Som vi har set af de sidste to ugers indlæg, så er Paris en uendelighed af kendte og nye indtryk, spændende steder, listige hjørner og kvarterer, man bare aldrig bliver helt færdig med at udforske. For hver gang jeg er i byen, opdager jeg nye ting.
Hvis jeg har otte skønne gymnasiepiger med, kommer det til at handle meget om shopping. Og så vil de vide hvor vintagetøjbutikkerne er, så dem finder vi (cocktailbarerne og dansestederne klarede de sjovt nok selv). Med otte shoppeglade tøser kan det godt tage et par timer at komme fra Place des Vosges til Pompidoucentret, en tur der max tager en halv time hvis man bare går lige igennem Rue des Francs Bourgeois og Rue Rambuteau.
Hvis jeg har madglade mennesker med, er det naturligt at besøge Galeries Lafayettes gourmet food store, og Fauchon, Hédiard og Maille, der ligger i hvert deres hjørne på Place de la Madeleine (8e arr.) ikke så langt fra Galeries Lafayette. Og finde de gode køkkentøjsforretninger, specialforret-ningerne og de små spændende restauranter.
Fotograferne har deres egen optik på Paris, kunstelskerne går efter deres passion, jazzfolket finder deres helt egne steder og de beautykloge ved, hvor skønhedstemplerne er. De syglade kan med fordel tage på strejftog i kvarteret lige nedenfor Sacré-Coeur.
Og sådan kunne jeg blive ved….
Hvordan ser mit Paris ud?
Som tidligere nævnt foretrækker jeg i videst muligt omfang at opleve Paris på gadeplan. Og allermest holder jeg af at komme så langt ind i kvartererne at man finder de steder, hvor de lokale har deres dagligdag. Som i Rue Lepic på Montmartre, hvor man drejer om et hjørne og pludselig finder en handelsgade med fiskehandler, bagere, ostebutikker, blomsterhandlere og frugt og grønt. Eller landsbystemningen på Place de la Contrescarpe og de lokale handlende i bunden af Rue Mouffetard, hvor der også er marked. Eller Saint-Germain des Prés’ små gader, der hvor Rue Saint-André des Arts møder Rue de Buci og Rue de l’Ancienne Comédie, og man prøver at finde vej ad de små gader til Place Saint-Germain des Prés. Det mest fascinerende er, at denne landsbystemning kan man finde kun et stenkast fra de store boulevarder.
Landsbystemning finder man også i gaderne omkring Place du Tertre, selvom selve torvet med alle malerne er en turistfælde… Og så kan jeg sidde længe på trappen foran Sacré-Coeur og se ud over hele Paris, og betragte den brogede blanding af turister af alle nationaliteter, afrikanske gadesælgere og diverse gadeunderholdning. Det bliver aldrig kedeligt. Når jeg er afsted på egen hånd med Kæreste, prøver vi altid at få lagt nye ting ind i programmet, som vi ikke har set før. På den måde opdager vi altid nyt der kan føjes til de velkendte steder.
Paris bliver man aldrig færdig med.
Sjovt – jeg har taget et billede af præcist den samme gamle dame udenfor Café Le Buci i 2014. Der var en mand på trækbasun med da de spillede og han havde en t-shirt på med teksten “Music is a dirty job but someone has to do it”…
Der var mega-god energi på gaden og billedet blev ret udmærket i s/h i efterbehandlingen, så jeg har sendt besked til cafeen om de kan finde ham/hende, så jeg kan give dem en kopi :-)
Jeg fandt hende her hos dig ved at søge lidt efter gamle damer der danser på gaden i paris…google ved lidt om alting ;-)
Første led var her:
https://www.youtube.com/watch?v=F2MyvLvTsGs
så her:
http://www.lynnebuchanan.com/blog/2015/7/10/some-more-paris-scenes
og så her hos dig (“cafe le buci gadeunderholdning” i google)
Damen er vist nærmest fast inventar på gaden, for her er hun igen
https://www.tripadvisor.com/LocationPhotoDirectLink-g187147-d292257-i159752176-Le_Marais-Paris_Ile_de_France.html
Hej Torben, nej hvor er det altså morsomt! Det ser næsten ud som om mit billede og Youtubevideoen er fra samme dag (mit er taget 30. maj 2014 om aftenen). Det er så stemningsfyldt et kvarter i og omkring den gade, jeg slæber altid nye Parisfarere derned, når jeg har nogen med. Tak fordi du deler :)! Venlig hilsen Jette