Da jeg læste på universitetet, var vi i løbet af 3-4 semestre kronologisk igennem flere århundreder af den franske historie, med – som jeg husker det – hovedvægt på tiden fra sidste halvdel af 1700-tallet og revolutionen og frem til moderne tid.
Da vi nåede til 2. Verdenskrig og begivenhederne i Frankrig, var vi også omkring de Gaulle som leder af de Frie Franske og Pétain som leder af Vichy-regeringen og den, der underskrev våbenhvilen med den nazistiske besættelsesmagt. Forholdet mellem de to indeholder et paradoks, som vi ikke kom nærmere ind på dengang. Det blev blot nævnt i en sidebemærkning, at de havde (haft) et far/søn-lignende forhold.
Bogen på billedet har jeg købt antikvarisk hos Gibert Jeune i Paris. Den blev udgivet i 1964, mens Charles de Gaulle var præsident. Gennem knap 500 sider beskriver journalisten og historikeren Jean-Raymond Tournoux, med omfattende brug af kildemateriale og vidnesbyrd fra folk omkring de Gaulle og Pétain, deres forhold fra de mødtes første gang og frem til 1946. Selvom den biografiske litteratur om Charles de Gaulle nærmest er legio, er denne biografi stadig en af hjørnestenene i forståelsen af det indbyrdes forhold mellem de to franske yderpoler under 2. Verdenskrig.
Hvordan kunne det gå så galt, at de endte med at stå på hver sin side under 2. Verdenskrig?
Efter endt uddannelse på militærakademiet Saint-Cyr blev den unge sekondløjtnant Charles de Gaulle i 1912 udstationeret ved det 33. infanteriregiment, hvor oberst Philippe Pétain netop var blevet udnævnt som regimentschef. Den ærgerrige, ambitiøse unge officer fik sig gjort bemærket, og Pétain havde høje tanker om ham. De delte ærgrelsen over nederlaget til tyskerne i 1871, og de Gaulle så op til Pétain som en anti-konformistisk officer, der snarere fulgte sin egen overbevisning end at rette ind efter den militære ledelses opfattelse af tingene. De var begge enegængere, både i introvert forstand og i trangen til at følge egne overbevisninger. Begge var belæste, men de Gaulles intellektuelle og retoriske evner oversteg langt Pétains.
Slaget ved Verdun i 1916 – et af 1. Verdenskrigs længste slag mellem Tyskland og Frankrig – fik betydning for både de Gaulle og Pétain. De Gaulle blev taget til fange og sad i tysk krigsfangenskab indtil krigens slutning. Efter 1. Verdenskrig blev Pétain hyldet som den general, der havde sikret sejren ved Verdun. Han blev udnævnt til marskal, og de Gaulles agtelse og beundring for Pétain steg til nye højder.
I 1920 blev Charles gift med Yvonne, og året efter kom deres førstefødte – en søn – til verden. Han blev døbt Philippe, opkaldt efter Philippe Pétain, og selv om han ikke i kirkelig forstand stod fadder til den lille dreng, var han det i verdslig forstand. Over den lille drengs vugge hang et billede af marskallen med en dedikation, der ønsker drengen alt det bedste i livet (Tournoux, p. 101).
De Gaulle var ‘le poulain du Maréchal’, hans protegé. Op gennem 1920erne fortsatte de Gaulle sin militære karriere, dels i felten, dels på École supérieure de guerre, hvor han studerede fra 1922-1924. De Gaulle fik kun middelmådige karakterer, fordi hans undervisere ikke brød sig om hans facon, istedet for at honorere hans intellektuelle formåen. Pétain fik underretning om det og fik udvirket, at de Gaulles karakterer afspejlede hans evner og indsats.
Det er kendetegnende for de Gaulle livet igennem, at meningerne om ham er delte. Soldaterkammerater, militære overordnede, politiske ledere og alle andre. Mange fandt ham arrogant, storsnudet, selvhøjtidelig og bedrevidende, lige så mange andre fandt ham forudseende, retorisk og intellektuelt overlegen, selvstændigt tænkende og en formidabel leder.
