A Mano – marokkansk mosaikkunst med mere

Opdatering maj 2024: A Mano lukkede i december 2023.

Måske har du bemærket det mosaikbord, jeg normalt bruger, når jeg tager billeder af mad eller en bog? Jeg er blevet spurgt, hvor jeg har det fra, så jeg har været en tur i Jægergårdsgade i Aarhus, hvor butikken A Mano ligger, og hvor jeg købte bordet  for syv år siden.

Da jeg kommer ind i butikken er indehaveren, Torsten Hansen, ved at gøre morgengymnastik. Det kalder han det daglige arbejde med at bære de smukke, men tunge cafeborde ud. Da dagens motion er overstået, kommer han og sætter sig til en snak om, hvor bordene kommer fra, og hvordan de er lavet.

Butikken, virksomheden og brandet A Mano, der betyder ’håndlavet’ på spansk, blev til efter en længere familierejse i autocamper i 1998, der blandt andet gik til Marokko. Da familien kom hjem havde de autocamperen fyldt op med marokkopuder, og det blev starten på A Mano, som  i dag har gjort Torsten til Nordeuropas største producent af marokkopuder. Butikken er fyldt med dem, men mosaikbordene tager også en del plads op, og det er dem, jeg er kommet for at høre nærmere om.

Torsten fortæller, at importen af mosaikbordene kom til i 2002. Hvert bord består af en bordplade, hvor han selv designer de forskellige mønstre og farver. De håndlavede keramikfliser kan være enten glaserede eller uglaserede. De tilhuggede fliser bliver monteret i en jernramme med armeret beton, og bordpladen er tung nok til at ligge fast på bordstellet i smedejern, når den bliver lagt ovenpå. Han arbejder på at lave bordpladerne i fiber i stedet for, så de bliver lettere at have med at gøre. Cafépersonale, der dagligt skal sætte borde og stole frem udendørs, og sætte dem væk igen om aftenen, vil helt sikkert blive glade for det tiltag, men der er endnu et stykke vej, før ideen er færdigudviklet.

A Mano 1a Marokkansk mosaikkunst

A Mano 6 Marokkansk mosaikkunst

Sydlandsk og skandinavisk stil

Marokkanske Marrakech er blevet et yndet turistmål, og den varme og farverige stil som vi oplever når vi er på ferie på sydlige destinationer (f.eks. også Provence) forelsker vi os i, og vil også have derhjemme. Eksempelvis har A Mano leveret marokkanske caféborde og spiseborde til hotel Villa Provence i Aarhus samt til adskillige restauranter og cafeer i byen. ”I starten havde vi mere farverige borde i butikken”, fortæller Torsten, og fortsætter: ”Men farver som gul, orange og blå passer bare ikke rigtigt til den danske/skandinaviske boligstil. Det er svært at omplante sydens varme boligstil til det kolde Skandinavien og de danske parcelhuse, så med tiden er farvevalget af klinkerne blevet tilpasset, så bordene passer bedre til de nedtonede farver, vi bruger her”. Danskerne har skullet vænne sig til stilen, og ved at tilpasse farvevalget i klinkerne til beige plus en farve eller to mere har han ramt den skandinaviske smag, og bordene er blevet en succes.

Produktionen

Hvert enkelt bord er designet af Torsten selv, hvorefter han sender bestillingen til sin marokkanske samarbejdspartner i Marrakech. Her har hans samarbejdspartner tre små fabrikker, hvor bordene laves, og ligeledes stolene i smedejern, som Torsten også har designet. Torsten fortæller, at hans bestillinger beskæftiger 8-12 familier i byen, det varierer fra produktion til produktion. Fair trade er en vigtig del af virksomhedens filosofi og bliver tilstræbt i videst muligt omfang. Og, tilføjer Torsten, ”Vi er meget opmærksomme på, at der ikke foregår børnearbejde, så det bliver der løbende tjekket op på”. Hver tredje måned tager han til Marrakech for at bese produktionen og sine bestillinger, og overvåger personligt at de bestilte varer er i orden og kommer med i containeren til Danmark.

