helt tidlige ungdom har været vant til at skulle kontrollere sig selv og sin fremtoning, så ingen skulle opdage at han var homoseksuel. Alligevel oplevede han både vold og gruppevoldtægter, og tilføjer: “jeg stoler ikke på andre mennesker”. Men for at få filmen realiseret var han nødt til at stole på andre mennesker: På kameraholdet, på den lokale, marokkanske caster der skaffede 200 unge marokkanere til filmens casting og på alle de andre, der var involveret i filmens tilblivelse. Videre fortæller han, at det var en fantastisk oplevelse at opdage, hvor stor en hjælp og hvor imødekommende alle var, og tilføjer, at han vil gerne fortsætte med at lave film.
På spørgsmålet om, hvorvidt han via sit forfatterskab har fået mulighed for indflydelse i det marokkanske samfund, svarer Taïa, at han håber at kunne give et billede af, hvordan det er at være homoseksuel. Ikke et æstetisk men et realistisk billede, og at han håber at han kan hjælpe folk med deres virkelige liv. Han fortæller videre, at han længe har været i kontakt med sine marokkanske læsere, hvor nogle – så unge som ned til 14-15 år – spørger om råd til, hvornår de skal springe ud. Med sine egne smertefulde erindringer in mente plejer hans råd at være, at de skal vente. Vente, til de er mentalt frie: Frie af deres forældres autoritet og økonomisk selvforsørgende. Frihed er ikke at gøre, hvad der passer dig, uden hensyntagen til andre.
Hvad angår de marokkanske myndigheder svarer Taïa, at der har han ingen indflydelse, men det faktum at hans bøger udgives i Frankrig (læs: Paris) er noget der imponerer og giver status i det officielle Marokko. Det er stort, og derfor er han ’tilgivet’ af de marokkanske myndigheder for at være homoseksuel. “At komme fra fattige, marokkanske kår og til at blive udgivet på et stort forlag i Paris (Éditions du Seuil) giver respekt i Marokko. Det er den der kolonialhistoriementalitet, og jeg vil gerne have den autoritet det giver at blive udgivet i Paris. At være fanget i fattigdom giver ikke respekt. At undslippe det giver frihed og autoritet. Det har noget at gøre med, hvordan mennesker ser andre mennesker. Det er det samme alle steder”.
På tirsdag den 8. marts er der endnu et forfatterarrangement i Aarhus, hvor Abdellah Taïa vil være i samtale med den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen. Nord møder syd i en samtale om blandt andet dobbelte identiteter. Det kan kun blive mindst lige så interessant som arrangementet i onsdags. Se mere om arrangementet på Godsbanen i Aarhus her.
Abdellah Taïa tager også turen til Brandts klædefabrik i Odense, hvor han holder foredrag lørdag den 12. marts, i forbindelse med udstillingen Merchants of dreams. Se mere her.
Onsdag var også udgivelsesdagen for den danske oversættelse af Abdellah Taïas roman Une mélancolie arabe, der på dansk har fået titlen Arabisk vemod. Den anmelder jeg på bloggen indenfor den nærmeste fremtid.
God weekend :)
Seneste kommentarer