I 1925 blev de Gaulle tilknyttet Pétains generalstab, og Pétain bad ham forberede et udkast til en bog om soldatens historie. Pétain fik også gennemtrumfet, at de Gaulle skulle holde en række forelæsninger på militærakademiet, noget der skete under protester fra skolens professorkollegium. Forelæsningerne, som Pétain overværede, trak imidlertid fulde auditorier, og de kom til at danne forlægget til tre af kapitlerne i den bog, der i 1938 blev det endelige brud mellem de to.
De første revner
Som en del af marskallens generalstab var de Gaulle tæt på Pétain, og han begyndte at bemærke små tegn på en begyndende senilitet. Den ellers altid skarpe marskal begyndte at have nogle mentale udfald. Det var noget, der tiltog op gennem 1930erne, hvor flere andre omkring Pétain observerede de samme tegn.
I 1929 blev Pétain enstemmigt valgt af det franske Akademi til stol nummer 18, der var blevet ledig ved marskal Fochs død tidligere samme år. Forberedelserne til den tale, han skulle holde til modtagelsesceremonien, gik i gang. Det var ikke ligetil, for en tale af den karakter skulle være tilpas intellektuel, hylde hans forgænger i stolen (marskal Foch, som Pétain ikke brød sig om), og ligeledes trække tråde til den baggrund (hæren), som Pétain kom fra. De Gaulle var en af de officerer, der blev sat til at lave udkast af et tilpas tilsnit, som Pétain kunne tilrette. Men de Gaulle blev fjernet fra arbejdet med talen, da udkastene bar for meget præg af hans ord, retorik og litterære talent. Det gik Pétains ære for nær. De Gaulle på sin side var stødt over at blive vraget på den måde. Den 22. januar 1931 blev Pétain officielt modtaget i Akademiet.
En vigtig pointe: På det tidspunkt var det kotyme i hæren, at de højestrangerende officerer havde ‘skriverkarle’ – laverestående/yngre officere – til at skrive for dem. Om det så var dagsbefalingen, en tale eller en bog, det var underordnet. Den højtstående officer – i dette tilfælde marskallen – godkendte dog teksterne og rettede dem til sit eget sprogbrug.
Det endelige brud
Det endelige brud mellem de Gaulle og Pétain kom i 1938 i forbindelse med udgivelsen af bogen La France et son armée. Ifølge Tournoux havde manuskriptet ligget i generalstabens skuffer siden midten af 1920erne, og størstedelen var skrevet af de Gaulle, men for Pétain. Manuskriptet, som de Gaulle besluttede sig for at færdiggøre, var det udkast til bogen om soldatens historie, som Pétain havde igangsat i 1925. De Gaulle forbrød sig – måske bevidst? – mod hærens skriverkarlskotyme, færdigbearbejdede manuskriptet i 1938 og indsendte det til et forlag. Han havde dog varskoet Pétain på forhånd, og Pétain ønskede at korrigere i forordet og dedikationen, hvor han primært bliver omtalt af de Gaulle som bogens inspirator. Pétain var dog langt fra tilfreds med det, og forsøgte direkte at påvirke forlaget til at ændre teksten. Bogen udkom i de Gaulles navn og uden Pétains ønskede ændringer. Marskallen var rasende.
Da 2. Verdenskrig brød ud var Pétain 84 år gammel. Han var blevet kaldt hjem fra sin stilling som ambassadør i Spanien for at lede den franske regering, og han var tilhænger af en defensiv strategi. De Gaulle, der havde fået forestillingen om Frankrigs grandeur ind med modermælken, kunne ikke acceptere, at Frankrig nedlagde våbnene. På eget initiativ tog han til London den 17. juni 1940, samme dag som Pétain i en radiotale bad franskmændene indstille modstanden mod tyskerne. Dagen efter, den 18. juni, holdt de Gaulle den tale i BBC Radio, der kaldte franskmændene til modstand mod besættelsesmagten.
Seneste kommentarer