Ringe af kærlighedslåsene

Kan du huske, at jeg skrev om kærlighedslåsene på Ponts des Arts?

Nu er der nogen der har fået en kanongod ide, så ihvertfald en lille del af metallet fra alle de mange tons låse fra broerne bliver genanvendt i samme ånd, som låsene oprindeligt blev hængt på broerne: Som et romantisk tegn på evig kærlighed.

I følge denne artikel på Le Figaro online, har en af de medarbejdere, der vedligeholder broerne i Paris, samlet afklippede hængelåse i flere år. På et tidspunkt blev han træt af at have dem liggende i sin bil, og fik så den geniale ide at få dem smeltet om til et nyt kærlighedssymbol – en ring.  I samarbejde med en designer, en smed der smelter metallet om og en guldsmed der laver ringene, blev Lock me Tender dannet, og de producerer ringene, som man kan købe direkte fra hjemmesiden. Paris’ bystyre, der opbevarer alle de mange tons hængelåse fra broerne, ønsker ikke at medvirke i projektet. Så projektet er af begrænset varighed, da medarbejderen ‘kun’ har 150 kg hængelåse på lager. Han havde ellers gerne set at overskuddet fra salget af ringene var gået tilbage i bystyrets pengekasse til vedligeholdelse af broerne. I stedet går 10% af overskuddet til at hjælpe de hjemløse, der lever under Paris’ broer.

Bague original couleur2

Ringene koster 79 € pr stk, og mon ikke de ender med at blive et samlerobjekt, når der ikke er mere messing at lave ringe af?

Fotos: Lock Me Tenders dossier de presse