ANMELDELSE
Forleden i Jyllands-Posten, i en kommentar til kronprinsparrets nyligt overståede rejse til Saudi-Arabien, skrev en historiker (blandt andet): “I Vesten er vi så overbeviste om, at vores værdier er universelle, at der ikke er nogen grænser for, hvad vi vil gøre for at få dem proppet ned i halsen på resten af verden. Det er et levn fra kolonitiden”.
Det er et noget andet billede den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray, tegner i bogen Jeg har set det samme ansigt overalt. Bogen er en række erindringsbilleder fra de fem år, hvor han rejste rundt i verdens brændpunkter som menneskerettigheds-ambassadør for Frankrig. Og det er til tider særdeles barsk læsning om menneskelig lidelse, der som oftest har sit udspring i patriarkalske magtstrukturer, religion og kultur. På sine rejser har han talt med hundredevis af ofre for krigshandlinger, der alle fortæller den grundlæggende samme historie om overgreb, mord og tortur. Fra Syriens borgerkrig til folkemordet i Rwanda, til de sydamerikanske bortførelser, hvor familierne aldrig får at vide, hvor deres kære er forsvundet hen eller begravet, til de mange eksempler på rettergang, hvor den tiltalte end ikke får lov til at forsvare sig, hvis der overhovedet er foranstaltet en rettergang.
Vi får bogen igennem utallige, grusomme eksempler på ambassadørens personlige oplevelser fra hele verden – også fra Frankrigs egne fængsler – der viser, at FNs Menneskerettighedserklæring fra 1948, med senere tilføjelser, langt fra bliver overholdt rundt om i verden. Det er ikke hans ærinde at pege fingre, men derimod at illustrere al den lidelse, der er fælles for de mennesker overgrebene begås imod. Den lidelse er ens for alle, uanset hvilken kultur, religion eller race de tilhører. Det er det ansigt, han har set overalt. Lidelsens ansigt.
“[…] Det vidner om at der ikke er forskellige måder at lide på, trods forskellig breddegrad og kultur, og om, at menneskerettighederne er universelle fordi mennesket er universelt, dets lidelse er universel, og derfor vil protesten være den samme overalt.” (s. 39)
Når vi i de daglige nyheder konfronteres med begrebet ‘menneskerettigheder’ kan det ofte være en noget abstrakt størrelse at håndtere for de fleste velbjærgede vesterlændinge, der har deres egne dagligdags problemer at slås med. Men når Zimeray anfører, at menneskerettighederne er universelle, fordi mennesket er universelt, så handler det i bund og grund om, at når religion, hudfarve, kultur, magtforhold osv er skrællet væk, så er vi alle ens. I ordets helt konkrete forstand: Populært sagt er vi alle født med to arme, to ben, øjne, ører, næse og mund, og vi har alle en navle… Derfor skal vi behandle hinanden ordentligt. Og det har ikke noget at gøre med kolonihistorie og vestlige værdier, som partout skal proppes ned i halsen på resten af verden, som historikeren i citatet ovenfor mener. Det handler om ganske almindelig mellemmenneskelig anstændighed og respekt. Dén helt basale referenceramme er der stadig mange stater på kloden, der ikke anerkender.
Det indtryk, mange af os har fået af ambassadøren efter angrebet på Charlie Hebdo, angrebet på Krudttønden i København og angrebene i Paris 13. november, skinner også igennem i bogen: Der er et varmt, oprigtigt og bekymret menneske bag jakkesættet og de diplomatiske titler.
François Zimeray Jeg har set det samme ansigt overalt. 153 sider. Udkommet på Gyldendal 12. februar 2016. Oversat af Niels Lyngsø. Udkommer i Frankrig 14. april med titlen J’ai vu partout le même visage (Éds. Plon).
Seneste kommentarer