Er franskmændene positive og optimistiske mennesker?

(Merci de trouver le texte original en français en bas)

Dorothée Franskmændene positive Dagens gæsteblogger er Dorothée Rokkjær, som er født og opvokset i franske Calais og har boet i Danmark de seneste 20 år. Dorothée er cand.mag i fransk sprog og kulturformidling, og har en Maîtrise de Langues Etrangères Appliquées (kandidatgrad i anvendte fremmedsprog) fra Frankrig. Sæt dig godt til rette, for her kommer nogle morsomme og særdeles rammende betragtninger over danske og franske kulturforskelle:

Hvis man slår op i ordbogen Larousse kan man blandt definitionerne på ‘optimisme’ finde den følgende: Sindstilstand med tilbøjelighed til at se tingene fra den gode side.

Fra et meget personligt perspektiv, der på ingen måde skal forestille at være generaliserende, har jeg besluttet at skrive en lille artikel om franskmændenes optimisme.

For hvis der er et karaktertræk ved franskmændene som jeg kender godt, og som springer mig så meget mere i øjnene efter mine 20 år i Danmark, så er det, at vi ikke er skabt til at leve i positivitet og konsensus.

Vi franskmænd elsker at diskutere, at have forskellige meninger, finde den lille negative side af tingene snarere end den positive side… Ja, indrømmet, det er helt normalt for os ikke at være enige!

Det betyder ikke at vi søger at skabe problemer der, hvor der ikke er nogen (ikke altid, i det mindste!), vi elsker bare livlige diskussioner og vi holder meget af ikke at være enige og at lufte vores meninger, ofte over et godt måltid mad.

Det ville nærmest blive opfattet som uhøfligt ikke at tale til sin bordherre eller –dame, og ikke at deltage i diskussionerne! Det forekommer mig at være langt fra den skandinaviske model, hvor det er at foretrække ikke at vise sig for meget frem og ikke provokere forsamlingen for meget, hvor det i en samtale er bedre at understrege de positive ting end de negative, og hvor det er velset at sigte efter enighed og falde i eet med massen…Helt sikkert en rest af den famøse Jantelov.

Altså en større kulturforskel mellem en dansker og en franskmand, hvad angår den positive eller negative måde at begå sig i en gruppe… Det, der ses som en nærmest positiv indstilling af den ene kan blive opfattet som en nærmest negativ indstilling af den anden, og vice-versa.

På den anden side, hvis man genlæser vores definition af ‘optimisme’ vil danskeren blive opfattet som en person med en optimistisk tilbøjelighed, idet han hæfter sig ved de positive elementer af en mening for at nå til enighed, mere end franskmanden, som søger at kritisere den udtrykte mening inden han accepterer den.

Ikke nemt at udlede en konklusion af alt dette uden at den bliver forhastet.

Men hvad sker der, når vi er trådt ud af gruppen? Når vi er alene ? Har vi, franskmænd, en mere positiv eller mere negativ holdning?

Endnu en gang, uden at ville generalisere, forekommer det mig, at franskmanden er et brokkehoved: man pruster, man kritiserer, man brokker sig endda over småting når man er helt alene… varmen i bussen, vejret, kommentaren fra en tv-vært, og så videre. Man brokker sig ‘bare fordi’, fordi man er vant til det. Man brokker sig næsten uden at gøre det med vilje, uden at det, man brokker sig over, rører en særlig meget… Kort sagt, man brokker sig uden at det fører videre. Det er som en samfundslov: Det er accepteret at brokke sig, og man tager sig ikke videre af det.

Franskmandens tendens til brok er et karaktertræk som jeg ikke rigtig genfinder hos danskerne. Denne måde at opføre sig på kan irritere en skandinavisk ægtefælle, som med det samme tror at man er i dårligt humør, at man har fået det forkerte ben ud af sengen… Men nej! Man er ikke nødvendigvis klar over at man er et brokkehoved, det er lidt som at trække vejret, det sker per automatik!

Vil det så sige at franskmændene ikke er optimistiske af natur? Ja se det er et ømfindtligt spørgsmål!

For det, der fik mig til at forlade Frankrig for 20 år siden, bortset fra det faktum at jeg var blevet hovedkulds forelsket i en dansker, er netop den tunge og triste side af et Frankrig, der forekom mig ikke at bevæge sig særlig meget, et Frankrig hvor enhver lyst til reformer førte direkte til strejke, et Frankrig hvor  ungdomsarbejdsløsheden var relativ høj (som den desværre stadig er i dag). Og så var selvfølgelig lysten til at se mig omkring, nysgerrigheden efter at opleve en ny kultur og at slå ind på en ny vej også med i overvejelserne, sammen med lysten til at forlade et land der forekom mig at være næsten fuldstændig stagneret.

