park-paris-square-vert-galant

En (lidt) hemmelig park

Der er mange dejlige parker i Paris, hvor man kan slentre en tur, sætte sig og betragte de forbipasserende, eller tilbringe nogle timer med en bog. Jeg holder selv meget af Luxembourghaven på venstre Seinebred. Den ligger tæt ved det hotel, jeg plejer at bo på, og det er nemt at gå derover med en sandwich og spise sin frokost, mens man kigger på børnene der leger med sejlskibe på søen midt i parken.

Jardin du Luxembourg

Privatfoto

Der er også en anden park, jeg holder meget af at besøge. Den er ikke ret stor, og der er ikke mange turister der kan finde den, selv om den ligger lige midt i byen, hvor mange går forbi hver dag. Den hedder Square du Vert-Galant.

Aldrig hørt om den?

Den ligger på den vestligste spids af Île de la Cité. Midt på Pont Neuf, den ældste af broerne over Seinen, hvor den store statue af Henri IV står. Man kan ikke se nedgangen til parkanlægget, og derfor går de fleste forbi. Men går man om bag statuen af Henri IV og hen til hegnet bagved, finder man den relativt stejle trappe der fører ned til indgangen. Man kan gå ind i selve anlægget og sætte sig på en bænk, eller man kan gå langs ydermuren og sætte sig med benene dinglende ud over kanten, og se på de mange Bateaux-Mouches med turister, der sejler forbi.

Hvorfor hedder den Vert-Galant? Fordi det er en galant, grøn lille park? Nej, grunden er en helt anden og meget sjovere: Le Vert Galant var Henri IV’s kælenavn, og betyder (ifølge Blinkenbergs ordbog) kurmager, kvindejæger eller hjerteknuser. Jeg har set det mere bramfrit oversat til ‘trussetyv’. Det refererer ganske enkelt til at han var mere end almindeligt glad for damer, selv i en høj alder :).

Pont Neuf har i øvrigt også været kulisse for en af de store franske filmsucceser i 1990’erne: Les Amants du Pont-Neuf (den danske udgivelse hedder De Elskende fra Pont-Neuf).

Den smukke Place Dauphine på modsatte side af vejen fra statuen er også et kig værd. Pladsens historie går helt tilbage til 1600-tallet, og blandt andre Yves Montand og Simone Signoret har boet der. Har du set filmatiseringen af Régine Deforges’ La Bicyclette Bleue (på dansk Pigen med den blå cykel)? Nogle af scenerne fra filmen er optaget på Place Dauphine.

Hvor plejer du at gå hen i Paris, hvis du har brug for lidt grønne omgivelser?

 

paris-bog

Den her skal du læse!

ANMELDELSE

…hvis du gerne vil et spadestik dybere næste gang du skal til Paris. Hvis du har set de fleste af de store turistattraktioner og føler, der gemmer sig meget mere under overfladen, så start her.

Paris er fyldt med personlige beretninger fra erfarne kendere af byen, og de skriver med både kærlighed og nærvær og enorm historisk viden om om netop deres pespektiv. Se bare her:

Stéphanie Surrugue lægger ud med at fortælle om Marais-kvarteret og dets modsætninger. Om at vokse op med årlige pligtbesøg hos den franske familie, og om at lære Paris at kende på sine egne præmisser. Det er et meget personligt og kærligt portræt af Paris, og Maraiskvarteret i særdeleshed.

Ulla Gjedde Palmgreen fortsætter med at fortælle om Paris’ mange nationaliteter i de forskellige arrondissementer og kvarterer. Hun fortæller om sameksistens og multikulturalitet i byernes by, og det er meget informativt.

Dan Tschernia beretter om tilblivelsen af Spreckelsens Triumfbue, hvor han fulgte den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen under byggeprocessen. Fortællingen er flettet ind i en vandring ad aksen fra Louvre til Concordepladsen op til Place Étoile og videre ud til Spreckelsens Grande Arche i La Défense.

