“Les poilus” – en behåret historie?

Der er noget, der har undret mig…

De franske soldater under 1. Verdenskrig gik under navnet les poilus. Poilu betyder konkret ‘behåret’ eller ‘dækket af hår’, og forekommer umiddelbart ikke at være et særligt flatterende kælenavn at give de millioner af soldater, der modigt kæmpede i den lange skyttegravskrig?

Det har jeg gravet lidt i. Og er noget overrasket over, hvad der dukkede op. Ordet har selvfølgelig en historisk oprindelse, men netop under 1. Verdenskrig fik det også en kulturel betydning, der skilte vandene.

Hvis man kigger lidt på selve ordet i Trésor de la langue française, så er den oprindelige betydning ‘behåret’. Det kan været en plante, et dyr osv, eller det kan være et menneske, der ikke er blevet soigneret i lang tid (f.eks. uklippet hår og langt skæg).

I 1800-tallet begyndte ordet at dukke op i litteraturen, hvor det fik en anden og langt mere positivt ladet betydning, nemlig ‘en modig og energisk mand’. Honoré de Balzac brugte blandt andet udtrykket i romanen Père Goriot, og det er måske herfra at kælenavnet for soldaterne er opstået. Det er dog ikke umuligt at Balzac har ladet sig inspirere af Molière, der i 1659 brugte udtrykket ‘être un brave à trois poils’ i en-akts komedien Les Précieuses ridicules (scene 12). (Og her bliver det en smule teknisk-nørdet: Trois poilstre hår eller tråde – er på Molières tid en angivelse af vævetætheden af fløjl og velour.)

I en artikel i Le Figaro den 9. juli 1918 gik sprogforskeren og forfatteren Jean Psichari i dybden med spørgsmålet om oprindelsen og betydningen af ordet poilu. Han stod jo, i 1918, så at sige midt i misèren, og kunne spørge de involverede. Han konstaterede noget ret overraskende. Det viste sig, at hvor civilbefolkningen og politikerne brugte Molières og Balzacs betydning af poilu som kælenavn for de modige soldater, så var soldaterne selv ret meget imod at blive kaldt poilus. De hørte den konkrete betydning af ordet og indvendte, at selvom de ofte var tvunget til at lade skæg og hår være usoigneret når de var ved fronten – af mangel på sanitære foranstaltninger – så var soignering noget af det første de bragte i orden, når de var på orlov. Soldaterne imellem foretrak at kalde hinanden les hommes – mændene.

Her kan du læse hele Psicharis artikel fra 1918, som Le Figaro bragte igen i 2014, 100-året for udbruddet af 1. Verdenskrig.

God weekend :)

Billede fra Wikipedia Commons

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *