Emmanuel Macron: Révolution

ANMELDELSE

Révolution er Emmanuel Macrons politiske vision for et nyt Frankrig. Den er ambitiøs. Meget ambitiøs. Lykkes det for ham, bliver han en af den 5. Republiks helt store præsidenter. Lykkes det ikke, vil vi se ham falde til jorden som en Ikaros. Han er oppe mod et fransk paradoks, som de seneste præsidenter har slået sig gevaldigt på.

Enhver fransk politiker med respekt for sig selv har skrevet mindst een bog. Frankrigs nye præsident Emmanuel Macron er ingen undtagelse.

Révolution er hans manifest, hans vision for et nyt og bedre Frankrig. Den udkom i november 2016, lige op til de første primærvalg, der skulle afgøre, hvem der skulle være præsidentkandidater for de store højre- og venstrefløjspartier.

Bogens 16 kapitler er bemærkelsesværdigt velstrukturerede i deres rækkefølge. De er nærmest som cirkler i vandet. Macron starter med at fortælle om sig selv. Hvem han er og hvad han mener. Så udvider han cirklen og beskriver Frankrig og franskmændene, den franske identitet og den situation, nationen sidder fast i nu, som han ser og analyserer problemstillingen. Et kapitel om globaliseringen danner afsæt for hans visioner for et “nyt” Frankrig, der er klædt på til at tage hul på det 21. århundrede. Og vi taler her hele paletten: Arbejde og uddannelse for alle, beskyttelse af samfundets svage. En ny fransk identitet som alle kan være stolte af og forenet i, det være sig franskmænd i både land og by og oversøiske områder. Statens rolle som beskytter, så borgerne kan færdes trygt og sikkert. Europa får også et kapitel med på vejen. Efter endt læsning sidder man og tænker, at der da vist ikke er den sten, han ikke gerne vil vende, og at han da vist har skævet en hel del til den skandinaviske samfundsmodel.

Det omdrejningspunkt, han hele bogen igennem skriver op imod, er, hvad  han selv kalder ‘det franske paradoks’. Og præcis her har manden godt nok en pointe: Det franske paradoks handler om, at franskmændene er lede og kede af deres samfundssystem og måden, det er skruet sammen på. Men hvis en præsident forsøger sig med reformer, brokker de sig helt vildt og protesterer/demonstrerer/strejker, og forandringer bliver aldrig til meget andet end noget lappearbejde. Og derfor sidder Frankrig fast i en række kriser nu.

Macron kalder sin bog for Révolution. Fordi han ønsker at ændre den franske samfundsopbygning gennemgribende, så den bliver tidssvarende og klar til at håndtere globaliseringen. Og det kommer til at kunne mærkes. Han bruger hele bogen på at forberede franskmændene på, hvad der vil komme af forandringer og på at forklare, hvorfor det er nødvendigt.

Der bliver en del kameler at sluge for den menige franskmand.

Macrons vision for Frankrig er ambitiøs for at sige det mildt. Lykkes det for ham, bliver det franske samfund klar til det 21. århundrede og globaliseringen i en genvunden førerposition. Lykkes det ikke for ham, tror jeg vi vil se en præsident falde til jorden som en Ikaros med brændte vinger.

På fransk har man begrebet clarté – klarhed – som ofte også bliver brugt om det franske sprog. Macron skriver klart, præcist og letforståeligt, og teksten er en fornøjelse at læse på fransk.

Emmanuel Macron Révolution. Editions XO, Paris (Udkommet nov. 2016). 17,90 €

Udkommet på dansk 19. april 2017 på Informations Forlag. kr. 237,95

Det franske præsidentvalg – de 500 ‘parrainages’

fransk-præsidentvalg-2017I lørdags offentliggjorde det franske forfatningsråd listen med de kandidater til det franske præsidentvalg, der havde opnået de krævede 500 parrainages. Læs her om, hvad det betyder.

I sidste uge skrev jeg et blogindlæg med de 10 kandidater, der stiller op til det franske præsidentvalg.

I princippet kan enhver fransk vælger stille op til et fransk præsidentvalg. Men det er ikke gjort med deres ønske eller hensigtstilkendegivelse om at stille op. De kandidater, der ønsker at stille op til præsidentvalget, skal hver især stille med 500 parrainages. Og det er ikke så ligetil en sag.