Denne triste og pessimistiske side, som man dengang i Frankrig mente blot var en depression fordi århundredet var ved at rinde ud, mener jeg stadig er der. Det skal siges at den økonomiske krise, og nu også attentaterne, ikke er nemme ting at gennemleve, og at de helt sikkert bidrager til at forstærke den fremherskende pessimisme.

Så franskmændene er triste, vrisne og pessimister? Ja, og nej:

Jeg oplever dem ofte som bekymrede for deres fremtid og trætte af de vanskeligheder som Frankrig møder. Men jeg ved også at de er inderligt franske, i den positive betydning af ordet, det vil sige at de godt kan lide at hjælpe hinanden, at give og modtage, de elsker et godt måltid, sorgløsheden, humoren, spontaniteten i et improviseret måltid, når det handler om at forlænge et hyggeligt øjeblik mellem venner (« Har I lyst til at blive og spise med os i aften? »). En meget fransk måde at leve på, som de er vant til, og som er fyldt med små fornøjelser!!! Det er deres måde at være positive og møde problemerne på. En lille omgang mad sammen, det styrker moralen, ikk’? Det genoplader batterierne.

Jeg har bemærket at til forskel fra danskerne, så er franskmændene ikke opdraget til at være optimister og stolte af de positive sider af deres land. Det betyder at de lever i og nyder godt af Frankrigs utrolige rigdom og diversitet, men uden virkelig at gøre sig klart, hvor heldige de er.

Et held som turisterne gerne vil nyde godt af:

På førstepladsen over turistmål på grund af den utrolige variation i landskaberne og deres overrumplende skønhed, for rigdommen i kogekunsten og kvaliteten af vinene: Frankrig overrasker turisterne og de bliver ved med at komme tilbage på besøg.

Denne charmerende side af Frankrig, som turisten oplever, minder mig om en film med Meg Ryan, French Kiss, hvor den franske skuespillerinde henrykkes over den franske hjemstavn og over den utrolige variation i et land med 452 forskellige oste! Og hvor den vrisne franskmand der ledsager hende ikke ser noget særligt exceptionelt med denne ostehistorie: For ham er det bare ost.

Amerikaneren ser de gode sider ved Frankrig. Franskmanden ser dem ikke, så vant som han er med at nyde godt af dem.

Måske kunne hemmeligheden bag en større optimisme à la française begynde sådan her : At lære bedre at se de positive ting ved landet, for for at kunne se tingene fra den gode side er det nødvendigt først og fremmest at kunne se dem.

Og alligevel, hvis jeg husker ret, falder den amerikanske kvinde imod sin vilje for denne kritiske, utilfredse og koleriske franskmands charme. Så lad os slutte med en positiv bemærkning hvad angår franskmændene : Der skal noget af alt til at skabe en verden, og den franske ånd, ligeså rig på kritisk sans og provokationer som den er langt fra al lyksalig optimisme, har også noget at charmere med.

Oversættelse: Jette Odgaard Villemoes

La blogueuse du jour est Dorothée Rokkjær, originaire de Calais et habitant depuis vingt ans au Danemark. Dorothée est cand.mag i fransk sprog og kulturformidling (Maîtrise de langue et culture françaises) avec une Maîtrise de Langues Etrangères Appliquées obtenue en France. Asseyez-vous confortablement, voici quelques réfléxions drôles et très pertinantes sur les différences de culture entre les Danois et les Français.

Les Français sont-ils des gens positifs et optimistes?

Si l’on regarde dans le dictionnaire Larousse,  on peut y trouver parmi les définitions  de l’optimisme la suivante: Disposition d’esprit qui incline à prendre les choses du bon côté.

D’une manière très personnelle et qui en aucun cas ne prétend à la généralisation, j’ai décidé de vous écrire un petit papier sur l’optimisme des Français.

Car s’il est un trait de caractère des Français que je connais bien, et qui me saute d’autant plus aux yeux depuis mes 20 années d’expatriation, c’est bien que nous ne sommes pas faits pour vivre dans la positivité et le consensus.

Nous les Français, nous aimons discuter, avoir des opinions différentes, trouver le petit côté négatif des choses plutôt que le côté positif… oui, je l’avoue, ne pas être d’accord pour nous, et bien c’est normal !