En meget lang tradition

Det mosaikarbejde, der ligger bag de marokkanske mosaikborde, har en århundredlang historie. Det gamle kunsthåndværk går helt tilbage til Maurernes tid og deres besættelse af Spanien, der varede indtil slutningen af 1400-tallet. Maurerne kom fra det nordvestafrikanske område, delvist det nuværende Marokko og Algeriet, og de tog deres håndværk og rigt udsmykkede arkitektur med. Har du været i Granada og set Alhambra fæstningen, har du sikkert også set de rigt udsmykkede vægge med mosaikker.

I dag eksisterer mosaikkunsten primært i Marokko, men det er de samme, gamle håndværkstraditioner og fremgangsmåder, der ligger til grund for de rigt udsmykkede mosaikker. I byen Fes i Marokko ligger der en skole, der uddanner folk i det ældgamle håndværk.

Det hele begynder med en lille flise på 10×10 cm, der farves med glasur i primært blå, grønne, gule, røde og hvide nuancer, og brændes. Herefter bruges en skabelon til at ridse formen på den enkelte mosaikklinke – der kaldes en ’zellige’ – op på flisen. Dygtige og præcise arbejdere hugger derefter hver enkelt zellige ud af flisen. De mest anvendte former er firkanter, trekanter og sekskanter, men også stjerneformer og mere organiske former anvendes.

Nogle borde er meget rige på mønstre og kan tage uger at lave. Det er Le Mâllem, håndværksmesteren, der har til opgave at sætte alle zelliges sammen til de smukke geometriske eller blomsterinspirerede  motiver, ofte på baggrund af en matematisk formel. Her kan du se eksempler på de smukke mønstre. Disse kan ikke sælges her i Skandinavien, siger Torsten (det er det med den sydlandske kontra den skandinaviske stil), men det er det samme, hundredårige håndværk der ligger bag de borde, som Torsten designer og sælger i butikken.

Kendskabet til marokkopuderne og bordene har de seneste 15 år bredt sig som ringe i vandet og det resulterede i forrygende travlhed. Virksomheden vokser, og de har ikke haft behov for at reklamere ret meget. Det har længe været ham selv og hustruen, der har drevet virksomheden, men på et tidspunkt blev det for meget og Torsten var nødt til at drosle kraftigt ned. Som han siger: ”Der skal også være plads til at vi har det godt”. Børnene er store nu og hjælper til, og de vil gerne træde ind i firmaet, så han arbejder på at finde egnede lokaler i København til en ny butik. Det nye sted skal være et miks af café/brasserie, galleri og showroom. Planen er samtidig at introducere endnu flere forskellige størrelser puder og flere stolemodeller. ”Jeg arbejder på at designe den ultimative stol, som skal være en stabelstol, men det er ikke helt i mål endnu”, siger Torsten. Til foråret bliver butikken i Aarhus bygget om og udvidet.

Sidder du nu og tænker, at sådan et bord kunne du også godt tænke dig?

Torsten fortæller, at A Manos hjemmeside i øjeblikket er under omlægning, men når den kommer op igen, vil den også indeholde en onlineshop, hvor man selv vil kunne designe sit mosaikbord med farver og mønster. Leveringstiden vil være ca. 3 måneder fra bestillingen er afgivet.

Og se så lige her et tilbud, Torsten kommer med til Connaissances’ læsere: Hvis du er blevet fristet af de smukke borde og gerne selv vil eje et, så gå ind i butikken (eller ring og få en snak med Torsten) og sig kodeordet ’Connaissances’. Så får du 20% rabat på det bord, du køber. Tilbuddet til Connaissances’ læsere er gældende hele november til og med mandag d. 30. november.

TIP: Har du lyst til at prøve at lave mad i en rigtig tagine? Sådan nogle har Torsten også. Du kan se dem i hans 2. butik/udstillingslokale på Frederiks Allé 101, ca. 150 meter fra butikken A Mano i Jægergårdsgade 53. Taginerne forhandles i 4 størrelser, og koster fra 95 til 295 kr.

Har du lyst til at læse historien om familiens rejse og om marokkopuderne, der blev starten på det hele, så er her en artikel i Jyllands-Posten fra december 2014.

A Mano, Jægergårdsgade 53, 8000 Aarhus C. Telefon 86123150, Mail: butik@amano.dk