Andreas Rude fortæller om det franske åndsliv i et idéhistorisk perspektiv, spejlet i Panthéon og Sacré Coeur. Om filosofferne og baggrunden for bygningen af Sacré-Coeur, og Panthéons skift fra kristent til verdsligt tempel. Kapitlet er et guldkorn for den filosofisk interesserede.

Kristian Hvidts kapitel handler om Haussmanns Paris og Napoleon III’s regeringstid. Det er en grundig og malerisk beskrivelse af transformationen af Paris fra overfyldt, beklumret midtby til de brede boulevarder og statelige beboelsesejendomme, der kendetegner byen i dag. Vi hører om tyskernes belejring i 1871, Pariserkommunen og Napoleon III’s fald. En spændende skildring af en omtumlet periode i Paris’ historie.

Bo Tao Michaëlis‘ perspektiv er Le Grand Siècle – Paris i 1600-tallet. Det er musketerernes Paris spejlet i Alexandre Dumas’ roman om de tre musketerer Athos, Porthos og Aramis, og den fjerde, opkomlingen d’Artagnan. Det er et meget charmerende perspektiv, og man får helt lyst til at genlæse romanen. Og så kan jeg ikke lade være med at blive charmeret af en forfatter der bruger ord som ‘annamme’ og ‘sekel’.

Vagn Lyhne fortæller om Paris’ bogkatedraler. Om de tre lokationer, hvor Bibliothéque Nationale de France har til huse: I Rue Richelieu, Sainte-Geneviève biblioteket i Latinerkvarteret og det nye Mitterrand bibliotek med de høje tårne på venstre Seinebred. Om at få adgang til de hellige haller og om at sidde og forske i ensomhed for at give viden videre. Det er mageløs læsning.

Aase Nørrung tager os med på tur til de parisiske kirkegårde og katakomberne. Det er en dybt interessant skildring af ’de dødes byer’ i Paris (hun omtaler ret konsekvent de døde som ’indbyggere’ på kirkegården). Kapitlet indeholder et spændende afsnit om P.A. Heibergs og Malthe Conrad Bruuns liv og levned i Paris efter deres landsforvisninger fra Danmark i slutningen af 1700-tallet.

Niels Lan Doky fortæller begejstret om jazzscenen i Paris. Om de franske jazzmusikere, jazzens historie i byen og om de mange jazzklubber i byen. Så er man jazz-fan er der mange muligheder for at fylde en Paristur med ’jazz around the clock’, som han skriver.

Helle Solvangs kapitel om arkitekten Jean Nouvel tager udgangspunkt i hans design og byggeri af Danmarks Radios nye koncerthus. På den baggrund tager hun os med til Paris og fortæller om Nouvels byggerier, der blandt andet omfatter Institut du monde Arabe, Fondation Cartier og Musée du Quai Branly.

Med Peter Brandes får vi et indblik i kunstens Paris, nærmere betegnet de museer der er tilegnet en enkelt kunstner (f.eks. Rodin, Picasso og Delacroix). Kapitlet fokuserer dog primært på Gustave Moreau og hans museum, hvor jeg synes det nok havde været mere interessant at give de andre kunstnere lidt mere plads.

Frits Andersen rejser i forfatteren Louis Aragons fodspor (og dén tur gad jeg godt have været med på!). Med Aragons Le Paysan de Paris (Den danske oversættelse hedder Pariserbonden) under armen besøger litteraten og hans rejsekammerat filosoffen parken Buttes-Chaumont i det 19. arrondissement, som de gennemtraver både dag og nat med paralleller til romanen. Kapitlet er et spændende eksempel på en tematur til Paris, hvor der kun fokuseres på et enkelt tema/omdrejningspunkt i et hjørne af Paris.

