“Bon appétit” råbte gruppen af cykelryttere til os. “Merci, et bonne route !” sendte vi retur. Vi sad og fik frokost ved foden af les Lacets de Montvernier. De skulle op ad de 18 smalle hårnålesving på cykel. Vi havde lige taget turen op og ned igen. I bil.
Dag 2 af vores udforskning af la Route des Grandes Alpes blev en dag, hvor vi passerede flere af de legendariske bjerge som Tourfeltet har besteget gennem tiden, og en dag, hvor Kærestes begejstring for bjergene smeltede sammen med min ditto for Tour de France. Fire dage tidligere havde vi kørt første etape, fra Beaufort til Saint-Michel-de-Maurienne. I den mellemliggende tid havde bjergene haft skyerne trukket godt ned om ørerne. Det er ikke optimalt, når man vil opleve de højeste bjerglandskaber på tætteste hold.
Les Lacets de Montvernier ligger ikke på selve alperuten, men alligevel ret tæt ved. Vi kørte fra Annecy og sydpå til Saint-Michel-de-Maurienne ad motorvej A43, og Les Lacets – de 18 skrappe hårnålesving der fører op til landsbyen Montvernier – kan ses fra motorvejen, når man er cirka 20 kilometer nord for Saint-Michel-de-Maurienne. Hårnålesvingene blev for alvor berømte sidste år, da Tourfeltet for første gang blev sendt op ad de omkring 3 kilometer. Da jeg fandt ud af at vi ville køre lige forbi dem, blev de sat på dagsruten. Jeg ville op og ned ad dem igen for selv at opleve vejen.
De er så smalle og stejle, at jeg måtte køre i 1. gear det meste af vejen op, og samme lave gear hele vejen ned. Og det er altså ikke fordi jeg er en pivskid. Stigningerne og de skrappe hårnålesving sammen med den smalle vej, hvor to biler ikke kan passere hinanden, gør det simpelthen umuligt at køre hurtigere. Oven i det skal lægges hensynet til de mange cykelryttere, der er enten på vej op eller ned. Den pragmatiske bilist har ikke lyst til at køre en af dem ned. Den hensynsfulde bilist vil ikke ødelægge cyklistens rytme ved at genere vedkommende for meget.
Vi konstaterede ved selvsyn at der var en indlysende, sikkerhedsmæssig grund til at tilskuere var forbudt på opkørslen, da Tourfeltet blev sendt op: Det er en asfalteret gedesti, hvor end ikke to almindelige biler kan passere hinanden. At tillade tilskuere i de 18 hårnålesving ville have været hasarderet. Det var i sig selv modigt, grænsende til det dumdristige, af Tourledelsen at sende hele feltet op ad den vej.
Efter frokost fortsatte vi de sidste kilometer til Saint-Michel-de-Maurienne. Her var vi kørt fra alperuten efter vores første etape, og her drejede vi ind på ruten igen. Straks efter starter opstigningen til Col du Télégraphe, som feltet har været over adskillige gange gennem tiden. Efter Col du Télégraphe fortsætter ruten gennem bjergmassivet uden helt at komme ned fra højderne igen, inden opkørslen til Col du Galibier – endnu et Tourbjerg – begynder. Ruten mellem de to bjerge er nok noget af det smukkeste, vi har set på denne tur. For hvert sving var der nye panoramaer, nye dramatiske landskaber og åndeløst betagende udsigter.
Efter Col du Lautaret kørte vi væk fra alperuten og mod Le Bourg d’Oisans. Tourtosser, cykelentusiaster og andet godtfolk ved, at det bynavn betyder opkørsel gennem 21 hårnålesving til Alpe d’Huez. Tourbjerget over dem alle. Vi kørte selvfølgelig hele vejen op. Sammen med alle de cyklister, som i lighed med de andre høje bjerge i alperne selvfølgelig også skal prøve kræfter med Alpe d’Huez. Og toppen er tydeligt mærket af, at Touren så ofte har været forbi. En officiel Tour-merchandise butik, cykelshops og pitstop for de mange seriøse amatørcyklister, der har besejret bjerget og puster ud, mens kæresten/ægtefællen/kammeraten i følgebilen giver solide skulderklap over bedriften.
Det blev endnu en lang men god dag i bjergene. Vejret var perfekt og da vi kom tilbage til Annecy var vi begge trætte men begejstrede over de naturoplevelser, dagen havde budt på. Næste gang tror jeg vi anskaffer os vandrestøvler og kaster os ud i at prøve vandreture i højderne.
INFO: La route des Grandes Alpes er åben fra juni til oktober – men kan være lukket på visse strækninger pga vej- eller vejrforhold. Det vil typisk være over bjergtinderne, og typisk vil det være annonceret ved begyndelsen på opstigningen. For der er altså kun een vej op – og ned igen… Der er få barer/caféer undervejs, men de ved godt, hvad de vil have for mad og drikkevarer. Det er en rigtig god ide selv at medbringe en god frokost, vand og måske kaffe/småkager. Selvom man vælger – som vi gjorde – kun at køre et par hundrede kilometer, så går der alligevel mange timer med at køre, tage billeder (nogle gange for hver 500 meter eller noget) og holde frokostpause og andre små pauser. Tiden går hurtigt sådan en dag.
Regionerne, som la Route des Grandes Alpes løber igennem, har lavet en hjemmeside med ruten, dens historie, forslag til overnatninger, vandreruter, planlægning for cyklister der vil prøve kræfter med Tour de Frances klassiske bjerge og forslag til ture for motorcyklister. Den finder du HER.
Seneste kommentarer