Cela ne veut pas dire que nous cherchons à créer des problèmes là où il n’y en a pas (pas toujours du moins!), nous aimons juste les discussions animées et nous adorons  ne pas être d’accord et faire entendre nos opinions, souvent autour d’un bon repas.

Ne pas parler à son voisin de table, ne pas participer aux discussions serait presque considéré comme impoli! Bien loin du modèle scandinave il me semble où il est préférable de ne pas trop se montrer et de ne pas trop provoquer l’assemblée, où il vaut mieux dans une conversation souligner les choses positives que les choses négatives, et où viser le consensus et se fondre dans la masse est bien vu…un reste de la fameuse Jantelov très certainement.

Différence de culture majeure donc entre un Danois et un Français en ce qui concerne la manière positive ou négative de se comporter en groupe… ce qui est considéré comme une attitude plutôt positive par l’un peut être perçu comme une attitude plutôt négative par l’autre, et vice-versa.

D’autre part, si l’on relit notre définition de l’optimisme, le Danois, en se raccrochant aux éléments positifs d’une idée pour arriver au consensus, sera  plus perçu comme un être à tendance optimiste que le Français qui lui cherchera à critiquer l’idée émise avant de la valider.

Pas facile de tirer une conclusion de tout cela sans qu’elle soit hâtive.

Mais que se passe-t-il lorsque nous sommes sortis du groupe? Lorsque nous sommes seuls ? Sommes-nous, Français, dans une attitude plutôt positive ou plutôt négative?

Encore une fois sans prétendre généraliser, il me semble que le Français est d’ une nature râleuse : on souffle, on critique, on râle même tout seul et pour pas grand-chose…la chaleur dans le bus, le temps qu’il fait, le commentaire d’un animateur télé etc. On râle juste comme ça, parce qu’ on a été habitués. On râle presque sans le faire exprès, sans que ce contre quoi on râle nous touche profondément…bref on râle sans que cela aille plus loin. C’est comme un code de société: râler est accepté et on y prête pas plus d’ attention que cela.

La nature râleuse du Français est un trait de caractère que je ne retrouve pas trop chez les Danois. Cette façon de se comporter peut exaspérer un conjoint scandinave qui tout de suite croira que l’on est de mauvaise humeur, que l’on s’est levés du mauvais pied…mais non! On ne s’en rend pas forcément compte que l’on est d’une nature râleuse, c’est un peu comme respirer, c’est dire si l’on y attache peu d’attention!

Est-ce que pour autant cela veut dire que les Français ne sont pas de nature optimiste?

Eh bien la question est délicate !

Car ce qui m’a poussé à quitter la France il y a vingt ans, outre le fait que j’étais tombée éperdument amoureuse d’un Danois, c’est bien le côté lourd et morose d’une France qui me semblait ne pas trop bouger, une France où chaque envie de réforme menait directement à une grève, une France où le taux de chômage pour les jeunes était relativement élevé (comme il l’est encore aujourd’hui malheureusement). Et puis bien sûr l’envie d’aller voir ailleurs, la curiosité de m’immiscer dans une nouvelle culture, de prendre un nouveau chemin sont entrés en compte, à côté de l’envie de sortir d’un pays qui me semblait en pleine stagnation.

Ce côté morose et pessimiste, que l’on pensait à l’époque en France être une simple déprime de fin de siècle, je pense qu’il est toujours là. Il faut dire que la crise économique, et maintenant les attentats ne sont pas des choses faciles à vivre et qu’ils doivent certainement contribuer à amplifier le pessismisme ambiant.

Alors tristes, moroses, et pessimistes les Français? Oui, et non:

Je les trouve souvent soucieux de leur avenir et fatigués des difficultés que la France rencontre. Mais je sais aussi qu’ils sont profondément Français, dans le sens positif du terme, c’est-à-dire qu’ils aiment bien s’entraider, donner et recevoir, ils aiment la bonne table, l’insousciance, l’humour, la spontanéité d’un petit repas non prévu histoire de prolonger un moment agréable entre amis (vous resterez bien manger avec nous ce soir?) Toute une manière de vivre bien française, à laquelle ils sont habitués,  et qui est remplie de petits plaisirs!!! C’est leur manière à eux d’être positifs et de faire face aux problèmes. Une petite bouffe ensemble, ça remonte vraiment le moral, hein! Ca recharge les batteries.