Uffe Østergaard tager os med til revolutionens Paris, og fortæller om den politiske proces der førte til Kongens fald og henrettelse, og dannelsen af den 1. republik. Og så fremhæver han betydningen og vigtigheden af de demokratiske processer der blev indført, og som dannede forbillede for de fleste andre lande, der indførte repræsentativt demokrati. Kapitlet slutter med et afsnit om en revolutionær byvandring, rundt til de primære steder: Concordepladsen (hvor guillotinen stod), Rådhuset, Bastillepladsen og La Conciergierie, hvor Marie-Antoinette sad fængslet.

Alle bogens kapitler er afrundet med kontaktoplysninger til de steder, forfatterne nævner, og stederne er plottet ind på et kort over Paris på bogens omslags inderside. Så det er easy-peasy at bruge bogen til planlægning af næste tur til Paris.

Jeg har spekuleret på, hvorfor en så spændende bog om Paris skal have så diskret et omslag. Den inviterer jo ikke ligefrem til at blive taget op og bladret i. Men kapitlerne er så rige på informationer og beskrivelser, at billederne nærmest af sig selv vælter op fra siderne, så mit gæt er at det må have været en umulighed at finde eet billede der kunne sammenfatte hele bogen. Det ville også have fået den til at ligne endnu en turistguidebog lidt for meget, og bogen er netop noget helt andet og meget mere end en turistguide. Den er et sandt overflødighedshorn af kulturhistorisk information om Paris, og et musthave for enhver Pariselsker.

Jeg har ihvertfald fået rigelig inspiration til de næste mange ture til byen.

Paris, Aarhus Universitetsforlag (2013), i bogserien Vide Verden. Den kan købes her.

Le Vercors

Tourfeltet kører i dag nordpå fra Gap ind i Alperne. De kommende tre dage bliver hårde etaper i bjergene, og vi skal nok få set en del drama, inden målstregen på Alpe d’Huez lørdag. Etapen går forbi Le Massif du Vercors og byen Grenoble, på vej til målet i Saint-Jean-de-Maurienne.

Bjergmassivet Le Vercors er i dag nationalpark med rige muligheder for vandringer, cykling eller klatring, og om vinteren kan man stå på ski i området. Der er mange skipister, både alpine og langrend. Men massivet er måske mest kendt for den rolle, det spillede under 2. Verdenskrig som skjulested for den lokale franske modstandsbevægelse. Flere egne af massivet er vanskeligt fremkommelige, og det gjorde det muligt for modstandsfolkene at gemme sig for de tyske soldater, der ikke kendte området.

Under 2. Verdenskrig var Frankrig delt i overordnet set to zoner. Demarkationslinjen gik tværs gennem landet fra øst til vest, men drejede sydpå og inkluderede hele Bordeauxområdet ned til den spanske grænse. Området nord for demarkationslinjen med området i det sydvestlige Frankrig var besat af Tyskland. Området syd for demarkationslinjen og øst for det sydvestlige Frankrig var Zone libre (frizone), hvor landet ikke var officielt besat, men regeret af Marskal Pétain i spidsen for en fransk marionetregering. Le Vercors lå i den frie zone, men området øst for massivet var besat af Italien, på det tidspunkt Tysklands allierede.

I november 1942 blev området invaderet af Italien og Tyskland, og det førte til oprettelsen af modstandsgrupper i bjergmassivet. Dygtige organisatorer sørgede for at modstandsbevægelsen i Vercors fik en central rolle i forberedelsen af de allieredes invasion af Sydeuropa, der var under planlægning. Det gik imidlertid galt lige før invasionen. I sommeren 1944 kom koden til modstandsbevægelsens mobilisation via radioen, og henved 4000 modstandsfolk og mange utrænede unge frivillige gjorde sig klar. Trods opfordringer til forsigtighed troede modstandsfolkene på nedkastning af tunge våben og ammunition, og hejste et så stort trikoloreflag at det kunne ses af tyskerne i Grenoble. Den tyske reaktion kom omgående. 15.000 tyske landtropper støttet af faldskærmssoldater angreb området, og modstandsbevægelsen i området blev nærmest udslettet henover sommeren 1944. Men deres arbejde fra 1942 og frem forsinkede den tyske hær så meget, at de i sidste ende ikke kunne få fremrykket tropper nok til at dæmme op for invasionen af Normandiet i juni 1944 og invasionen fra syd i august 1944.