Hvad betyder parrainages?

Parrainer på fransk betyder direkte oversat ‘at stå fadder til’. Og i tilfældet med de kandidater, der ønsker at stille op til det franske præsidentvalg handler det om, at de hver især skal have minimum 500 støtter til deres kandidatur. Og det er ikke hvem som helst, der kan støtte. Ifølge reglerne skal det være folkevalgte fra de franske departementer, regioner, kommuner, senatet eller Europaparlamentet, og det kan være folkevalgte fra både det kontinentale Frankrig og de oversøiske områder. ‘Fadderskaberne’ skal komme fra minimum 30 forskellige departementer, og højst 50 (10%) må komme fra eet enkelt departement.

Det franske Forfatningsråd står for indsamlingen af les parrainages, som helt konkret er en formular, som ‘fadderne’ selv skal indsende til rådet via almindelig brevpost. Dette har de haft mulighed for at gøre i perioden 24. februar frem til i fredags den 17. marts kl. 18.00. Forfatningsrådet godkender (eller afviser) løbende, at de indkomne støtteformularer overholder alle regler, og derfor kunne Forfatningsrådets præsident Laurent Fabius allerede i lørdags offentliggøre navnene på de 11 kandidater, der har opnået minimum 500 parrainages.

Hvad så, hvis en person mod sin vilje har fået 500 parrainages?

De kandidater, der har fået mere end de 500 parrainages, bliver alle formelt spurgt, om de ønsker at være kandidat, da en kandidat ikke kan blive opstillet mod sin vilje. Kandidaterne skal desuden underskrive et dokument om deres formuesituation.

Så hvem er nu officielt godkendte kandidater til første runde?

Det er, i alfabetisk orden:

  • Nathalie Arthaud (Lutte ouvrière)
  • François Asselineau (Union populaire républicaine)
  • Jacques Cheminade (Solidarité et progrès)
  • Nicolas Dupont-Aignan (Debout la France)
  • François Fillon (Les Républicains)
  • Benoît Hamon (Parti socialiste)
  • Jean Lassalle (Résistons !)
  • Marine Le Pen (Front national)
  • Emmanuel Macron (En marche !)
  • Jean-Luc Mélenchon (La France insoumise)
  • Philippe Poutou (Nouveau parti anticapitaliste)

Listen over, hvor mange godkendte parrainages de enkelte kandidater har fået kan ses her (scroll lidt ned på siden, så kommer tabellen).

Det betyder, at i forhold til den liste på de 10 kandidater, jeg skrev om i sidste uge, er Charlotte Marchandise fra LaPrimaire.org ude, mens François Asselineau fra Union populaire républicaine og Jean Lassalle fra det lille parti Résistons er inde. 

På avisen Le Mondes hjemmeside kan du læse en artikel om de nu 11 officielt godkendte præsidentkandidater, og på Forfatningsrådets hjemmeside her kan du læse meget mere om reglerne for les parrainages.

“Les poilus” – en behåret historie?

Der er noget, der har undret mig…

De franske soldater under 1. Verdenskrig gik under navnet les poilus. Poilu betyder konkret ‘behåret’ eller ‘dækket af hår’, og forekommer umiddelbart ikke at være et særligt flatterende kælenavn at give de millioner af soldater, der modigt kæmpede i den lange skyttegravskrig?

Det har jeg gravet lidt i. Og er noget overrasket over, hvad der dukkede op. Ordet har selvfølgelig en historisk oprindelse, men netop under 1. Verdenskrig fik det også en kulturel betydning, der skilte vandene.

Hvis man kigger lidt på selve ordet i Trésor de la langue française, så er den oprindelige betydning ‘behåret’. Det kan været en plante, et dyr osv, eller det kan være et menneske, der ikke er blevet soigneret i lang tid (f.eks. uklippet hår og langt skæg).

