2020 er de Gaulle år

Man kommer ikke uden om Charles de Gaulle, når man løfter blot en flig af Frankrigs nyere historie. Generalen, der kaldte til modstand mod nazismen den 18. juni 1940 og var en sten i skoen på de andre allierede, gik i triumftog ned ad Champs Elysées, da Paris blev befriet i august 1944. Senere blev han landets præsident og arkitekten bag den 5. republik, og han var præsidenten, der rejste landet igen efter krigen.

2020 markerer ikke mindre end 3 runde dage i Charles de Gaulles tegn.

Han blev født i Lille for 130 år siden, den 22. november 1890.

18. juni i år var det 80 år siden, han holdt sin berømte tale kaldet l’Appel du 18 juin i BBCs radio, hvor han opfordrede franskmændene til at tilslutte sig ham.

Han døde for 50 år siden, den 9. november 1970.

Barndommen

Allerede hjemmefra havde Charles de Gaulle en solid dannelse og tanker om nationens storhed – la grandeur de la France.

Ifølge Jean-Raymond Tournoux’ biografi Pétain & de Gaulle (Plon, 1964) var den lille Charles et særdeles fremmeligt barn. Faderen var professor på Collège de l’Immaculée Conception i Paris, hvor hans forelæsninger i blandt andet litteratur, historie og latin var kendt for at være retorisk velformidlede tilløbsstykker. Det var kotyme at diskutere litteratur, politik og historie ved middagsbordet, og helt fra barnsben fik Charles de Gaulle faderens oprør over det franske nederlag til Preussen i 1870 og hans besættelse af revanche med sig. Ideen om Frankrigs værdighed og storhed fik han nærmest ind med modermælken. Charles og hans brødre havde en enorm samling tinsoldater, og i deres lege gennemspillede de mange af  historiens store slag.  Som 14-årig skrev han et lille teaterstykke på alexandrinervers – Une Mauvaise Rencontre – der primært blev opført indenfor familiens rammer, men ved enkelte lejligheder også udenfor. Så sent som i 1943 blev stykket fremført for franske krigsfanger, hvis tyske vogtere nok havde klappet mindre begejstret, hvis de havde vidst, hvem der var stykkets forfatter.

l’Appel du 18 juin

Den 17. juni 1940 holdt den nyudnævnte franske regeringschef, marskal Philippe Pétain, en radiotale til franskmændene, hvori han bad dem indstille kampene mod nazisterne og nedlægge våbnene. Samme dag ankom de Gaulle på eget initiativ til London, hvor han fik foretræde for premierminister Winston Churchill. De Gaulle fremlagde sin ide om at kalde franskmændene til modstand under hans ledelse, og Churchill indvilgede i at lade de Gaulle tale i BBCs radio dagen efter. En tale, som senere er blevet berømt som l’Appel du 18 juin. På det tidspunkt var han en relativt ukendt, nyudnævnt general i den franske armé, men hundredvis af franskmænd tog turen over kanalen for at slutte sig til ham.

Forholdet mellem Pétain og de Gaulle vender jeg tilbage til i et senere blogindlæg, for deres forhold er i sig selv en dramatisk historie.

Et usædvanligt liv slutter

Da Charles de Gaulle døde den 9. november 1970, havde han været Frankrigs præsident i 10 år. Han havde fået vedtaget den 5. Republiks forfatning, men begivenhederne i maj 1968 rystede hans regering, og en folkeafstemning om en forfatningsændring i april 1969 gik imod hans ønsker, hvorefter han indgav sin afsked.

Den 12. november 1970, 10 dage før hans 80 års fødselsdag, blev han begravet ved en enkel ceremoni i kirken i Colombey-les-Deux-Églises, hvor familien havde boet siden før 2. Verdenskrig.

–

I anledning af at 2020 står i de Gaulles tegn, har TV-stationen France2 lavet 6 biografiske dokumentarudsendelser om Charles de Gaulles liv fra barndom til begravelsen i 1970 med rigtig mange originale filmoptagelser tilsat interviews med de Gaulle forskere. Hertil en dokumentar der belyser hans ægteskab med Yvonne de Gaulle, og hvor stærkt et fællesskab og parforhold, de havde. Udsendelserne er på fransk, og der er mulighed for (franske) undertekster.

Jeg kan på det varmeste anbefale at se udsendelserne, hvis du vil vide mere om Frankrigs største statsmand i nyere tid.