Det er begivenheder, der som så mange  andre fra 2. verdenskrig har sat sig dybe spor i lokal-befolkningerne i Europa. I 1994, på 50-års dagen for modstandskampene i le Vercors, blev et mindesmærke indviet. Det kan du se her.

Er du ikke så interesseret i 2. Verdenskrigs historie? Så prøv at se her, hvad Grenobleområdet ellers kan byde på.

Etapen i dag går fra Gap til Saint-Jean-de-Maurienne.

Foto: Mont Aiguille, Vercors (Pixabay.com)

mimosa-grasse-verdens-parfumehovedstad

Verdens parfumehovedstad

Omtrent en times kørsel sydøst for dagens etapes sydligste punkt ligger Grasse. Eller, fra Middelhavskysten: 20 kilometer nord for Cannes. Er man på badeferie ved Côte d’Azur er byen et oplagt mål for en dagsudflugt.

I Grasse har man i mange århundreder produceret råmateriale til hele verdens parfumeindustri. Råmateriale vil sige koncentrerede, æteriske olier udvundet af blomster fra de mange blomstermarker omkring byen. Det er særligt lavendel, jasminer, orangeblomster, liljer, roser og mimoser der dyrkes, og det er ikke svært at forestille sig oplevelsen af at stå ved sådan en mark på en flimrende varm solskinsdag og indsnuse den berusende duft af en hel mark af blomster. Har du oplevet lavendelmarkerne i Provence, hvis duft hænger i hele landskabet, ved du, hvad jeg mener. Det er ikke uden grund at Grasse er et verdensnavn i parfumeuniverset.

Lavendel

I byen ligger Musée International de Parfumerie, et museum der fortæller parfumens og duftenes historie fra Antikken til vore dage. I tilknytning til museet er en oplevelseshave, hvor man kan se – og dufte – de mange forskellige slags blomster, der udvindes olier af.

Rose

Jasmin

En af Oplysningstidens meste berømte malere, Jean-Honoré Fragonard, er født i Grasse i 1732, og byens museum for deres berømte bysbarn rummer en stor samling af hans malerier. Malerierne er typiske udtryk for den franske rokoko i 1700-tallet.

Her kan du se billeder og læse mere om museerne i Grasse.

Har man lyst til at prøve at lave sin egen parfume eller eau de toilette, tilbyder flere af byens fine gamle parfumerier – Fragonard, Molinard og Galimard, introduktionskurser for private til parfumens verden. De tre parfumerier tilbyder også gratis rundvisninger i deres fabrikker, hvor der fortælles om deres produktion af parfume.

I byen ligger også organisationen af parfumeproducenter med en tilknyttet uddannnelsesinstitu-tion for dem, der gerne vil uddanne sig inden for faget. Tv5 Monde sendte for et stykke tid siden en dokumentarudsendelse om skolen, der får besøg af professionelle fra hele verden, der ønsker at videreuddanne sig på kurser af kortere eller længere varighed. Her kan du se et klip fra programmet.

Men… Der ER altså andre ting at tage sig til i Grasse. Der er mulighed for golf, vandreture i bjergmassivet eller mark- og havevandringer, besøg i grotter, rideture og mange andre friluftsaktiviteter, hvis byens parfumeunivers ikke er det, der trækker mest. Eller man kan følge La route Napoléon, der går igennem byen og videre nordpå til Grenoble. La route Napoléon er den vej, Napoleon fulgte mod Paris, da han i 1815 undslap fra øen Elba og i 100 dage generobrede magten, indtil det endelige nederlag ved Waterloo.

Har du lyst til at læse om et parfumehus, jeg er særlig pjattet med? Så se her.