I 1800-tallet begyndte ordet at dukke op i litteraturen, hvor det fik en anden og langt mere positivt ladet betydning, nemlig ‘en modig og energisk mand’. Honoré de Balzac brugte blandt andet udtrykket i romanen Père Goriot, og det er måske herfra at kælenavnet for soldaterne er opstået. Det er dog ikke umuligt at Balzac har ladet sig inspirere af Molière, der i 1659 brugte udtrykket ‘être un brave à trois poils’ i en-akts komedien Les Précieuses ridicules (scene 12). (Og her bliver det en smule teknisk-nørdet: Trois poilstre hår eller tråde – er på Molières tid en angivelse af vævetætheden af fløjl og velour.)

I en artikel i Le Figaro den 9. juli 1918 gik sprogforskeren og forfatteren Jean Psichari i dybden med spørgsmålet om oprindelsen og betydningen af ordet poilu. Han stod jo, i 1918, så at sige midt i misèren, og kunne spørge de involverede. Han konstaterede noget ret overraskende. Det viste sig, at hvor civilbefolkningen og politikerne brugte Molières og Balzacs betydning af poilu som kælenavn for de modige soldater, så var soldaterne selv ret meget imod at blive kaldt poilus. De hørte den konkrete betydning af ordet og indvendte, at selvom de ofte var tvunget til at lade skæg og hår være usoigneret når de var ved fronten – af mangel på sanitære foranstaltninger – så var soignering noget af det første de bragte i orden, når de var på orlov. Soldaterne imellem foretrak at kalde hinanden les hommes – mændene.

Her kan du læse hele Psicharis artikel fra 1918, som Le Figaro bragte igen i 2014, 100-året for udbruddet af 1. Verdenskrig.

God weekend :)

Billede fra Wikipedia Commons

Hvad blev der af Nuit Debout-bevægelsen?

Nuit Debout Paris

Nuit Debout bevægelsen i Frankrig er tilsyneladende død og begravet, skal man tro de franske medier. Men er den nu også det?

Kan du huske, jeg skrev om Nuit Debout-bevægelsen tilbage i april, hvor den var helt ny? Protestbevægelsen, der natten mellem 31. marts og 1. april udsprang spontant af en stor demonstration imod lovforslaget om en ny arbejdsmarkedsreform? Bevægelsen besatte samme aften Place de la République i det centrale Paris, hvor demonstranterne organiserede sig i en række komiteer der fremsatte forslag, som blev diskuteret på fællessamlinger hver aften. Efter en række episoder med vold, for meget larm og klager fra beboerne omkring pladsen i løbet af april, blev der lidt stille i medierne omkring Nuit Debout.

I starten af maj var jeg forbi Place de la République for at se, hvordan det hele stod til. Den ene ende af pladsen var stadig besat af Nuit Debout-bevægelsen, men det hele foregik meget fredeligt. Den dag var det faktisk den store statue af Marianne, medtaget som hun var som samlingspunkt for folket efter terrorangrebene sidste år, der gjorde størst indtryk.

Men hvor er bevægelsen i dag?

Le Monde har ikke skrevet om bevægelsen siden 8. juli, som markerede bevægelsens 100 dages jubilæum. Her konstaterer avisen, at der hersker udbredt ‘våbenhvile’ på pladsen, og kun en håndfuld personer er tilbage.

Som denne artikel fra LeFigaro analyserer, så er Nuit Debout en bevægelse uden (erklæret, officielt) lederskab, og det er måske dens største svaghed. Skal en bevægelse have succes og vokse sig stor, må der nødvendigvis være en leder – eller en ledelse – der sætter en kurs. Avisen konstaterer i artiklen dateret 30. juni, at der ikke er flere fællessamlinger, at tilslutningen til bevægelsen tynder ud og at der reelt er lukket og slukket…

Men mens medierne tilsyneladende har mistet interessen i Nuit Debout-bevægelsen, indkalder Nuit Debout i Paris til nye møder for at forberede anden sæson i bevægelsens levetid. Skal man tro bevægelsens egen hjemmeside sker der stadig masser af ting i de lokale Nuit Debout bevægelser rundt om i Frankrig, og hjemmesidens kalender har dagligt arrangementer noteret for hele landet.

