Franske Film Mandage holder pause sommeren over, og for de flestes vedkommende står sommerferien og festivalsæsonen lige for døren. Men der er også franske film at se i biograferne i juli måned, omend ferietiden også lægger sig over biografernes programmer.
Her får du en oversigt over juli måneds franske film:
På Frankrigs nationaldag den 14. juli får filmen De gyldne år – Trois souvenirs de ma jeunesse premiere i både Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen var på Franske Film Mandage programmet den 6. juni, og på rollelisten finder vi blandt andre Quentin Dolmaire, Lou Roy-Lecollinet, Mathieu Amalric, Dinara Drukarova og Cécile Garcia-Fogel. Filmen er instrueret af Arnaud Desplechin.
28. juli har filmen Chocolat premiere i både Øst for Paradis og Grand Teatret. Filmen havde fransk premiere i februar i år, og allerede nu får de danske biografgængere mulighed for at se den. Omar Sy – ham der spillede den ene hovedrolle i De urørlige – spiller hovedrollen i Chocolat. I den anden hovedrolle ses James Thierrée, der er barnebarn af Charlie Chaplin. På rollelisten ses også Clotilde Hesme, Olivier Gourmet og Frédéric Pierrot. Filmen er instrueret af Roschdy Zem. Her kan du læse det indlæg jeg skrev om filmen i februar, da filmen havde premiere i Frankrig.
I de større biografer landet over kan man stadig se den nye amerikanske animationsfilm Den lille Prins, der har Antoine de Saint-Exupéry’s klassiker som forlæg. Det har været interessant at læse anmeldelser af filmen, for de varierer utroligt meget. Særligt er det måden, Saint-Exupéry’s historie bliver anvendt og digtet videre på, der skiller vandene. Hvis du har lyst til at læse min mening om filmen, så er det her, jeg udfolder den.
Seneste kommentarer