Feltet nærmer sig Alperne, og kører i dag fra Digne-les-Bains til Pra Loup

Fotos: Pixabay.com

Pavebyen

Dagens etape i Tour de France er, hvad de der ved noget om sagen kalder en ‘transportetape’. Det vil sige en etape der grundlæggende set skal ‘transportere’ feltet fra et Tour-højdepunkt (Pyrenæerne… ja, haha…!) til et andet (Alperne). Men det betyder ikke, at etapen ikke kan blive spændende. Det betyder heller ikke, at vi ikke kan finde noget andet at kigge på mens de cykler.

Knap halvanden times kørsel syd for dagens etapeafslutning i Valence ligger Avignon. Pavernes by og vært for en årlig teaterfestival. Avignon ligger hvor floden Durance løber sammen med Rhonefloden. Byens historie kan føres tilbage til bronzealderen, men den er nok mest kendt for perioden 1309-1378, hvor den katolske kirkes overhoved have sæde i byen på grund af religiøse stridigheder i Rom. Pave Gregorius XI vendte i 1370’erne tilbage til Rom, men det var ikke velset i de øverste gejstlige, katolske cirkler, der var splitttede. I årene 1378 til ca. 1420 var der en pave i Rom, men også en ‘antipave’ i Avignon. Det er en lang og kompliceret historie som der er skrevet tykke historiebøger om…

Siden 1947 er der hvert år blevet afholdt en teaterfestival i Avignon. Festivalen afholdes i juli måned, og varer 3 uger. Den 69. udgave afholdes i øjeblikket, og byder på en perlerække af teaterforestillinger, både de avantgardistiske og de mere traditionelle. Mere end fyrre teaterforestillinger spilles på henved tyve forskellige spillesteder, og der bydes også på konferencer, debatter og udstillinger. Jeg har ikke selv oplevet teaterfestivalen, men den er på listen næste gang turen går til Sydfrankrig.

Har du oplevet festivalen i Avignon? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet.

Her kan du læse mere om festivalen og se det store programudvalg.

Feltet kører i dag fra Mende til Valence.

Foto: Pavepaladset i Avignon (Pixabay.com)

carcassonne

Carcassonne

Jeg har været meget langt nede i billedarkiverne til i dag. Vi besøgte middelalderbyen Carcassonne i 2002, da vi var på ferie i Cap d’Agde ved kysten mellem Montpellier og Narbonne. Carcassonne ligger ca. 75 km i fugleflugtslinie fra Plateau de Beille, dagens etapeafslutning.

La Cité de Carcassonne har en meget lang historie, der kan spores helt tilbage til den gallo-romanske æra. Byen blev befæstet i Middelalderen og har en dobbelt ringmur og hele 52 vagttårne. Fra placeringen på plateauet over floden Aude kan man se virkelig langt ud i horisonten til alle sider. Fæstningen er domineret af den store basilika Saint-Nazaire, og selvom man kunne få det indtryk at byen er eet stort udendørsmuseum, bor der stadig lokale inden for murene, der også rummer hoteller og et vandrehjem. Den ‘rigtige’ by Carcassonne, der ligger nedenfor selve fæstningen, har ikke turisternes store interesse. De kommer primært for at se fæstningen og opleve den årlige sommerfestival, som du kan læse mere om her.

Det fortælles at Carcassonne fik sit navn under Karl den Stores belejring af byen, der var besat af saracenerne. En prinsesse, Dame Carcas, modstod sammen med soldaterne inde i fæstningen Karls belejring i 5 år, indtil han hævede belejringen. Da Dame Carcas så at Karl den Stores hær var på vej væk, blev hun lykkelig og besluttede at lade alle byens kirkeklokker ringe. En af Karls soldater udbrød ‘Carcas sonne’. Det er legenden om byens navn, men den er mig bekendt ikke historisk verificeret.

