Sidste fredag, tidligt om morgenen, var en bus med omkring 50 glade pensionister på vej fra landsbyen Petit-Palais-et-Cornemps i Gironde. De skulle på en dagsudflugt til Béarn i Pyrenæerne. De nåede aldrig længere end til lige syd for den lille by Puisseguin, før bussen kolliderede med en lastvogn, der i et vejsving var skredet ud og blokerede den smalle vej, som der er så mange af i området. Bussens chauffør havde ikke en chance for at undgå kollisionen, men var snarrådig nok til at åbne bussens døre lige inden kollisionen. Ved sammenstødet brød bussen omgående i brand og var lynhurtigt omsluttet af flammer. Kun 8 personer nåede ud. Resten, 41 personer i bussen og 2 personer i lastbilen, omkom i flammerne. Den lille landsby og de omgivende små byer, hvorfra de ældre kom, er hårdt ramte. Alle kender alle i de små samfund, og alle kender nogen der har mistet, eller kendte en eller flere af de omkomne.
Det er den værste trafikulykke i Frankrig siden 1982, og nyheden nåede også de danske medier sidste fredag. Den forsvandt dog ret hurtigt fra det danske nyhedsbillede, og hvis man vil vide mere skal man til de franske medier, særligt regionalavisen Sud-Ouest.
Allerede fredag eftermiddag var de lokale politikere til stede på ulykkesstedet, således også Bordeaux’ borgmester Alain Juppé. Søndag eftermiddag blev der afholdt en march i Petit-Palais-et-Cornemps til minde om de omkomne, med deltagelse af omkring 5000 mennesker fra lokalområdet. At de lokalt valgte politikere også mødte op, kan man for så vidt godt forstå. I tirsdags var imidlertid både præsident François Hollande og det meste af regeringen og de lokalvalgte politikere til stede til en mindehøjtidelighed i landsbyerne Puisseguin og Petit-Palais-et-Cornemps.
Daniel Cohn-Bendit (tidligere EU-parlamentsmedlem for De Grønne) og Frédéric Saint Clair, der er tidligere rådgiver for Dominique de Villepin, og i dag kommunikationskonsulent, kritiserede i skarpe vendinger præsidenten og det meste af regeringen for at stille op til mindehøjtidelighed tirsdag i den lille landsby (man ser en uendelig kortege af ministerbiler på de små veje for sig…) i et forsøg på at profilere sig politisk. Således mener Cohn-Bendit at der er himmelvid forskel på om præsidenten deltager i en lokal mindehøjtidelighed (der, hvor forfærdelige omstændighederne end måtte være, er upolitisk), og om han deltager i en demonstration/mindehøjtidelighed efter attentatet på Charlie-Hebdo, der, igen, er forfærdelig og rystende, men politisk. Frédéric Saint Clair er endnu skarpere i sin kritik: Nok er 43 døde et højt antal, men hvad med de resterende tusindvis af trafikdræbte? Og hvis præsident og regering udfolder så meget retorik og deltagelse som det skete i dette tilfælde, hvad så når det bliver virkelig alvorligt? Og Saint Clair holder sig ikke tilbage fra at mene, at det værste er, når politikerne vender selvtilfredse tilbage til regerings-kontorerne i Paris, og deres embedsmænd efterfølgende holder øje med meningsmålingerne for at se, om deres deltagelse har gjort en forskel…
Vi ser en lignende tendens herhjemme og i resten af Europa, at politikere og kongelige stiller op til mindehøjtideligheder. Er det rettidig omhu for de berørte borgere, eller er det profilering af egen politiske position på bekostning af mennesker i dyb sorg?
Hvad mener du?
Seneste kommentarer