“Vi skal derop”, sagde Kæreste forventningsfuldt og pegede op mod bjerget, hvor selv langsynede mig dårligt kunne se tårnet på Aiguille du Midi. Vi stod midt i køen til at købe billetter til kabelbanen, der skulle tage os op i 3842 meters højde med udsigt til Mont Blanc. Omgivet af almindelige turister og hardcore bjergklatrere med ishakker, pigsko og lange reb i deres oppakning. Selvom jeg stadig stod med fødderne solidt plantet på jorden gav det alligevel et sug i maven.
“Jeg skal nok tage billeder, så koncentrerer du dig bare om at forsøge at holde øjnene åbne på vej op”, fortsatte han.
Han ved godt, at højder ikke er min foretrukne beskæftigelse. Alligevel havde jeg sagt ja til turen.
Da kabinedørene gled i, havde Kæreste sørget for at vi havde pladser ved det kabinevindue, der vendte ud mod dalen med udsigt over Chamonix. Med omkring 50 mennesker i kabinen begyndte opstigningen til mellemstationen i 2317 meters højde. Kæreste tog billeder. Jeg koncentrerede mig om at trække vejret og holde øjnene åbne. Og så ellers holde godt fast i noget. Det gik nogenlunde ok, indtil vi skulle passere den første af tre pyloner. Kabinen begyndte at hoppe på kablet, og svingede frem og tilbage, da vi havde passeret.
Det var i starten af 1900-tallet at ideen om en kabelbane helt op til Aiguille du Midi opstod. Teknologien med kabelbaneføring i bjergene var ret ny dengang. Det kostede mange år, afbrudt af to verdenskrige, før det lykkedes at forbinde Chamonix med Aiguille du Midi via mellemstationen Plan d’Aiguille. I 1954 stod den første strækning færdig, og året efter blev det andet stræk helt op til toppen indviet. Aiguille du Midi har ifølge driftselskabets hjemmeside en halv million besøgende om året og kan transportere 600 passagerer i timen. Når der er mange besøgende i højsæsonen kan adgangen til toppen blive reguleret, som det også sker i Eiffeltårnet. Det er derfor en god ide at være der tidligt på formiddagen.
Der gik et kollektivt gisp gennem kabinen, da den begyndte at svinge. Det samme skete ved de to næste pyloner, som kabinen skulle over for at komme op til mellemstationen Plan de l’Aiguille. Nogen i kabinen sagde, at det var helt normalt. Alligevel skulle jeg lige have vejrtrækning og hjerteslag i ro igen, da vi kom op til plateauet. Her kunne jeg konstatere, at der i det mindste ikke var nogen pyloner på anden etape. Til gengæld var kabelføringen næsten lodret langs klippevæggen de sidste par hundrede meter af turen op til Aiguille du Midi. Det ville være ret fjollet at bakke ud nu, så jeg tog endnu en dyb indånding og steg ind i den næste kabine.
Kabinen lægger til på en lukket platform på Aiguille du Midi. Her bliver man ledt gennem en klippegang, men pludselig står man ude i det fri. Med 360 graders udsigt ud i intetheden og horribelt mange meter direkte lodret ned. Dér gik klappen lige ned nogle minutter, da min højdeskræk rottede sig sammen med den kolde luft, den skyfri blå himmel, den hvide sne, og udsigten til dalen der langt langt nede, som vi lige var kommet fra.
Da jeg fik styr på mig selv igen, startede vi med at gå rundt på ankomstniveauet og se udsigterne hele vejen rundt, og selvfølgelig over til Mont Blanc. Bjergklatrerne, der har Aiguille du Midi som startpunkt på vejen op til Mont Blanc, begav sig på vej. Da vi havde været hele vejen rundt, tog vi elevatoren det sidste stykke op til den øverste platform, der hvor tårnet står. Herfra har man 360 graders udsyn hele vejen rundt, og kan se de 65 meter ned til dem, der står på ankomstniveauet.
Når man kommer op til Aiguille du Midi får man en seddel stukket i hånden med nummeret på den kabine, man skal tage ned med igen. Det betyder, at man får cirka halvanden time på toppen. På de halvanden time kan man fint nå at se det hele. Le pas du vide (skridtet ud i intetheden), er en glaskasse man kan træde ud i. Den ligger helt i toppen ved tårnet og den er der mange, der gerne vil fotograferes i. Det var ikke specielt mange mennesker, da vi var der. Alligevel var der cirka en halv times ventetid.
Efter halvanden times tid i 3842 meters højde var jeg så tilvænnet at jeg var blevet ret kæk. Det gik fint med at komme ned til mellemstationen på Plan de l’Aiguille. Her kan man gå en tur i landskabet, og betragte både den opgående kabine og den, der går ned til Chamonix. Fra plateauet kan man også se, hvordan kabinen passerer pylonerne.
Vi brugte cirka fire timer fra vi stillede os i billetkøen til vi var sikkert nede på jorden igen. Da vi lige havde sundet os, skyndte vi os videre til bjergtoget op til Montenvers, som ligger blot ti minutters gang fra kabelbanen til Aiguille du Midi. Vi havde købt et Multipass, som giver adgang til flere af de attraktioner, man kan opleve i Chamonix, og det gjaldt om at udnytte det.
—
TIP: Man kan købe Multipass for 1 eller flere dage, der gælder til en række attraktioner, herunder turen op til Aiguille du Midi (der alene koster 58,50€ per person) og turen med bjergtoget op til Montenvers og La mer de Glace gletscheren (der alene koster 31€ per person). Et Multipass for 1 dag koster 61€ per person. Der er altså en god del penge at spare. Vi havde desuden fået rabatkuponer med fra stedet, hvor vi boede, der gav 5€ rabat per person på Multipasset. Så spørg hos campingpladsreception/hotel/gæstgiver hvor I bor, om de har rabatkuponer.
Man kan godt nå både Aiguille du Midi og bjergtoget til Montenvers på een dag, men man skal starte tidligt. Det er en god ide at være ved billetlugen til Aiguille du Midi senest ved 10.00 tiden.
Du kan læse meget mere om de forskellige muligheder her på Compagnie du Mont Blancs hjemmeside.
Læs med på mandag igen, når vi tager turen op til gletscheren La Mer de Glace.
God weekend :)!
Seneste kommentarer