Vi var der på en af de virkeligt hede dage, som dagene kan være inde i landet, og børnene var ikke helt tilfredse med målet for dagsudflugten. Men Carcassonne er på enhver frankofils liste over steder i Frankrig, der skal ses. Ligesom Bayeux-tapetet. Så jeg fik set Carcassonne, men det kostede lidt på bestikkelseskontoen. Mine børn har altid været fascineret af de to-etagers karrusseller, så de fik et par ture i karrussellen, og da de opdagede La Cure Gourmande med de smørbagte småkager midt i byen, måtte vi også derind. Men det var besøget værd.

Her kan du se flere billeder af Carcassonne.

Middelalderbyen er måske ikke er et rejsemål i sig selv, højst en dagsudflugt, men hele området en ferie værd, da der ikke er så langt til Middelhavskysten, Pyrenæerne, Toulouse og Montpellier og hele Languedoc-Rousillon området. Indtil for nylig fløj Ryanair direkte fra Billund til Carcassonne i sommersæsonen, men den rute er vist lukket i skrivende stund. Vil man flyve i stedet for at køre, skal man booke billet til Toulouse.

Dagens etape er endnu en bjergetape, fra Lannemezan til Plateau de Beille.

holger-danske-rolandskvadet

Holger Danske

Det er den 14. juli i dag, Frankrigs nationaldag. Det er en national fridag som vores Grundlovsdag, men med en del flere festligheder end vi er vant til: En stor militærparade på Champs-Elysées (3 timers direkte transmission på Tv5 Monde, anyone?), og over hele Frankrig vil der være baller, byfester og nogle seriøse fyrværkerishows sidst på aftenen.

Tourfeltet har ramt Pyrenæerne. Dagens etape slutter i La-Pierre-Saint-Martin ved den spanske grænse, ikke så langt fra bjergpasset Roncesvalles – eller Roncevaux, som  det hedder på fransk. Bjergpasset var scene for et af de mest berømte slag under Frankernes konge, Karl den Store (Charlemagne) i 778 e.v.t. Et slag som er blevet udødeliggjort i La Chanson de Roland, Rolandskvadet, et helte-epos på vers fra ca. 1060.

For at beskytte sin by Saragoza mod frankerhæren ønsker saracenerkongen Marsile at indgå en fredstraktat med Karl den Store. Karl vælger at sende sin svoger Ganelon for at forhandle traktaten med Marsile. Men Ganelon er fyldt med had mod Roland, Karls nevø, fordi Karl favoriserer Roland. Ganelon indgår en forræderisk aftale med Marsile, der lader som om han accepterer fredsaftalen. Da Karl den Stores tropper trækker sig tilbage er Roland leder af bagtroppen, der falder i saracenernes baghold i bjergpasset Roncevaux. Roland og hans tro følgesvend Olivier bliver begge dræbt under slaget. 

Roland havde nået at tilkalde hjælp fra Karl den Store og hæren, men da Karl når frem er ikke blot Roland og Olivier døde, men også et stort antal saracenere og frankere. For at hævne Roland slår Karl de resterende saracenere på flugt. Efter slaget bliver Ganelon dømt til døden for sit forræderi.

Lederen af fortroppen for Karl den Stores hær hedder Ogier le Danois, eller på dansk: Holger Danske.  Det er første gang, han optræder nogen som helst steder i litteraturen, men bestemt ikke den sidste. I bogen Ogier le Danois dans les littératures européennes fra 1969 kortlægger professor i romanske sprog Knud Togeby figuren Holger Danskes tilstedeværelse i adskillige europæiske tekster op gennem århundrederne, fra Rolandskvadet til et heltekvad med Holger Danske som hovedperson, La Chevalerie d’Ogier, til tekster fra den spanske og italienske middelalderlitteratur, en roman om Holger Danske i den tidlige franske renæssance og helt op til de danske guldalderdigtere og modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig. Det er et imponerende stykke gravearbejde, der er lagt for dagen.

IMG_0239

Overleveringen af de franske og latinske heltekvad til Skandinavien sker i det 13. århundrede, hvor Karlamagnús Saga nedskrives på oldnordisk. Hermed gør også fortællingen om Holger Danske som en af Karl den Stores riddere sit indtog i Skandinavien. Det var dog først med de danske guldalderdigteres romantisering af ham, særligt B. S. Ingemann og H. C. Andersen, at historien om Holger Danske, der sover i kasematterne under Kronborg og vågner til dåd når landet stander i våde, tog form.