J’ai remarqué qu’à la différence des Danois, les Français ne sont pas éduqués à être optimistes et fiers des côtés positifs de leur pays. Cela signifie que l’incroyable richesse et diversité de la France, ils vivent dedans et en profitent agréablement, mais sans se rendre véritablement compte de leur chance.

Une chance dont les touristes veulent profiter:

Destination  touristique numéro un pour la variété incroyable de ses paysages et leur surprenante beauté, et pour la richesse de sa cuisine et la qualité de ses vins. La France surprend les touristes et ceux-ci continuent de lui rendre visite.

Ce côté enchanteur que le touriste trouve à la France me rappelle un film avec Meg Ryan, French Kiss, où l’actrice américaine s’extasie devant le terroir français, devant l’incroyable diversité d’un pays avec 452 fromages différents! Et où le Français bougon qui l’accompagne ne voit pas quelque chose d’ absolument exceptionnel à cette histoire de fromage:  pour lui, c’est juste du fromage.

L’Américaine voit les bons côtés de la France. Le Français ne les voit pas, tout habitué qu’il est à en profiter.

Peut-être que le secret d’un plus grand optimisme à la française pourrait commencer par cela: apprendre à mieux voir les choses positives du pays, car pour pouvoir prendre les choses du bon côté, il faudrait avant tout les voir.

Et pourtant, si mes souvenirs sont bons, l’Américaine tombera malgré elle sous le charme de ce Français si critique, râleur et colérique. Terminons donc sur une note positive à l’égard des Français: Il faut de tout pour faire un monde, et l’esprit français, aussi riche de sens critique et de provocations qu’il est loin de tout optimisme béat, a de quoi charmer lui aussi.

Måske vil du også synes om:

6 kommentarer til “Er franskmændene positive og optimistiske mennesker?

  1. Isabelle Villard

    Un article très intéressant moi aussi j’ai été 23 ans au Danemark et j’admet que cela m’imflence de plus en plus. En France j’ai toujours été très pessimiste et je me plaignait tout le temps. Maintenant au Danemark je suis toujours pessimiste mais je ne me plaint pas tous les jours. J’ai même parfois des journées entières où je suis presque contente quand j’ai fait un beau gateau et que je l’ai mis sur facebook…

    • Jette

      Merci pour ton commentaire Isabelle. L’article de Dorothée m’a fait penser que peut-être les Français sont plus extravertis (en général) que les Danois. De toute façon je n’ai toujours pas rencontré un Français introverti ;)

  2. solveig

    Hej Jette,

    Jeg har boet i Frankrig siden 2003.

    Tro mig, der findes introverte franskmænd.

    Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan Frankrig er, og svarer altid, at det er stort land, og derfor – lidt til forskel fra Danmark – er på mange måder. Det gælder efter min mening også indad/udadvendtheden.

    Jeg bor i Champagne-Ardenne, og folk fra Nord eller fra Alsace få 100 km i anden retning er ret anderledes end f.eks. mine naboer her i la Marne. Der er også – igen efter min mening – stor forskel på by og land, men det er der nok også i Danmark.

    Venlige hilsener
    Solveig, journalist og vinbonde i Champagne

    • Jette

      Hej Solveig, tak for din kommentar :)! Når jeg bruger begreberne introvert/ekstrovert er det ud fra definitionen om, hvor man ‘oplader batterierne’. Helst alene (de introverte), eller sammen med andre (de ekstroverte). Der er helt sikkert også introverte franskmænd, det er bare mit indtryk at franskmændene generelt er mere ekstroverte, fordi de går mere ud/spiser sammen med vennerne/får en apéro osv. Men måske er det fordi emnet er mere i søgelyset her i Danmark (bare et gæt). VH Jette

  3. Emmanuel Ratton

    Plusieurs points pertinents dans l’article dont celui-ci:
    …”à la différence des Danois, les Français ne sont pas éduqués à être optimistes et fiers des côtés positifs de leur pays”…
    Je pense que les francais pourraient encore mieux s’inspirer de l’éducation selon Francoise Dolto ou, comme j’ai la chance de le pratiquer, à la danoise en donnant un cadre familial et scolaire empli de sécurité, confiance et bien-être (tryghed en danois) qui renforce la curiosité naturelle de L’Enfant et développe le respect d’autrui pour ainsi l’ouvrir aux richesses de sa propre culture et celles des autres.

    • Jette

      Il est vrai que le modèle d’éducation danois est assez différent du modèle français. Merci d’avoir partagé vos réfléxions :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *