My French Film Festival 2018

For 8. gang løber My French Film Festival af stablen på en computerskærm nær dig. Fra i morgen og en måned frem kan du se i alt 30 forskellige, franske film online, via iTunes eller i mange biografer. Flere flyselskaber viser også filmene på deres flyvninger.

De i alt 30 film fordeler sig på 16 kortfilm, hvoraf 10 er i konkurrence, og 14 spillefilm, hvoraf også 10 er i konkurrence. Det er ganske gratis at se kortfilmene, mens det koster knap 2€ at se en spillefilm. Man kan også købe sig adgang til alle de 14 spillefilm for 7,99€.

De 30 film er inddelt i seks kategorier:

  • What The F…rench!?
  • Hit the Road!
  • Teen Stories
  • French & Furious
  • Love “à la française”
  • New Horizons

Det der med at filmene er i konkurrence betyder, at du også kan være med til at stemme! Når du har set en film, der er med i konkurrencen, kan du give den fra 1 til 5 stjerner. Det kræver blot, at du har oprettet en profil. Du kan også være med til at kommentere på filmene i kommentarfeltet. Hvis du ikke er så skrap til fransk, eller bare godt vil have lidt støtte til, hvad der bliver sagt i en film, så kan der vælges undertekster på op til 10 forskellige sprog.

Der er ikke ret mange undskyldninger for ikke at holde fransk filmmarathon den næste måned. Se meget mere på filmfestivalens hjemmeside, der har ni sprogversioner! Her har du også direkte adgang til filmene. Fra i morgen.

God fornøjelse i sofaen :)