I dag kører feltet fra Tarbes til La-Pierre-Saint-Martin ved den spanske grænse

Lidt om keltisk kultur

celtic-23392_640Når Tourfeltet i dag kører ind i Bretagneregionen, kører det også ind i et område med en helt særlig historie. Den keltiske kultur præger området, og hvert år afholdes stor interkeltisk festival, der samler deltagere fra de keltiske områder i Europa.

Indtil den romerske invasion af Frankrig og det meste af England, der varede i cirka fire århundreder fra 44 e.v.t., var en stor del af Vesteuropa keltisk, men den keltiske kultur blev trængt tilbage eller assimilieret af den romerske kultur. I vore dage er der seks keltiske ‘lande’ – eller områder – der er anerkendte som bærere af den keltiske kultur og det keltiske sprog: Irland, Skotland, Wales, Cornwall (en region i det sydvestlige England), Isle of Man (der ligger i det Irske Hav mellem Irland og det nordlige England), og Bretagne.

Men det er vigtigt at holde tingene adskilt. Først og fremmest er der fakta om kelterne som et historisk folk, dernæst den keltiske kultur og sproget, som eksisterer i dag, og så er der den ideologi, der udspringer af en søgen efter en keltisk identitet, og som kan ses som en moderne konstruktion, hvor de meste militante tilhængere taler om national selvstændighed for de keltiske områder.

Den politiske diskussion vil jeg gerne holde mig ude af.

Interessen for keltisk kultur har været fremherskende længe – tænk bare på, hvor stor en succes Michael Flatleys Riverdance shows var i 90’erne, og hvordan keltiske tegn har været brugt som tatoveringer i mange år. Også keltisk sang, musik og kunst dyrkes.  Hvert år afholdes en stor interkeltisk festival i Lorient på Bretagnes sydkyst – festivalen omtaler sig selv som det årlige samlingspunkt for keltiske kunstnere – hvor op mod 4.500 udøvende kunstnere samles, og med tæt ved en halv million tilskuere i de ti dage, den varer. I år afholdes festivalen fra 7. – 16. august, så hvis du er interesseret i keltisk kultur, kan det stadig nås.

Her kan du læse mere om Festival Interceltique Lorient.

I dag køres 8. etape fra Rennes til Mûr de Bretagne

bayeux-tapetet

Bayeux-tapetet

Bayeux ligger tæt ved kysten i regionen Basse Normandie, ikke så langt fra invasionsstrandene. Vi skal lige et smut forbi byen i dag, inden vi følger med Tourfeltet ind i Bretagne.

Da vi besøgte Normandiet for nogle år siden, som du kan læse mere om her og her, var vi også en tur i Bayeux for at se Bayeux-tapetet. Kæreste var ikke så interesseret, men jeg insisterede. En cand.mag. i fransk der ikke har set Bayeux-tapetet, når man alligevel er i området? Ikke tale om! Så afsted kom vi.

Tapetet, som egentlig ikke er et tapet men et næsten 70 meter langt broderet tæppe, fortæller historien om Vilhelm Erobreren (Guillaume le Conquerant), hertug af Normandiet, der invaderede England i 1064, en invasion der kulminerede med slaget ved Hastings i 1066, hvor Vilhelm underlagde sig England, som han regerede samtidig med at han var hertug af Normandiet. Historien fortælles i 58 scener, og hver scene har en forklarende tekst på latin. Det menes at tæppet er bestilt af Vilhelms halvbror Odon de Bayeux i årene efter slaget ved Hastings, men der er ikke enighed om, hvem der har broderiet tæppet, og hvor det er blevet broderet. Dog er der enighed blandt forskerne om at tæppets formål var at fortælle den overvejende analfabetiske befolkning om Vilhelms bedrifter.