Marianne-place-de-la-republique

I mellemtiden er den store statue med Marianne på Place de la République blevet rengjort, efter at have været midtpunkt for franskmændene efter terrorattentaterne sidste år. Men der er ikke tale om at folkets tilkendegivelser og minder efter terrorangrebene bliver kasseret. Bystyrets tekniske afdeling har jævnligt fjernet visne blomsterbuketter, men breve, tekster og billeder bliver journaliseret og gemt i arkiverne. På længere sigt skal en del af dem måske indgå i en udstilling på Musée Carnavalet, Paris’ byhistoriske museum. Her kan du se billeder af rengøringen af Mariannes sokkel.

Hvad mener du?

Sidste fredag, tidligt om morgenen, var en bus med omkring 50 glade pensionister på vej fra landsbyen Petit-Palais-et-Cornemps i Gironde. De skulle på en dagsudflugt til Béarn i Pyrenæerne. De nåede aldrig længere end til lige syd for den lille by Puisseguin, før bussen kolliderede med en lastvogn, der i et vejsving var skredet ud og blokerede den smalle vej, som der er så mange af i området. Bussens chauffør havde ikke en chance for at undgå kollisionen, men  var snarrådig nok til at åbne bussens døre lige inden kollisionen. Ved sammenstødet brød bussen omgående i brand og var lynhurtigt omsluttet af flammer. Kun 8 personer nåede ud. Resten, 41 personer i bussen og 2 personer i lastbilen, omkom i flammerne. Den lille landsby og de omgivende små byer, hvorfra de ældre kom, er hårdt ramte. Alle kender alle i de små samfund, og alle kender nogen der har mistet, eller kendte en eller flere af de omkomne.

Det er den værste trafikulykke i Frankrig siden 1982, og nyheden nåede også de danske medier sidste fredag. Den forsvandt dog ret hurtigt fra det danske nyhedsbillede, og hvis man vil vide mere skal man til de franske medier, særligt regionalavisen Sud-Ouest.

Allerede fredag eftermiddag var de lokale politikere til stede på ulykkesstedet, således også Bordeaux’ borgmester Alain Juppé. Søndag eftermiddag blev der afholdt en march i Petit-Palais-et-Cornemps til minde om de omkomne, med deltagelse af omkring 5000 mennesker fra lokalområdet. At de lokalt valgte politikere også mødte op, kan man for så vidt godt forstå. I tirsdags var imidlertid både præsident François Hollande og det meste af regeringen og de lokalvalgte politikere til stede til en mindehøjtidelighed i landsbyerne Puisseguin og Petit-Palais-et-Cornemps.

Daniel Cohn-Bendit (tidligere EU-parlamentsmedlem for De Grønne) og Frédéric Saint Clair, der er tidligere rådgiver for Dominique de Villepin, og i dag kommunikationskonsulent, kritiserede i skarpe vendinger præsidenten og det meste af regeringen for at stille op til mindehøjtidelighed tirsdag i den lille landsby (man ser en uendelig kortege af ministerbiler på de små veje for sig…) i et forsøg på at profilere sig politisk. Således mener Cohn-Bendit at der er himmelvid forskel på om præsidenten deltager i en lokal mindehøjtidelighed (der, hvor forfærdelige omstændighederne end måtte være, er upolitisk), og om han deltager i en demonstration/mindehøjtidelighed efter attentatet på Charlie-Hebdo, der, igen, er forfærdelig og rystende, men politisk. Frédéric Saint Clair er endnu skarpere i sin kritik: Nok er 43 døde et højt antal, men hvad med de resterende tusindvis af trafikdræbte? Og hvis præsident og regering udfolder så meget retorik og deltagelse som det skete i dette tilfælde, hvad så når det bliver virkelig alvorligt? Og Saint Clair holder sig ikke tilbage fra at mene, at det værste er, når politikerne vender selvtilfredse tilbage til regerings-kontorerne i Paris, og deres embedsmænd efterfølgende holder øje med meningsmålingerne for at se, om deres deltagelse har gjort en forskel…

Vi ser en lignende tendens herhjemme og i resten af Europa, at politikere og kongelige stiller op til mindehøjtideligheder. Er det rettidig omhu for de berørte borgere, eller er det profilering af egen politiske position på bekostning af mennesker i dyb sorg?

Hvad mener du?