Majfilm i biografen

biografen

Så er det ved at være sidst på måneden, og det betyder at vi skal se på, hvilke franske film der spiller i biograferne den kommende måned.

Franske Film Mandage, der er et samarbejde mellem Institut Français i København og de to biografer Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København, fortsætter perlerækken af film i maj, hvor blandt andre Catherine Deneuve, Jean Rochefort, Fabrice Lucchini og ikke mindst vores egen Sidse Babett Knudsen er at finde på rollelisterne.

Min fars store rejse – Floride (2. maj). Med Sandrine Kiberlain, Laurent Lucas, Anamaria Marinca og altid veloplagte Jean Rochefort. Instruktør: Philippe Le Guay. Spiller både i Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen får ordinær premiere den 12. maj i begge biografer.

Évolution (9. maj). Med blandt andre Max Brebant, Roxane Duran og Julie-Marie Parmentier. Instruktør: Lucile Hadzihalilovic. Spiller både i Øst for Paradis og Grand Teatret.

Det spritnye testamente – Le tout nouveau testament (23. maj). Med Pili Groyne, Benoît Poelvoorde, Catherine Deneuve, François Damiens og Yolande Moreau. Instruktør: Jaco Van Dormael. Spiller både i Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen får ordinær premiere 9. juni i begge biografer.

Hermelinen – l’Hermine (30. maj). Med Fabrice Luchini, Sidse Babett Knudsen, Eva Lallier, Corinne Masiero og Sophie-Marie Larrouy. Instruktør: Christian Vincent. Spiller både i Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen får ordinær premiere d. 4. august i Øst for Paradis.

Du kan stadig nå at se flere af de film, der var på Franske Film Mandages program i april. Både Mustang, Dheepan, Marguerite og Markedets lov spiller stadig, men kun kort tid. Tjek Øst for Paradis og Grand Teatrets hjemmesider for detaljer.

Uden for Franske Film Mandages program har Øst for Paradis yderligere to franske film på programmet. For få dage siden havde filmen Valley of Love premiere i Øst for Paradis, hvor Gérard Depardieu og Isabelle Huppert spiller hovedrollerne. 12. maj har Mon Roi ordinær premiere i Øst for Paradis, den kan du læse mere om og se trailer her.

Cinemateket viser også franske film i maj måned. I serien Copenhagen Brain Films viser Cinemateket den 13. maj Luc Bessons seneste film Lucy fra 2014. Inden filmen giver hjerneforsker Albert Gjedde en introduktion til filmen og dens temaer.

Serien med Jacques Rivettes film fortsætter. Du kan se her, hvilke film af Rivette der vises i maj måned.

Jeg skal helt sikkert i biografen i maj – skal du?