P1020494

Jeg synes jeg kan høre et par gab…? Et gammelt broderi med nogle billeder… So what..?

Men det er altså turen værd. Også for ikke-så-historisk-interesserede.

Ved indgangen udleveres en audioguide, hvor man får genfortalt historien scene for scene, så man får hele fortællingen mens man følger turen rundt langs tæppet. De har audioguides på 14 forskellige sprog, også på dansk! Og en særlig audioudgave for børn.

Da vi kom ud synes Kæreste at det havde været spændende at se og opleve, så det var bestemt turen på 200 kilometer frem og tilbage fra Cherbourg værd.

Har du set Bayeux-tapetet? Hvad synes du? Fortæl os gerne om det i kommentarfeltet.

I dag kører feltet fra Livarot i Normandiet til Fougères i Bretagne.

sainte-mere-eglise-normandiet

Normandiet 2

(Måske skal du lige finde dig en kop kaffe, for det bliver et lidt langt indlæg i dag.)

At se invasionsstrandene, kirkegårdene og museerne i Normandiet og dykke ned i historien bag D-dag on site er overvældende. Ganske enkelt overvældende. Først når man står og ser ud over Gold Beach ved Arromanches, hvor briterne gik i land og efterfølgende etablerede Mulberry Harbour, en kæmpestor, kunstigt anlagt havn, når man ser bredden og længden af Utah Beach, Omaha Beach, Juno Beach og Sword Beach og den store forskel i tidevandet, når man ser museerne og kirkegårdene, først da forstår man, hvor stor Operation Overlord var. Det er ganske enkelt ærefrygtindgydende, og man kan ikke undgå at føle sig ydmyg. Jeg kunne ihvertfald ikke…

Her er det mindesmærket ved Omaha Beach ved lavvande, og Utah Beach.

 

Den amerikanske kirkegård ved Omaha Beach. Der ligger mange af den slags kirkegårde i området, og hvert kors repræsenterer en soldat, der faldt under invasionen. Det er ret vildt at se, hvor mange soldater der døde i de dage for at befri Europa…

 

Allerede langvejs fra kan man i vandet ud for byen Arromanches se resterne af Mulberry Harbour, som briterne begyndte at konstruere bare tre dage efter landgangen den 6. juni 1944. Der blev fragtet monstrøse mængder af materiel i land via broanlægget i månederne der fulgte invasionen.

 

Den 14. juni 1944 gik General de Gaulle i land ved Juno Beach i den canadiske sektor, og her står La Croix Lorraine som mindesmærke. Charles de Gaulle spillede en væsentlig rolle for den franske modstandsbevægelse fra sit eksil i London under krigen, det er der skrevet rigtig mange historiebøger om. Han var en torn i øjet på både Roosevelt og Churchill, men de kunne ikke komme udenom at han var en nøglefigur i planlægningen af D-dagen. La Croix Lorraine var et symbol på de Frie Franske styrker under 2. Verdenskrig, og symbolet fulgte de Gaulle resten af livet.

P1020433 Normandiet

 

I byen Sainte-Mère-Eglise, hvor de første faldskærmssoldater landede natten til d. 6. juni, hænger der stadig en soldat i kirketårnet. Nejnej, altså ikke en rigtig en. Det er historien om den amerikanske soldat John  M. Steele, der sad fast i kirketårnet, og efter et par timer blev hentet ned af tyskerne og taget til fange. Han flygtede tre dage senere og kæmpede videre i krigen, og døde først i 1969.

P1020469

 

Hele området og meget af baglandet bag strandene er ladet med historien om D-dag, og man kan uden problemer få en uge til at gå med at dykke ned i historien. Man kan også nå at blive en lille smule mæt af det.

Vil du vide mere, er her forskellige links:

D-day Museum Arromanches

Charles de Gaulle

Airborne museum Sainte Mère-Eglise

Bayeux-tapetet og Calvados tager vi en anden gang. I morgen skal vi til noget helt andet.