Det ved jeg simpelthen ikke… Eller, det ved jeg egentlig godt. Udover at passe mit arbejde har jeg været optaget her og her (og også her, hvis du har lyst til at lære mig lidt bedre at kende), og det har været – og er – ret forrygende at være med til, fordi det er en vigtig og nødvendig kamp, jeg er med til at kæmpe.
Men jeg har forsømt bloggen i mellemtiden, og det har jeg det ikke så godt med.
Halvdelen af vores sommerferie er reddet
Ligesom mange af jer har vi krydset fingre for, at vi kunne komme til Frankrig igen til sommer. Vi sad klinet til skærmen, da der blev holdt pressemøde om de nye rejsevejledninger og den delvise åbning af grænserne. Inden jul havde vi booket to ugers ferie. En uge i Reims i Champagnedistriktet og en uge i Strasbourg. Vi kunne ikke finde noget handicapvenligt feriehus at leje i Strasbourg-området, så vi endte med at booke et feriehus i en lille tysk by 2 kilometer fra grænsen til Frankrig og 6 kilometer fra Strasbourg centrum.
Så med Udenrigsministeriets nye rejsevejledninger betyder det, at vi kan komme til Tyskland, men jeg må vente med at se katedralen i Reims til en anden gang. Skal vi så se Strasbourg, spørger du? Det ER meget fristende lige at smutte en tur over Rhinen, der udgør den fransk-tyske grænse, og opleve Strasbourg for første gang. Men risikoen er for stor. For smitte, for rejseforsikring der ikke dækker, og for to ugers karantæne, når vi kommer hjem.
Så vi vender os mod øst i stedet. For der ligger Schwarzwald, et af Tysklands smukkeste områder. Vil I være kede af at se billeder fra Schwarzwald, selvom det ikke er Frankrig?
Et par franske ‘kuriositeter’
Frankrig er ganske vist ved at åbne op igen, men som i de fleste lande foregår det med mange restriktioner. En af de mere kuriøse ting i den franske lovgivning er la trêve hivernale. Det betyder ‘vinterhvile’, og det, der er i hvile, er udlejeres ret til at smide lejere i huslejerestance på gaden. Coronakrisen ramte Frankrig hårdt, og landet blev lukket endnu mere ned end Danmark. Som så mange andre steder medførte det arbejdsløshed og folk der kommer bagud med huslejen. La trêve hivernale beskytter lejere mod at blive sat på gaden om vinteren, idet den under normale omstændigheder gælder fra 1. november til 31. marts. På grund af coronakrisen har Frankrigs boligminister Julien Denormandie forlænget tidsfristen frem til engang i juli måned. Det er dog kun en stakket frist for dem, der er i huslejerestance. Der ses normalt en stigning i udsættelser i april måned, og mon ikke det samme kommer til at ske i juli…? Jeg har tidligere beskrevet loven her.
Vi er nok en del Parisfarere, der havde glædet os til at se Triumfbuen på Place d’Étoile pakket ind af kunstneren Christo, 35 år efter at han pakkede Pont Neuf ind. I efteråret 2020 skulle Triumfbuen have været pakket ind i 25.000m2 lærred og 7km rødt bånd, men projektet blev udsat til efteråret 2021 på grund af coronakrisen.
Christo døde den 31. maj, og der opstod tvivl om, hvorvidt projektet overhovedet ville blive til noget. Dog har blandt andet Centre Pompidou, der havde et nært samarbejde med Christo, været hurtigt ude og bekræfte, at projektet bliver gennemført som en hyldest til Christos og hans (franske) hustrus mangeårige forhold til Paris.
Vi krydser fingre for at der ikke er nogen restriktioner, der forhindrer os i at tage til Paris i september 2021.
Seneste kommentarer