Så er den gal igen. Eller rettere: Den er stadigvæk gal….
Kan du huske at et gitterfag på Pont des Arts kollapsede i juni 2014 under vægten af de mange kærlighedslåse? Og at Paris’ bystyre efterfølgende afmonterede alle gitterfagene på Pont des Arts for at erstatte dem med glas? Det skrev jeg et indlæg om sidste år, efter at jeg selv havde oplevet Pont des Arts i maj 2014, kort før gitterfaget kollapsede.
Kort efter kollapset gik arbejdet med at fjerne alle gitterfagene på Pont des Arts i gang, og efterfølgende fik en ansat ved Paris’ bystyre den geniale og romantiske ide at smelte de fjernede låse om til ringe.
Men det har ikke hjulpet alverden, og problemet er blot blevet flyttet.
Trods alle bystyrets både humoristiske og mere strikse henstillinger til de elskende om at vise deres kærlighed på andre måder end ved at skæmme byens kulturarv, er problemet blot blevet flyttet. Nu er det gitterfagene på Pont Neuf omkring statuen af Henri IV der er så overlæssede, at de er i fare for at kollapse. Og flere andre broer ligeledes.
Så nu går bystyrets tekniske afdeling i gang med at sætte skiltning op, der opfordrer folk til ikke at hænge en kærlighedslås op, og samtidig understreger at der ER andre måder at vise sin kærlighed på.
Jeg forstår godt den bagvedliggende ide om, at folk vil vise hinanden deres kærlighed ved at hænge en lås op på en bro i byernes by. Jeg forstår til gengæld ikke, at deres forgabelse i den ide overskygger deres lige så erklærede kærlighed til byen selv, og at de er villige til at være med til at ødelægge byens monumenter for at realisere den ide. I mit hoved er det ordet ‘egoistisk’ der først popper op. Jeg forstår ikke, at folk ikke kan finde på andre måder at vise deres udkårne (og åbenbart resten af verden) deres kærlighed!
Hvad mener du?
Seneste kommentarer